Antallet af Pokémon-inspirerede universer kan velsagtens ikke engang tælles på én hånd. Bakugan er endnu en variant i den endeløse række af samlekortsspil, hvor man som spiller deltager i turneringer, og sætter sine robotmonstre (Bakugans i denne sammenhæng) op imod andre deltageres Bakugans i kampen om at blive den stærkeste Battle Brawler.
Pokémon ultralite
Bakugan: Battle Brawlers er en videospilsadaption af en populær anime-serie af samme navn, og et brætspil, hvor man på en spilleplade skal rulle små plastikkugler ud på nogle magnetiske kort. Når de rammer et kort åbnes kuglen, og den pågældende Bakugan viser sig. Når modstanderen således kaster en kugle hen på det samme kort, skal de to væsner battle, og den Bakugan med størst ‘G-power’ kan trække sig sejrrigt ud af kampen med kortet som belønning. Og når en spiller har vundet et bestemt antal kort, er kampen ovre.
I Battle Brawlers placeres man i Bakugan-universet i rollen som en selvskabt karakter, hvor man skal forsøge at vinde tronen i den eftertragtede Ultimate Battle Tournament. Igennem spillet møder man en masse af de kendte figurer fra spillet, og man får endda mulighed for at battle de fleste af dem, hvilket må være guf for unge fans. Når man ikke kæmper for at komme med i den store turnering kan man besøge byens Bakugan-shop, hvor man kan erhverve sig nye Bakugans, opgradere de nuværende samt købe nye G-Power kort, imens man også kan tage i den lokale park og spille nogle enkelte hyggespil. Skuffende er det dog, at der rent faktisk ikke er særlig mange Bakugans at vælge imellem, da de samme i bund og grund går igen over spillets seks forskellige typer.
Selve kampene er spillets centrale element. Her placeres man, som tilfældet er i de virkelige spil, på en spilleplade. Konceptet er dog videreudviklet en smule i forhold til, og udvikleren har tillagt spillet nogle små minispil, der skal gøre det lidt mere velegnet til videospilsformatet. Blandt andet er det muligt at skyde på modspillerens Bakugans når de kastes, og forsøge at tvinge dem væk fra magnetkortene, hvorfor modspilleren mister sin tur, hvis det lykkes. Inden kampen går i gang mellem to Bakugans på samme kort er det også muligt at booste sine G-powers med en række abilitykort samt tre minispil, hvor man skal henholdsvis ryste sin controller så hurtigt som muligt, ramme nogle symboler i et slags rytmespil og til sidst skyde på den pågældende Bakugans symboler på tid.
Konceptet fungerer ganske fint, om end det taktiske præg er voldsomt overfladisk. Allerstørste fortrædelighed er dog uden sammenligning, hvordan selve kampene udformer sig, efter man har forberedt sig ved at booste sine G-powers. Disse er nemlig blot reduceret til en få-sekunders animation, hvor den vindende Bakugan slår den anden der således falder til jorden. Her kunne det måske have været mere elegant at forbeholde de få minispil til selve kampene, sådan at disse opnåede en vis intensitet. Som det ser ud nu, bruger man nemlig alt for lang tid på forberedelserne, og belønningen er simpelthen ikke stor nok.
Bakugan: Battle Brawlers er et spil, jeg kun kan anbefale til den gruppe fans af anime-serien, der trods alt må være. Visuelt følger spillet serien fint, der er masser af muligheder for at støde på de mest populære karakterer, og så er det muligt at spille imod tre andre venner, dog kun offline. Alligevel er spillet ganske uinteressant som videospil, og må siges at høre under fanen ’doven fanservice’.



