Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 18+PEGI Violence

Der er altid ekstra fokus, når der kommer nyt spil fra Bioware. Dragon Age: Origins er et stort anlagt episk rollespil – vestligt snarere end japansk vel at mærke, så det har ikke noget med Final Fantasy at gøre. I genre minder det på Xbox 360 om Two Worlds og Oblivion. Men hvilket er det tættest på i kvalitet?

Drager på himlen

Dragon Age: Origins er et af de vestlige eventyrrollespil, som vi ikke får særlig mange af, fordi de er meget store og produktionstunge at udvikle. Det koster med andre ord kassen at lave et spil som Dragon Age, og det tager også meget lang tid. Så lang tid, desværre, at grafikken risikerer at se forældet ud, når spillet endelig udkommer, og det kan vi lige så godt få afklaret med det samme: Dragon Age har på ingen måde grafik, der er en toptitel i 2009 værdig.

Grafik to slag under par
Faktisk har spillet grafik, der ligger og roder lige under middel, og det er ærgerligt, for selvom grafikken naturligvis ikke er det vigtigste element i et spil, så bliver sådan en middelalderverden som Dragon Age portrætterer meget mere indbydende at gå på oplevelse i, hvis den er pæn at kigge på. Detaljegraden er lav og farvepaletten meget enkel. Mange områder ser også ud som om, udviklerne har blandet en anelse for meget rød eller okker i alle farver og nuancer, hvilket heller ikke er klædeligt.

For at føje spot til skade har et nossefår af en grafisk designer valgt at anvende en helt, helt overdreven mængde blodsplatter til hver eneste kamp. Hvis man nakker så meget som en rotte er man sprøjtet ind i blod fra top til tå – og det er ikke engang godt lavet rent teknisk. Gudhjælpemig om ikke figurerne stadig er iført rød ketchup i de efterfølgende dialogscener. Det sidste kan man heldigvis slå fra, hvilket jeg gjorde. Det er første gang, jeg nogensinde har slået ”gore” fra i et spil, men her er det virkelig til gene.

Fremragende dialog
Nå, så er det ude af systemet, og hvis du stadig læser med, så må du jo være interesseret at høre om alle de gode ting, der sikrer Origins sit velfortjente ottetal. Der er heldigvis mange. Dragon Age: Origins er virkelig et godt rollespil, når man efterhånden vænner sig til looket. Det er stort og ekstremt detaljerigt bragt til live af tusindvis af replikker indtalt at et fremragende skuespillerhold (mestendels britisk-engelske) anført af stjernen Tim Curry, men de fleste er ukendte, hvilket ikke gør spor – de er gode.

Betydende baggrundshistorie
Ved spillets begyndelse vælger man mellem seks baggrundshistorier, der afhænger af dit valg af race (elver, menneske eller dværg) og klasse (fighter, rogue, mage). Baggrundshistorien, og dine valg i den, har betydning for resten af spillet. Det ændrer ikke de store linier, men som adeligt menneske oplevede jeg i flere dialoger, at det spillede ind – og det må jo nødvendigvis have været anderledes, hvis jeg havde været en tigger-elver. Elverne er for en gangs skyld underhunde. Det er ikke ofte, man ser det i fantasy.

Storslået plot
Selvom undertitlen Origins kunne betyde, at dette er en lille smagsprøve på, hvad der måtte komme senere, så er det ikke tilfældet. Dragon Age har en stor og episk historie, der involverer en tronraner og hele kongeriget Fereldens skæbne. Det betyder ikke, at der ikke er masser af små sidehistorier og diverse opgaver, som man kan løse sideløbende med at hovedhistorien udfolder sig. Man kan ofte løse konflikter enten via fredelige evner eller kamp. Alt i alt er der gode indlevelsesmuligheder.

Man lærer i løbet af spillet karaktererne at kende. Mellem actionscenerne og flere gange i løbet af historien slår man lejr, og der er lejlighed til i fred at gå rundt og høre gruppemedlemmernes historier og blive bedre venner med dem, uvenner, kærester osv. Det er meget detaljeret og minder om systemet i Mass Effect.

Power gaming
Der er også gode muligheder for at skræddersy både sin egen figur, og de karakterer, der efterhånden slutter sig til en. Ret hurtigt har man et lille, klassisk rollespilparty, og op til fire ad gangen kan følges ad. Alle kan udrustes og tilpasses med diverse evner, efterhånden som de stiger level. I kamp skifter man mellem figurerne på bumperne, men det kan godt blive en noget rodet affære. Kampene ses fra et meget nært perspektiv, og det kan være svært helt at have overblik. Heldigvis er der et universalmiddel mod det: Level op og tryk angreb, angreb, angreb indtil alle fjender ligger ned.

Sådan ender hack’n’slash-spil alligevel ofte, og man kan sagtens leve med det, men man efterlades med det indtryk, at kampsystemet ikke har fået samme kærlighed fra udviklerne som selve universet, historierne og dialogen.

Anbefalelsesværdigt
Hvis man ser bort fra den slatne grafik og lever med kampe, der er en lille smule rodede, så ligger der en super oplevelse i Dragon Age: Origins. Spillet har alt det, der skal til i et storslået, episk eventyr: Krig, kærlighed, drama, forræderi, sex, magi og intriger. På den baggrund tøver jeg heller ikke med at give en klar anbefaling til alle, der kan lide spil i Oblivion/Two Worlds-genren, men også til fans af hack’n’slash i stil Conan/Too Human, der er klar på at prøve et mere historiebaseret spil med flere muligheder for at skræddersy deres figur(er). I det hele taget bare en anbefaling.

Gamesector Anbefaler

Om Lasse Winther Wehner

Lasse Winther Wehner har været anmelder på Gamesector.dk siden 2003 og indholdsredaktør fra 2005. Han anmelder fortrinsvis spil til Xbox 360 og Xbox One - især shooter-genren og vestlige rollespil. Da Lasse har været gamer siden Game & Watch/bipbip-spillene gjorde deres indtog i firserne, ynder han at smide en historisk anekdote ind i sine anmeldelser, når han kan komme af sted med det.