Endnu engang er der udbrudt altødelæggende krig på vores skrøbelige jordklode – og det er udelukkende for din morskabs skyld. Verdens stormagter har oprustet til ukendelighed, og står foran hinanden på slagmarken. Midt i dette ragnarok befinder du dig. Kun allieret med udrustning, almindelig omtanke og så et hold af tre andre specialtrænede soldater. Du kan godt lade din controller og sætte dig godt til rette foran skærmen. Det her kommer ikke til at gå stille af sig.
Verden atter i konflikt
Realisme. Et eller andet sted er det et lidt svært spil at smide i nakken på en gang digital underholdning. Jeg har tidligere diskuteret med folk om, hvorvidt det faktum at alle græsstrå er perfekt modelleret eksempelvis gør et racerspil mere realistisk. Selvfølgelig er det med til at skabe en modelleret illusion, men det har ikke meget med selv at sidde ved rattet i en fuldblodsracer at gøre. Det samme gør sig gældende i krigsspil – heldigvis må man da sige. Det ville lige godt være ærgerligt, hvis man spillede med risiko for at få blæst bøtten af. Alligevel må jeg gratulere Dragon Rising for en vis grad af realisme.
Vi befinder os på øen Skira ud for den japanske kyst i en nær fremtid. Recession har ramt Kina, som blandt andet hungrer efter olie. Sjovt nok er dette fundet i store mængder på nævnte ø, og pludselig har Kina historiske interesser at pleje samme sted. Nu er øen bare russisk ejet, og de ser ikke mildt på at den store nation tropper op med soldater og andet habengut. Situationen er højspændt, og inden længe bliver de første skud løsnet. Hele verdens politibetjent USA har selvfølgelig også næsen fremme her. Som ”fredsbevarende” specialstyrke kastes man direkte ind i konflikten, som strækker sig over 11 højspændte kapitler.
Lad det være sagt med det samme. Er din tålmodighed ikke til at mave dig frem i græsset i en stor åben verden, hvor et enkelt skud kan være fatalt, så er det her ikke spillet for dig. Dragon Rising er et modigt forsøg på relativt realistisk at gengive fornemmelsen af at være i kamp. Det gøres ved at lade dig ryge direkte ned på øen Skira, og så ellers kun stikke dig et kort og en masse ordrer. Hvordan og hvornår du vil udføre tingene er dybest set oppe til dig.
Det betyder selvfølgelig at alle de prædefinerede sekvenser, som typisk bærer historietunge actionspil er væk. Det fjerner noget af den umiddelbare indlevelse. Har man tålmodigheden gemmer der sig dog en lang dybere oplevelse, som langsomt folder sig ud, desto mere man tør overgive sig til begivenhederne.
Missionernes udformning og det udstyr dit hold får med skifter fra mission til mission. Nogle gange skal du udnytte list, mens du andre gange skal ryge direkte i fjæset på modstanderne med flammende mundinger og granater hvinende. Spillets egentlige charme ligger i den taktik du lægger for dagen, når først spillet åbner sig, og du ligger afventende i græsset omgivet af dine kampfæller. Du har et utal af kommandoer til rådighed, og de skal benyttes. Dit vigtigste våben er nemlig ikke din automatriffel, men derimod de tre ekstra mænd du har til rådighed.
Terænnet skal langsomt forceres, imens du dirigerer slagets gang. Det er noget du hurtigt skal mestre, for du skal ikke forvente at fjenden bare stiller sig op og aggerer skydeskive. Tværtimod viser den kunstige intelligens virkelig tænder. Modstanderne forsøger at omringe dig, og benytter mange af de finter, som du selv kan finde på. Det er i dette skakspil, at man underholdes mest. Alt imens man kan bevæge sig frit, og sågar kan overtage alle køretøjer (eller helikoptre!), som man falder over.
Desværre er styringen ikke fantastisk. Eller jo, det fungerer fint at styre sig selv. Det er mere et problem når man skal give sine folk ordrer. Det sker nemlig via et noget knudret menusystem, som gemmer på alskens underpunkter. Ikke fedt når man er fanget i krydsild, og man bare vil have sine folk til at gøre noget NU! Der er dog en lækker løsning på dette problem. Dragon Rising understøtter nemlig coop, og med tre levende væsner ved sin side bliver spillet pludselig løftet en ekstra tand. Væk er det knudrede menusystem – nu kan man råbe til sin flok og i fællesskab udnytte den dybde spillet har.
Dragon Rising har bestemt sine øjeblikke, og det er pakket ind i en nogenlunde solid teknisk overfrakke. Hvor både landskaber og lydeffekter er detaljerede og tilpas sprøde til at skabe den rigtige stemning. Med rigtig intelligens ved sin side er det især underholdende, selv om missionernes beskaffenhed desværre godt kan virke en kende for ensformige. Med kunstig intelligens ved din side synker oplevelsen en kende mere – det grundet det tåbelige styresystem, som ikke er gearet til en åben levende verden. Karakteren får en pil op, hvis spillet nydes i co-op.
Loading ...
