I forvejen kan man allerede blive guitar-helt, bas-gud, super-vokalist eller Lars-Ulrich-i-en-æske uden at nogensinde at røre et rigtigt instrument. Activision har med deres Guitar Hero-serie en stor del af æren for det, og de viser da også her vejen til det forjættede DJ-land via en plasticgrammofon og en fake crossfader.
Bemani
Faktisk er Activison ikke de første, der laver et spil med grammofon-controller, hvori man skal simulere en DJs scratching. Hvis vi, som jeg ynder, skal begynde i trivia-afdelingen, så lavede Konami i 1997 Playstation-spillet Beatmania, som jeg har prøvet ved en enkelt lejlighed. Det havde også en specialdesignet controller, og det var ganske sjovt. Spillet var blandt de første til at gøre musik/danse/rytmespil populære og lagde navn til Konamis musikafdeling: Bemani. Sidenhen er musikspiltronen overtaget af udgiverne EA og Activision og udviklere som Red Octane og Neversoft, og det er da også Activison, der står bag udgivelsen af DJ Hero.
Gedigen hardware
De jeg åbnede æsken fra Activision, var førstehåndsindtrykket meget positivt. Controlleren består af to dele, der sættes sammen. Den ene del er selve grammofonen med tre knapper på, og den føles robust og vellavet. Den er af plastic, men den føles ikke plasticagtig. Den anden halvdel af controlleren består af den såkaldte crossfader, der er en mixer-skyder, og knappen til at aktivere Euphoria (aka Star Power) samt en effektknap. Endelig er der også de sædvanlige Xbox-knapper og d-pad. Denne halvdel føles ikke helt så gedigen som grammofonen, men stadig ok. Venstrehåndede skiller blot de to dele ad og sætter dem sammen omvendt. Der er ikke anden synlig forskel, end at controlleren er spejlet. Nice.
Det grundlæggende gameplay
DJ Hero har ikke overraskende en del til fælles med Guitar Hero, selvom det naturligvis samtidig adskiller sig en del. En række farvede cirkler kommer ned ad skærmen langs tre farvede bånd, og når de når bunden, skal man trykke på de tilsvarende farvede knapper på grammofonen. DJ-elementet kommer så, når det nogle gange i stedet for cirkler er større eller mindre rektangler, der kommer på båndet. Men disse passerer bunden af skærmen er det så, at man skal scratche – altså bevæge pladen frem og tilbage på skift. Dette er klart spillets sjoveste element og det, der får en til at føle sig mest DJ-agtig. På højere sværhedsgraden bliver det mere avanceret, og man skal scratche i fastlagte retninger, men på normal kan man bare give den gas.
Selve musikken
Inden jeg beskriver gameplayets næste element, skal vi lige en tur forbi musikken, for de to ting hænger tæt sammen. Hvis man kender MTVs ’Mashed’, så kender man konceptet bag alle sangene, man kommer til at lege DJ til. Hver sang består nemlig af to kendte numre, der er mixet sammen til ét. Mashed er grundlæggende et godt koncept, og det er underholdende at høre Vanilla Ice og MC Hammer sammen, og der er over 100 kendte sange blandet sammen til 93 mashes. Nogle sange optræder flere gange, men det er ikke noget problem.
Det er kendte, superdygtige DJs, der har stået for de forskellige mixes: Grandmaster Flash, Jazzy Jeff (uden Fresh Prince) og DJ Shadow for at nævne nogle af de mest berømte. Her kommer lige nogle af de mixede numre, for at give en ide om kvaliteten og spændvidden: Queen – Another One Bites the Dust, Marvin Gaye – Heard it through the Grapevine, Gorillaz – Fell Good inc., 50 Cent – Disco Inferno, Blondie – Rapture og Motörhead – Ace of Spaces. Meget alsidigt og ikke bare godkendt – godkendt for alvor.
Crossfading
Mens den ene hånd scratcher og trykker på farvede knapper, styrer den anden primært crossfaderen. Da hver sang består af to numre i ét, kan man med crossfaderen sat enten helt til højre eller helt til venstre vælge kun at afspille det ene nummer – altså de ligger i hver deres kanal, kan man sige. I midterposition afspilles hele mixet. Man bestemmer ikke selv, hvornår man skal bevæge faderen, det vises også på skærmen ved at enten det venstre bånd bevæger sig længere til venstre eller det højre længere til højre. Det er her spillets største problem opstår, fordi man ofte skal være meget hurtig til at bevæge crossfaderen tilbage i midterposition, og man kommer meget let til at rykke den en anelse for langt, og hvis man blot er en millimeter over midterposition, tæller det som et miss, og så nulstilles ens combo og man kan begynde at bygge multiplier op forfra.
Der er to grunde til, at jeg ikke kan ramme midterpositionen ordentligt. Den ene er naturligvis min egen motorik, men Activision kunne sagtens have lavet en skyder med en meget strammere midterposition, så man ikke så let ville komme til at overtræde. Som det er nu, skal man (jeg) desperat kæmpe efter at tilpasse min hånd controlleren. Jeg er ikke den eneste med problemet afslører det store internet, men omvendt er der også masser, der slet ikke oplever det, og min gode kollega Thomas Heine får scores, jeg slet ikke tør drømme om pt. Ud over at løse det hardwaremæssigt (og hvem har ikke lyst til at lægge 900 spir igen for at få en ny controller?), så kunne man sagtens justere gameplayet en lille smule, så det er tilpasset DJ Heros svageste element.
Jeg tænker også, at man med tiden bliver bedre og bedre til at anvende skyderen, hvilket jeg naturligvis har taget højde for i bedømmelsen af spillet. Musikspillene er jo i bund og grund high-score-spil, hvor øvelse og dedikation i den grad betaler sig. Jeg synes bare stadig, at skyderen burde have været designet strammere og dermed gøre spillet mere tilgængeligt for begyndere, som vi jo indtil videre alle sammen er.
Men ellers er der spændende muligheder i controlleren, og man kunne sagtens forestille sig, at den integreres i hvert fald delvis i kommende band-versioner af Guitar Hero World Tour. Som en smagsprøve er enkelte mixes lavet for guitar og DJ, så man kan lige se, hvordan det virker – og det virker sådan set fint. Spillet er også sat op, så man kan battle to DJs mod hinanden både lokalt og på live, så i alt er der en del muligheder for at spille flere sammen.
Spillet indeholder yderligere et par små gimmicks såsom at fyre samples af og lægge noget sær effekt på dele af et nummer, men ovenstående er alt du behøver vide, inden du beslutter dig for, om DJ Hero er den investering værd, det trods alt er.
No fail
Der er ikke mindre end fem sværhedsgrader, og der er virkelig noget for alle, og jeg mener alle – også din tamme chimpanse, du har indført ulovligt i Kastrup foregivende at det var din småt begavede lillebror. Beginner og easy er så nemme, at mennesker med normal motorik ikke kommer til at opleve, hvor sjovt spillet kan være, fordi det er for nemt og dermed kedeligt. Med andre ord bør man lægge ud med normal efter den fine tutorial, som Grandmaster Flash styrer en igennem. Jeg har også spillet en smule på hard. Her bliver det oftest for svært, men i de mixes, hvor det lige går an, har jeg omvendt haft de bedste oplevelser med spillet. Tiden vil vise, hvor god man bliver til det, hvis man ikke dedikerer sig, men blot spillet det i ny og næ. I øvrigt er det ikke muligt at fejle sangene – man kommer altid igennem, men får stjerner som fortjent..
I sidste ende lander vi på et lillebitte ottetal. Spillet er simpelthen for vellavet, originalt og interessant til, at jeg kan give mindre. Derudover, så får man virkelig den der ”Jeg er en monstersej DJ”-fornemmelse, når man sætter sværhedsgraden lidt op, og man alligevel kan få det til at køre. Der skal dog strammes op på crossfadingen, hvis vi skal lige så højt op næste gang, hvor man uden nyhedsværdien vil være mere tilbøjelig til bare at blive frustreret i stedet for at fokusere på de gode ting. Vi gætter på, at DJ Hero kommer til at blive en stor franchise – måske ikke så stor som Guitar Hero, men der er allerede en efterfølger under planlægning, og der skal noget komme endnu flere med tiden.
Loading ...
