Formlen har ikke ændret sig: Tril en kugle (Katamari) rundt til tonerne af en organisk kombination af blød jazz og chiptunes, og se den blive større og større i takt med at den tiltrækker sig alle tænkelige genstande fra de forskellige miljøer. Katamari Forever fungerer som en slags ’best of Katamari’-udgivelse, og samler således op på fem år med alternativ kugletrillen. Men har Namco Bandai kogt for meget suppe på dette ellers ret simple koncept?
The Ultimate Rolling Experience
Det første spil, Katamari Damacy, udsprang egentlig fra et projekt fra Namcos egen ’Digital Hollywood Game Laboratory’, og blev skabt ud fra fire hovedprincipper: nyhedsværdi, simpelhed, nydelse og humor. Resultatet var et yderst skævt og forfriskende indslag i en branche, der allerede dengang i høj grad syntes at sætte sin lid til fortsættelser frem for nye IPs, og hvor tendensen var at satse på det sikre.
Derfor er denne ’opsamling’ en ganske paradoksal størrelse. For imens det er ganske fornemt at få samlet en række af de bedste baner, remixede sange og nye grafiske filtre, så går det også stik imod de værdier, Katamari-spillene egentlig blev skabt som et opgør imod.
Konceptet har ikke ændret sig siden Katamari Damacy, og heller ikke i Katamari Forever får vi gameplaymæssigt noget påfaldende anderledes. I rollen som en lille prins skal man stadig rulle en Katamari rundt i en række miljøer, og forsøge at gøre den større ved at trille den henover genstande, mennesker eller dyr, der er mindre end den selv – og jo større denne bliver, jo større genstande har man mulighed for at tiltrække sig. Tiden er ens fjende, hvor målet for det meste blot består af, at gøre ens Katamari så stor som muligt. Nogle gange består missionen dog af, kun at skulle opsamle specifikke genstande og undgå nogle andre, mens man i en anden bane eksempelvis skal sørge for at samle ildfluer, så man kan lyse i mørket for en ven, der forsøger at læse en bog. Gameplayet er på samme tid vanvittig simpelt og hamrende vanedannende, men desværre er Forever hæmmet af de samme problemer, de tidligere spil ligeledes led under.
Først og fremmest er kameraet igen næsten altødelæggende, og kombineret med en meget løs styring, kan Forever hurtigt blive en meget frustrerende spiloplevelse. Ikke sjældent vil man opleve, at kameraet placerer sig så uhensigtsmæssigt, at ens figur bliver direkte gemt bag et bord, en væg eller under en seng, og selvom Namco Bandai tydeligvis har adresseret styringen, så er det stadig en kamp at komme væk fra disse situationer. Ganske positivt er det dog, at der i Forever er blevet tilføjet muligheden for at hoppe enten ved brug af R2-skulderknappen eller Sixaxis-funktionen (som igen fungerer som et noget ubrugeligt alternativ), hvilket giver en helt ny form for bevægelsesfrihed og adgang til tidligere for højtliggende områder. En anden velkommen, og yderst brugbar tilføjelse, er en powerup, der gør ens kugle enten magnetisk i et kort øjeblik, eller i en længere periode, hvor tiltrækningskræften er noget svagere. Så forfriskende som denne tilføjelse er, så gør det dog stadig, at man savner yderligere nye tiltag, enten i form af flere powerups eller evner.
The King of All Cosmos har slået sit hoved og derved mistet sin hukommelse, og som et forsøg på at gøre en smule af skaden god igen, skaber den lille prins en mekanisk afløser, RoboKing. Denne formår dog ved et uheld at destruere hver en stjerne i universet, og så er det altså op til prinsen at genfrembringe den oprindelige konges hukommelse, mens han samtidig skal hjælpe afløseren med at genskabe alle stjernerne. Disse baner fungerer således som henholdsvis de gamle baner i nye klæder, og helt nye baner.
Traditionen tro er tonen grotesk og yderst skæv. Påfaldende er det dog, at den humor man i de første spil syntes var så forfriskende, efterhånden har udviklet sig som en parodi på sig selv, og den virker mere søgt end nogensinde.
Katamari Forever er imidlertid det pæneste spil i serien. De tre filtre, der frit kan benyttes på hver bane efter den er gennemført, samt det sort/hvide filter hovedsageligt brugt i King of All Cosmos-banerne, giver alle et unikt feel, og fungerer ligegodt på hver deres måde. Spillet er ikke et grafisk vidunder per se, og alle teksturer og detaljer er holdt på et absolut minimum. Alligevel er det imponerende at se en Katamari komme rullende med hundredvis, hvis ikke tusindvis, af forskellige unikke figurerer fastsat på sig, og selv når man kommer op i de helt store størrelser, hvor man kan tiltrække skyskrabere og store færger, brokker motoren sig ikke. Spillets musik er dog for manges vedkommende et yderst dominerende element i Katamari-spillene, og disse vil bestemt ikke blive skuffede med Forever. Den dynamiske kombination af fyldig jazz, electronica og chiptunes skaber igen en charmerende lydkulisse, der er yderst svær at stå for, og det er inspirerende, hvordan Namco Bandai lægger så store kræfter i soundtracket.
Katamari Forever er et glimrende sammenkog af de tidligere spil, der dog kommer med alt for lidt nyt til, at fans vil føle det er prisen værd. Nytilkomne skal se dette som en glimrende introduktion til universet, hvor en farverig billedside, et inspirerende soundtrack og vanedannende gameplay trods alt overtrumfer de få problemer, der er med styringen og kameraet. Aldrig løfter Forever sig dog op, og bliver ’fremragende’.
Loading ...
