Det første spil i Motorstorm-serien var et af de bedre spil ved udgivelsen af Playstation 3. Sidenhen er der kommet en efterfølger og ligesom for Resistance er turen nu kommet til en bærbar afstikker. Spillet hedder Motorstorm Arctic Edge og som navnet antyder, så foregår de vilde løb i denne omgang i Alaska, hvor store dele af banerne er dækket af sne og is. Derudover er tingene forbløffende meget som de plejer at være.
Ude i kulden
I Motorstorm har ”frihed” altid været et nøgleord. En gang imellem er man pålagt et bestemt køretøj, men det meste af tiden kan man frit vælge imellem motorcykler, rallybiler, lastbiler og forskellige andre. Ligeledes er banerne ikke bundet til en enkelt rute, men utallige forskellige. Nogle strækninger egner sig bedst til nogle køretøjer, og hvis man skal mestre spillet er det vigtigt at man lærer banerne og køretøjerne at kende. I denne omgang er der specielle sne-køretøjer som ”snow machine”, ”snowplugger” og ”snowcat”. Sagt på dansk er det bæltekøretøjer og sneplove og hvis man tror, man ikke kan komme ret hurtigt frem på den måde, tager man fejl.
Ligesom før er Motorstorm denne gang bygget op over en festival, hvor man låser op for nye løb ved at klare dem man allerede har adgang til. Nogle nye løb kræver almindelige point, andre kræver stjerner der tjenes ved at gøre nogle specielle ting. Eksempelvis tjenes de to første stjerner ved at klare et løb på under fire minutter og tyve sekunder og ved at beholde førstepladsen i over 10 sekunder. Løbene starter ret lette, men sent i spillet får man hænderne fulde. Løbene spænder over traditionelle ”hvem kommer først”-løb over lige så velkendte checkpoint-løb og det lidt specielle Time-Ticker, hvor man får point for at være forrest. Første mand til 999 point har vundet. Selvom de forskellige løb er sjove, så er det klart sjovest at dyste om at komme først – og det er da også det, der fylder mest i spillet.
Når man ikke klarer løb i Festival mode, så kan man more sig med Wreckreaction, der byder på Time Attack, Free-Play og Multiplayer. Sidstnævnte kan enten foregå adhoc – altså med trådløs forbindelse fra PSP til PSP – eller online. Online-delen fungerer rigtig godt, fordi det er meget ligetil. Man kan lede efter andre der er i gang med at forberede til et løb, eller man kan starte sit eget spil. Op til 6 spillere kører imod hinanden. Selvom der kan være nedsat hastighed under onlinedelen, så kører det for det meste ret godt og stabilt.
Grafikken i Arctic Edge er specielt imponerende. Spillet har ikke de små grafiske fejl, der ellers har plaget mange PSP-titler. Det hele kører flydende og hurtigt. Der er færre konkurrerende køretøjer end på PS3 og der bliver brugt færre polygoner, men detaljegraden er næsten lige så høj. Der er luftballoner, nordlys, lasershows og mange andre blærede lys- og vejreffekter. Flere steder er der interaktive baggrunde, så man eksempelvis som lastbil kan vælte en bro og gøre løbet sværere for efterfølgende kørere. På samme måde kan man bruge sit horn til at starte en lavine, der forhåbentlig forsinker de andre kørere. Musikken er voldsom og larmende, som man kan forvente af denne slags spil, men der er numre fra respekterede musikere som Radiohead og Chemical Brothers, for bare at nævne to. Skulle man være utilfreds med spillets musik er der dog mulighed for at importere ens eget fra memory stick’en. Glimrende feature, som flere spil burde tilbyde.
Alt i alt er billedet klart. Arctic Edge er ikke bare en teknisk succes, men også et rigtig godt racing-spil til PSP. Eneste nævneværdige minus er, at spillets forskellige løb i princippet alle sammen foregår i samme område, så spillet kommer til at føles ensformigt hurtigere end man gerne ville have. Det holder dog bedre end de fleste andre spil i samme genre til PSP, så det er let at kategorisere som skønhedsfejl.
Loading ...