De er episke, gigantiske fortællinger – så store og på mange måder skelsættende, at man vil huske den første gang man prøvede et af dem resten af sine gamer-dage. Jeg taler naturligvis om SquareEnix’s Final Fantasy mastodont serie af rollespil. En stor del af den nydelse jeg selv har fået ud af de mange Final Fantasy rollespil, som jeg har gennemført gang på gang, kommer fra spillenes imponerende og dybe persongalleri og det er netop persongalleriet, der danner grundlag for Dissidia Final Fantasy.
Kampspil med rollespilsfigurer
Dissidia Final Fantasy er dog ikke et rollespil, som man måske skulle forledes til at tro når nu ”Final Fantasy” indgår i titlen. Spillet er faktisk på mange måder et traditionelt kampspil, der er let krydret med forskellige enkle action-rollespils elementer. Man får adgang til et par håndfulde forskellige helte fra stort set hele Final Fantasy serien og en tilsvarende mængde af skurke. For fans af serien er det et skønt gensyn med figurer som Squall, Zidane, Cloud, Tidus og ikke mindst også med nogle af skurkene som Sephiroth eller Tidus’s far Jecht. Der er også mere kuriøse figurer som den legendariske Warrior of Light fra det første Final Fantasy.
Det er naturligvis guf for fans at få lov til at spille mere med de figurer man har oplevet i rollespillene – men bare rolig, der er også masser at komme efter i Dissidia: Final Fantasy, selvom du aldrig har hørt om Final Fantasy serien (dvs. hvis du har boet på bunden af havet eller den mørke siden af månen de sidste 20 år). For spillet er faktisk også et ganske varieret og nydeligt kampspil, med masser af facetter.
Kampene i Dissidia Final Fantasy er nemlig ikke blot en kopi af Tekken eller Soul Calibur og det taler helt klart til spillets fordel. Kampene er naturligvis stadig slagsmål mand mod mand, hvor dit primære objektiv er at få høvlet din modstanders livsbjælke ned. Men der er heldigvis en masse andre facetter, der giver kampene og spillet et ekstra pift. Helt grundlæggende har man to typer af angreb – et der fjerner liv og et der stjæler af modstanderens ”bravery”. Det er vigtigt at have en høj bravery, for den skade man giver med sine angreb på modstanderens livsbjælke defineres af hvor stor forskellen på de to figurers bravery er. At man skal veksle mellem de to typer af angreb fungerer rigtig godt og det kan faktisk danne basis for en del taktik i kampene.
Udover de to typer af angreb kommer den sædvanlige mængde af undvigemanøvrer, parader, counter-moves og diverse effekter fra omgivelserne, der også kan bruges i kampene. Vi bliver naturligvis ikke snydt for en eller anden form for power-up, nemlig EX-mode. Undervejs i kampene optjener man energi til sin EX-måler, der til sidst kan udløses så man kan gå i EX-mode og få adgang til ekstra kraftige angreb og healing.
Men festen stopper ikke der, for Dissidia Final Fantasy byder på et helt tagselvbord af muligheder – der er en klassisk Story mode, hvor man kan gennemspille en simpel historie for hver karakter (komplet med filmklip med hver enkelt figur), en arcade mode, en online mode, duel modes og så videre. Dertil kommer muligheder for summons (som fans af Final Fantasy kan nikke genkendende til) samt udstyr og accessories, der kan equippes til karakterene for at opnår forskellige bonusser (de tidligere omtalte lette rollespilselementer). Der er ting at samle, ting at befri, kostumer at anvende, nye baner, nye karakterer og så videre og så videre. Det betyder, at selvom Dissidia ”bare” er et kampspil, så er der et regulært overflødighedshorn af ting at se og gøre. Resultatet er en fantastisk lang levetid for et spil, hvis genre ellers er kendt for at blive ensformig i længden.
Visuelt er kampene i Dissidia Final Fantasy helt utroligt flotte – der bliver ikke sparet på effekterne fra angreb og summons. Masser af flotte lyseffekter, eksplosioner og generelt utroligt smukke animationer dominerer den visuelle side af spillet, der naturligvis også byder på flotte gensyn med de elskede Final Fantasy figurer. Desværre er CGI filmklippene i Story Mode noget kedelige og ofte ligegyldige, ligesom selve historien, så træerne vokser desværre ikke helt ind i himlen. Musikken i spillet er komponeret af Takeharu Ishimoto, der ikke har arbejdet frygtelig meget med Final Fantasy computerspil før (selvom han har arbejdet med musikken til andre rollespil). Lydsidens kvaliteter, inklusiv stemmeskuespil, følger helt grafikken og andet havde da også været en overraskelse, for Final Fantasy spillene har altid været berømt for deres imponerende episke lydsider.
Samlet set er Dissidia Final Fantasy en fantastisk omfangsrig pakke, der vil lune hjertet hos enhver Final Fantasy fan. Det fantastiske ved spillet er, at det, til trods den helt åbenlyse fan-service, stadig formår at være så velstøbt et kampspil, med så mange muligheder og modes, at casual gamers, der ikke kender Final Fantasy eller folk, der bare ikke gider rollespil også sagtens kan fordybe sig i spillet. Det er en sjælden blanding og den er bestemt værd at kigge nærmere på, næste gang du skal have købt et PSP spil.
Loading ...
