Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 7+

Need for Speed serien har oplevet en sand nedtur med de seneste par titler, efter at have været den ultimative arkade-racer serie på markedet. EA har taget konsekvensen af det og annonceret at Need for Speed serien skal relanceres og nytænkes og igen indtage sin plads på toppen af kransekagen. Need for Speed Shift er det første spil efter denne udmelding og vi kigger på om det er lykkedes at puste nyt liv i serien.

Need for Speed Shift

EA overdrev ikke, da de sagde at serien skulle søge nye veje. For hvor man i tidligere spil altid befandt sig på trafikkerede veje med chance for at støde på politiet i ny og næ, så er man med Shift rykket ind på racerbanerne. Dermed rykker serien ind på Gran Turismo og Forza Motorsports territorium og det må siges at være modigt. De tidligere spil var kendt for at være så tilpas arkade-agtige og nemme at alle og enhver kunne gribe et joypad og være med. Ved at flytte det ind på racerbanen flytter man det fokus lidt, da det bliver lidt mere alvorlig kørsel på den måde. Men NFS Shift har alligevel et andet fokus end de to store rivaler. Der er nemlig gjort en del for at hjælpe spillerne, så alle har en chance for at være med og man kan indstille hjælpemidlerne, så man lige nøjagtigt får den udfordring man ønsker sig. Både hardcore og nybegyndere kan være med her.

Fremdriften i spillet er også gjort mere tilgængelig. Man opnår ikke nye ting ved blot at ende på førstepladsen i løbene. De sekundære placeringer giver også belønninger, i form af penge, stjerner eller badges, som kan bruges til at låse op for nye elementer i spillet. Det giver et meget åbent spil, som slet ikke føles så låst som andre spil der finder sted på racerbaner. Man er ikke tvunget til at vinde løbene for at komme videre i spillet. Spillet konstaterer også hvordan din kørestil er, og tilretter udfordringerne efter det, hvilket gør at spillet faktisk tilpasser sig ens kørestil. Det er ret genialt fundet på og skal nok være med til at sikre at folk føler sig underholdt. Man slipper nemlig for udfordringer som ikke passer til ens kørestil og som ellers ville sætte ens tålmodighed på prøve.

Udseendet af Need for Speed spillene har altid været et af de store salgsargumenter. Her kan Shift bestemt også være med. Ja, faktisk synes jeg at det er endnu flottere end tidligere spil i serien, og det siger egentlig ikke så lidt. Selve fornemmelsen af fart er utrolig godt lavet. Kameraet bevæger sig lidt for at simulere accelerationer, opbremsninger og skarpe sving og sammen med lidt slør på billedet giver det en helt utrolig fornemmelse af fart. Så god en fornemmelse at jeg i de første mange løb helt glemte alt om placeringer, men blot nød at køre i fuld fart rundt på banen. Sammen med nogle utrolig flotte og detaljerede biler, så stiller denne fart selvfølgelig en del krav til ens grafik-kort. Og jeg vil tro at det ikke er alle der kan blæse ned af langsiden med alt det grafiske gejl slået til, men mindre kan også gøre og næsten uanset hvilket niveau grafikken er indstillet til, så er fornemmelsen af fart altså rigtig god.

Der hvor Shift så taber lidt til sine konkurrenter er selve kørslen. Bilernes køreegenskaber er slet ikke så detaljeret gengivet og dermed er understreges det, at Shift ikke er en racing-sim. Det er stadig en arkade-racer, den er blot flyttet bort fra det helt urealistiske gaderæs til regulære racerbaner. Man skal altså ikke forvente at man kan mærke den store forskel på bilernes køreegenskaber. Det er farten og fart-fornemmelsen, ikke realistiske køreegenskaber, der er i fokus og det klarer Shift til topkarakter.

Der er også kommet online-spil med i dette NFS spil. Det gør AI modstandere overflødige og det kan nogle gange være en befrielse, da de ikke altid er alt for smarte. Det er menneskelige modstandere så heller ikke, men det er alligevel sjovere at vide at man konkurrerer mod andre mennesker og ikke blot en maskine en gang i mellem. Der er ikke den store nytænkning hvad angår online modes, men det er der egentlig heller ikke nogen grund til. Det er rart at man kan spille online en gang imellem og slippe for AI’en, men det stadig singleplayer delen der er fokus for spillet.

Det er lykkedes at forny Need for Speed serien med Shift. Det er ikke et spil der når op på siden af tidligere NFS spil, som NFS Underground, men det er klart bedre end det forrige spil Undercover. Det er modigt (og tiltrængt) at forsøge at forny serien og Shift er klart et skridt i den rigtige retning, selv om der stadig er plads til forbedring. Fornemmelsen af fart og ræs er der til overflod og spillet har potentiale til at underholde både veteraner og nybegyndere, hvilket egentlig er usædvanligt for spil i denne genre, som oftest kun tiltaler én af grupperne.

Gamesector Anbefaler

Om Frank F Pedersen