Tag Gran Turismo og gør det bærbart. Opgaven har været større end man skulle tro, for en bærbar version af Gran Turismo har været længe undervejs. Det samme gør sig naturligvis gældende for alle de andre spil i serien, men PSP-versionen af Gran Turismo må siges at være lidt ud over det sædvanlige. Spillet hedder nu efter utallige navneskift Gran Turismo uden dog at være en remake af det første spil i serien. Er det ventetiden værd?
Store forventninger
Da PSP blev lanceret i 2005 var der en del mennesker, der købte maskinen i forventning om at få en bærbar version af Polyphonys utroligt populære spilserie for bilentusiaster, Gran Turismo. Det var da heller ikke ren ønsketænkning, for der var masser af screenshots fra og annonceringer om lige præcis sådan et spil. I dag sidder vi så med det endelige produkt og forventningerne har naturligvis været ret store.
Har man aldrig prøvet Gran Turismo før, så er en hurtig introduktion nok på plads. Racerspil på konsoller har typisk været meget arcade-prægede. Det havde typisk været et valg imellem et meget begrænset antal biler og om man vil køre med automatisk eller manuelt gear, og spillene tilbød sjældent nogen form for realisme i fom af troværdig fysik eller styring af bilerne. Meget ofte var der også tale om biler, spildesignerne selv havde skabt. Gran Turismo ændrede det hele. Der var ikke realistisk skade på bilerne (som flere af arcade-racerne ellers kunne tilbyde), men man kunne virkelig mærke forskel på bilerne og de utallige indstillinger, man kunne pille ved. At spillet så både bød på dyre superbiler og almindelige gadebiler, man kunne tune op til at blive fartmonstre, gjorde kun spillet endnu mere populært. Siden det første spil har serien kun vokset i både popularitet og dybde, og lige nu er der en masse PS3-ejere verden over, der ser frem til Gran Turismo 5.
Desværre er Gran Turismo til PSP lidt af en skuffelse når man kommer fra hovedserien. Ved første øjekast virker alt til at være ved det normale. Spillet har Challenges, der svarer lidt til at tage de forskellige kørekort eller licenser i tidligere spil. Forskellen er, at man kan bruge licenserne til noget, mens dette spils Challenges primært introducerer spilleren for forskellige teknikker til brug i spillets løb. Man tjener gode penge i Challenges, der for de uindviede starter med at være meget korte strækninger, der skal køres på tid, men udvikler sig til at være meget lange strækninger, hvor der også skal overhales modstandere. Skal man opnå guldmedaljer i disse udfordringer, skal der ikke trædes meget forkert.
Hvis man starter med Challenges opdager man ikke at spillet mangler noget. Man får udleveret specifikke biler til hver Challenge og både grafik, lyd og styring er tæt på at være upåklagelige. Stopper man på et tidspunkt op og får lyst til at købe rigtige løb, støder man på de første problemer. Der er ingen Career Mode som man kender det fra tidligere. Spillet er en stor Arcade Mode, men uden nogen reel fornemmelse af fremskridt igennem spillet. Som spiller kan man vælge Time Trial, Single Race og Drift Event. Man kan vælge imellem alle spillets baner, men man starter med kun at kunne køre på den letteste sværhedsgrad, Rank D. Klarer man den, får man adgang til Rank C og derfra kan man arbejde sig op til Rank S, der ligger efter Rank A. Jo sværere man kører, jo flere penge tjener man ved at vinde. Disse penge kan man bruge på biler, men der er ikke adgang til alle bilerne. Det er dog ikke fordi man skal låse op for dem eller noget i den stil, det er bare kun et fåtal af forhandlere, der har åbent på samme tid. Hvis man leder efter en bestemt bil, kan man derfor komme til at vente længe. Det virker unødvendigt at gøre det på denne måde, men man kommer helt klart til at bruge mere tid på spillet, der alt i alt har over 800 biler. Udover at man kan opnå Rank S i hver bane og tjene penge til at købe hurtigere biler, er der ingen reel motivation til at blive ved med at spille. Det er ærgerligt, og det må siges at være spillets største mangel.
Man får lov at pille lidt ved nogle enkelte indstillinger ved hver bil i denne version af Gran Turismo. Det hedder Quick Tune, og det er slet ikke på niveau med tuning man kan opleve i andre udgaver af spillet. Dertil kommer, at spillet kun husker indstillingerne på ens favoritbiler, som man højst kan have 30 af.
Det tekniske er, som også nævnt tidligere, helt i orden. Grafikken har kun enkelte skønhedsfejl, eksempelvis kan man på nogle baner meget let se stiplede hvide linjer, hvor de forskellige teksturer møder hinanden. Det er ikke nok til at ødelægge helhedsindtrykket, men når man først bemærker det er det svært at se bort fra. Spillet understøtter op til fire spillere over ad-hoc, men vi har ikke haft mulighed for at teste dette. Der er dog ingen mulighed for at spille online. Vores testudgave har været downloadet fra PSN, og i den udgave har loadetiderne været til at overse. Hvordan UMD-versionens loadetider er, kan vi ikke kommentere.
Spillet kunne have været langt bedre end det er endt med at være. Måske fordi Sony gerne ville have en stor titel til lanceringen af PSP Go, måske af andre grunde. Det er ikke til at spå om, men når nu det tekniske er så godt som det er i denne version, kan man da håbe på at der udkommer en efterfølger eller en udvidet Gran Turismo med mere indhold.
Loading ...
