Maskinen er knap færdig med at loade, og ikke mange tryk er sket på controlleren inden der blændes op til fest. Akrobatik, slowmotion og aggressive skydere er the name of the game fra første sekund. Du bydes velkommen til en ekstatisk actionverden, som uden tøven både skeler og stjæler fra såvel filmens som spillenes verden. Men hvad gør det egentlig, når man nu sidder her med sin controller i et jerngreb med et smil på læben?
Kill Bill i overgear
Hvad får du, hvis du mikser Kill Bill med Mirrors Edge? Det kunne meget vel være det spørgsmål, som folkene på Artificial Mind & Movement har stillet sig selv. Når man kigger på WET må man i hvert fald konkludere, at det meget vel kunne være svaret på netop dette spørgmål. Præsentationen er grynet, 70er, retrostil som vi kender det fra Kill Bill. Vores hovedperson er atletisk ud over normalen, og forcerer uden problemer vægge, glider under rør og springer igennem luften som vi kender det fra Mirrors Edge. Det er så præsenteret på samme overstadige, blodige og eksplosive facon som vi igen husker fra Kill Bill.
Hovedpersonen er lejemorderen Rubi Malone. Hun er en stram sag, der uddeler smæk til højre og venstre så det synger. Det er vi overbevises vi om fra første sekvens. To kufferter skifter ejermænd. Disse er omgivet af en række skydegale gangstere. Handlen går op i mundingsrøg, og den ene part flygter med begge kufferter. Alt dette følger vi fra bygningens tag. Mundingsilden er vores signal til at træde nærmere. Snart kaster vi os ned midt i lokalet, med en ladt pistol i hver hånd. De første minutter går med at lære styringen bedre at kende. Det viser sig nemlig at den kære Rubi Malone er ekstremt atletisk, og når hun først kaster sin krop gennem luften går tiden bogstaveligt talt i stå.
Der er ingen tvivl om, at skyderiet er WETs helt store atraktion. Man kommer heller ikke udenom, at styringen er både stram, intutiv og lækker. Med enkle bevægelser kan man faktisk bevæge sig 360 grader – det sker vel at mærke samtidig med, at man på æstetisk vis nedlægger læssevis af fjender. Oven i det har man også et sværd til rådighed, som man hurtigt kan hive frem og nedlægge nærgående fjender med. Hele konceptet fungerer via kombination af knaptryk, joysticks og triggere. Kombinationerne er reelt set mange, men man kan komme langt med de grundlæggende bevægelser. Resten er mest for blær og variation.
Banerne er strikket sammen, så de aggerer legeplads for dine evner. Når man ikke er direkte i clinch med fjenderne, skal man i stedet forcere omgivelserne. Disse sekvenser virker dog oftest meget lineære og grænsende til overflødige. Det skyldes måske, at vores hovedperson her faktisk føles en kende klodset. Med det skal forstås, at man skal trykke på de rigtige knapper på de helt rigtige tidspunkter. Ofte er der ellers ting man synes man burde kunne forcere, men her har spillet bare valgt at alle ens evner kommer til kort.
Meget af spillets charme forsøges fremmanet i præsentationen. Den meget filmiske scenografi er initialt indbydende, og mens klaveret spiller og det hele ruller forbi fungerer det også fint. Oven i det kan man smide bosskampe og set-pieces hvor man eksempelvis skal hoppe på kørende biler. Alt sammen meget filmisk, men kigger man lidt nærmere på enkeltdelene, er det desværre ikke så lækkert. Grafikken er kantet, animationerne ikke varierede nok og baggrundene ikke kun grynede grundet grafikstilen.
Når man er midt i en kamp, hvor pistolerne flammer og fjenderne falder er WET virkelig underholdende. Indtages det løbende i mindre doser, er det faktisk absolut en glimrende titel. Kigger man lidt nærmere på det, finder man dog ud af at overfladen ikke er dyb nok. Samlet set vægter de positive ting dog tungt nok til, at det som minimum kan anbefales som lejetitel.
Loading ...
