PixelineTalstrupBox_0.jpg
Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 3+

Pixeline er virkelig slået igennem i sin serie af PC spil, der fokuserer på hjælp til skolefag som matematik, engelsk, geografi og dansk. Nu breder den lille blonde pige sig så også ud på andre spilplatforme og den helt åbenlyse er Nintendo DS, da den er at finde i rigtig mange danske børneværelser. Hvem ved – måske vil den snart være at finde i mange danske klasselokaler.

Pixeline på vægten

Pixeline er på besøg i byen Talstrup og her skal hun være med til at lave en ny opfindelse sammen med Herman Talgod. Pixeline skal hjælpe ham med udregningerne til sin opfindelse ved at finde de gyldne tal. De indsamles på Hulø, Stenø og Kongens Ø og hos øernes beboere ved at løse deres udfordringerne i de ni minispil. Simple og forståelige principper. Hos den yngste med-anmelder gik der sport i at samle så højt et antal gyldne tal som muligt, inden de blev afleveret hos Herman Talgod.

Minispillet Rasmus Regnings Butik er et af de sjove gammeldags lege / spil; ”hvor-mange-penge-skal-kunden-have-retur”. Det er et godt matematik-spil, hvor der både skal regnes og tælles penge.
Spillet hittede dog ikke helt så meget, som et lignede købmands minispil; Vagn Vægters Vægterhus, hvor man skal lægge lodder op på vægten til den er i ligevægt. Spillet er også et af de letteste – både at forstå og mestre. Og til trods for at det er små lodder / sten der skal op på vægten, så er styringen god og præcis.

Til gengæld var vi ikke tilfredse med styringen på Travbanen – her skal DS’ens mikrofon udnyttes, men vi fandt det meget svært at puste præcis, når hesten skulle hoppe. Vi forstod det aldrig rigtig helt og de yngste med-anmeldere opgav det derfor hurtigt.

7 gange 6 er 42, 7 gange 7 er 49
Det er beklageligt, at der ikke står noget om sværheds-niveauet bag på kassen, for det er umuligt at gætte sig til hvilken (før)skoleklasse, som spillet henvender sig til. Spillet har tre forskellige sværhedsgrader; med-anmelderen til dette spil var et 5½-årigt børnehavebarn, der godt kan lide at regne og han fandt sig underholdt, om end nogle af spillene var udfordrende for ham. Og gennemført blev det. På det sværeste sværhedsgrad havde den voksne anmelder dog ikke helt let ved spillets sværeste spil: Søren Syvsovers Palmetræ. Selvom jeg synes jeg er skrap i 6 og 7-tabellen, så var det alligevel udfordrende – måske på grund af min måde at tænke på (eller mangel på samme -Red.). Ja… undskyldninger er der nok af.

Også i minispillet Det Store Bjerg skal der regnes modsat. Her får vi løsningen at vide og så skal vi finde regnestykket, der passer til løsningen – lidt a la en form for matematisk Jeopardy. Det er sværere, men også en god udfordring, frem for udenadslære. Er Det Store Bjerg for svært, kan man starte på Planteskolen, hvor spilleren bliver trænet i klassiske regnestykker – hvor den rigtige løsning skal skydes med vand.

I Kong Kvadrat den Andens Regnebog – sikke en fantastisk titel – skal man lægge tal sammen til at give den rigtige løsning. Det kræver at børnene danner sig et overblik og kan lægge mere end to tal sammen. En fin lille øvelse.

Alt i alt giver alle minispillene god variation og træning i forskellige regneøvelser. Der leges med sproget i Pixeline og selvom Pixeline har en meget iørefaldende stemme (meget positivt sagt), så er børnene fanget af Pixelines tydelige tale. Selv med-anmelderens lillebror ville også spille ”Kikse-line”.

Spillet er alt i alt et hit fyldt med action og matematik. Det fungerer med små undtagelser rigtig godt på DS og så må vi forældre bare overleve Pixelines stemme… og måske burde vi endda også spille spillet for at genopfriske vores 7-tabel.

Gamesector Anbefaler

Om Mette Munk Heilesen