Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 3+

Skoleklokken ringer igen, priserne på skoletasker er skyhøje, der er trafikkampagner ved hver en skolevej og efteråret begynder. Nye skolebørn finder vej til kundskabens træ; de danske folkeskoler.
Eftersom de ikke får nok lektier for, anbefaler tv-reklamerne at børnene også øver tal og bogstaver med lærings-guruen Pixeline. Bevæbnet med en Pixeline-erfaren med-anmelder kastede denne anmelder sig ud i sit første Pixeline-spil.

Pixeline er tilbage – på DS!

Pixeline lander i et nyt univers - Kommakøbing - hvor alle folk er kloge og elsker at spise tærter. Her skal hun hjælpe fru Ordlyst med at skrive en bog. For at skrive bogen kræves der gyldne bogstaver. Pixeline skal styres rundt på tre forskellige øer med pennen, hvor hun besøger Kommakøbings indbyggere, der udfordrer hende i minispil. Ved at løse minispillenes udfordringer indsamles de gyldne bogstaver - et let og forståeligt koncept. Historien og især slutningen er ikke helt så interessant som i Matematik spillet, Tåger over Talstrup, men den er stadig let og forståelig.

Grundø, tillægsø og udsagnsø

Pixeline starter i Erik Mallings værksted, som også var et af de største hit hos den yngste anmelder. Her skal der dannes rigtige sætninger. Spilleren lærer både at læse ordene (når man klikker på ordet læser Erik Malling ordet op) og sætte ordene sammen til rigtige sætninger. Dog gjorde styringen det svært at få fat i det rigtige ord og det frustrerede især med-anmelderen.

Hos Povl Punktum gav med-anmelderen til gengæld op efter to forsøg og jeg forstår hvorfor. Der skal staves et ord ved at føre en bold hen til en række bogstaver, men man skal undgå forstyrrende skriveredskaber. Heller ikke her var styringen i orden til trods for at vi brugte stylus-pennen. Spillet anbefaler, at man bruger en finger, men en tyk finger vil aldrig kunne løse opgaven. I det hele taget kan det undre, at de ikke anbefaler stylus-pennen, da målgruppen jo skal øve sig at have et skriveredskab i hånden.

Hos Doktor Hekse skal man finde ord der rimer, men ligesom i Niels Ords laboratorium, hvor man skal øve stavelser, kan det undre, at det er anvendt små bogstaver, hvorimod de andre minispil konsekvent anvender store bogstaver. Med-anmelderen er endnu ikke begyndt i skolen, men har godt styr på bogstaverne, alligevel siger de små bogstaver ham ikke noget endnu. Så for at spilleren får fuldt udbytte af spillet skal man både have styr på de store og små bogstaver. Medmindre en voksen kan hjælpe.

Tærter er in
På den skøre tærtefabrik udnyttes DS'ens mikrofon - der skal pustes, når der kommer vokal-tærter. Svært, men underholdende. I sørøverhulen skal Pixeline hoppe på platforme og finde det rigtige ord til at låse op for døren. Spillet adskiller sig noget fra de andre spil, da der er lidt mere action og der styres med styrekrydset. Pixeline kan dog let komme til at ramme det forkerte ord, når hun hopper, og det er temmelig forstyrrende.

På posthuset udfordres man i alfabetet - brevene flyver af sted og man skal ramme det brev med det bogstav, som kommer efter postmesterens bogstav. Her kræves udover god hukommelse - også hurtighed.

Sluttelig er der en have-labyrint, hvor Pixeline som en anden Ms. Pacman skal samle bogstaver og undgå et spøgelse. Her er der også lidt fart og tempo på - og det er lidt mere leg end læring end i de øvrige spil. Dette spil var favoritten hos den voksne anmelder.

Spillet har tre sværhedsgrader og der kan løbende veksles mellem de tre. Der er ikke nogen anbefalet alder, men den knap 6-årig med-anmelder blev tilpas udfordret i den letteste sværhedsgrad, men fik det alligevel gennemført på et par timer eller tre, mens de større børn, der stadig synes Pixeline er cool nok, også skal blive udfordret på sværhedsgrad Tre.

Som altid taler spillets figurer meget meget langsomt - men det er også det børnene fanger. Vi er blevet vant til fra tv og radio, at man skal snakke så hurtigt. Så det er befriende, at Pixeline fortsat snakker (for) langsomt. Generelt passer stemmer og tekst godt ind i Pixeline-univers - om man kan lide det eller ej.

Pixeline er som altid et holdbart læringsspil og det udnytter DS'ens funktioner fint, om end det kan undre, at man ikke bruger styluspennen til at lære børnene at skrive nogle bogstaver. Det virker som om Progressive Media har undervurderet børnenes evne til at styre med styluspennen. Samtidig mangler styringen en del små finpudsning, men med lidt tålmodighed kan dit barn hurtigt blive skrap til dansk.

Om Mette Munk Heilesen