Der er bestemt ikke langt mellem udgivelserne i Guitar Hero-serien på Xbox 360. Guitar Hero 2, Guitar Hero 3 Legends of Rock, Guitar Hero Aerosmith, Guitar Hero World Tour, Guitar Hero Metallica og Guitar Hero Greatest Hits er, hvad vi hidtil har kunnet fornøje os med. Activision har så sandelig malket den musikalske guldko, men heldigvis er Guitar Hero 5 meget mere fløde end skummetmælk.
Spil op til dans
Grundlæggende er der ikke de store ændringer ved Guitar Hero 5. Det er stadig guitar, bas, trommer og sang, du kan udøve. Enten alene, i selskab med vennerne eller online mod venner og ukendte. Denne del af spillet fungerer præcist på samme måde, som den altid har gjort. Men der er masser af nye tiltag og småjusteringer i Guitar Hero 5 – og alle af den slags, som vi håbede på, ville være der.
For eksempel er instrumentvalget nu fuldstændigt frit. Det er ikke noget med, at man absolut skal vælge bas, hvis den anden har valgt guitar, og har man eksempelvis fire mikrofoner til sin rådighed, kan alle fire vælge at optræde som sanger.
Denne funktionalitet fungerer både lokalt og online og virker uhyre godt. At fjerne tidligere tiders begrænsninger gør kun oplevelsen endnu bedre og det er faktisk temmelig underholdende at være fire sangere på samme tid. På denne måde bliver spillet også en endnu større konkurrent til eks. Lips, om end der dog stadig er et stykke vej endnu, før end vi kan kalde Guitar Hero for et fuldblods sangspil.
En anden ting, man hurtigt lægger mærke til, er måden, hvorpå man kommer i gang. Det går langt hurtigere og med tilføjelsen af den såkaldte Party Play, hvor man fra hovedmenuen blot trykker på Y-knappen (eller den gule knap på instrumentet), er spillet pludselig blevet langt mere egnet til private fester. Spillet vælger selv en tilfældig melodi og man er straks i gang med det valgte instrument. Andre kan når som helst tilslutte sig med deres valg af instrument, helt uden at sangen bliver afbrudt og det samme er gældende, hvis den enkelte eksempelvis ønsker at ændre sin sværhedsgrad. Er man ikke tilfreds med den valgte sang, vælger man blot en ny – helt uden, at man skal igennem en masse menuer først. Således gør denne meget enklere navigation spillet til en mere helstøbt oplevelse for alle.
Et andet – og tiltrængt – tiltag er, at alle sange nu fra start er til rådighed i quickplay og party play og ikke skal unlockes i karrieredelen, som de ellers hidtil har skullet. Dette er lækkert for dem, som ikke gider spille sig igennem en lang karrieredel og for dem, som bare vil spille yndlingssangene med det samme.
Stjerneklar forbedring
Karrieredelen har hidtil været opdelt, så man kunne gennemføre den enten som band eller som soloartist på et bestemt instrument. Dette har Neversoft ændret radikalt på i Guitar Hero 5. Der er stadig en karriere-del, hvor man åbner nye spillesteder og nye sange, men den er ikke tilknyttet et band eller et bestemt instrument – ej heller en bestemt sværhedsgrad. Du kan skifte instrument, når du vil og flere spillere kan tilslutte sig din karriere. Det virker langt mere behageligt, at man kan gennemføre karrieren på denne måde og ikke behøver at gennemføre med hvert eneste instrument.
Belønningen for at gennemføre sange har hidtil været penge og stjerner. Stjernerne har man ikke kunnet bruge til noget, mens man med pengene kunne købe nye figurer, instrumenter osv.
I Guitar Hero 5 er der ikke længere noget, der hedder penge. Nu drejer det sig udelukkende om stjerner. Man har hidtil kunnet få op til fem stjerner i en sang, men denne gang honoreres man med en sjette stjerne, såfremt man gennemfører sangen 100% fejlfrit. Derudover er der via såkaldte udfordringer (challenges) mulighed for at optjene op til yderligere tre stjerner for hver sang.
For at få disse stjerner, kræves det, at sangen gennemføres med et helt bestemt instrument eller som et band. Du skal eksempelvis slå an skiftevis op og ned, lave en streak af en vis længde eller have din multiplier på firedobbelt i et vist antal sekunder. Disse challenges udløser foruden en, to eller tre stjerner samtidigt enten guld-, diamant- eller platinmedalje, hvilket er tæt forbundet med spillets achievements og giver en ekstra dimension til spillet. Det er også her, at kravet til sværhedsgrad alligevel kommer i spil, da det for mange udfordringers vedkommende ikke er muligt at få to eller tre stjerner, med mindre man spiller på Hard eller Expert, hvilket virker meget naturligt.
Onlinedelen er i Guitar Hero 5 endnu mere integreret og nem at tilgå. Med et enkelt klik på den orange instrument-knap søger du efter online-buddies og straks efter er du i gang – og dog. Ofte oplevede jeg desværre, at der ingen var at spille mod. Dårlige salgstal skyldes det nok næppe, men ærgerligt, da det er virkelig sjovt både at spille co-op og duellere online. Når det lykkedes at finde modstandere, fungerer online-delen til gengæld helt perfekt – og naturligvis uden forsinkelser af nogen art, hvilket også ville være utilgiveligt i et præcisionsspil som Guitar Hero 5.
Der er igen mulighed for at spille på forskellig sværhedsgrad og med frit instrumentvalg og foruden de velkendte game-modes som Face-Off og Band vs. Band er det også blevet til et par nyheder, hvoraf især skal nævnes Momentum, hvor din sværhedsgrad ændrer sig, alt efter hvor godt du spiller. Dette bevirker ofte nogle meget lige dyster og er helt klart den bedste tilføjelse til online-delen.
Vær dig selv
Fænomenet vinder frem hos mange Xbox 360-spil og som noget nyt er det naturligvis også i Guitar Hero 5 muligt at benytte din egen personlige Avatar til at fremføre sangene. Det er temmelig underholdende at se sig selv på scenen og animationerne virker rigtig gode. Generelt har animationer og øvrig grafik da også fået et lille hak opad. Mundbevægelser, timing i forhold til instrumenterne osv. virker bedre, men denne del har dog ikke så stor indflydelse på spillet, da man sjældent kan overskue at kigge på karakteren i kampens hede. Sjovt er det dog for tilskuere.
Flere kendte kunstnere, bl.a. afdøde Johnny Cash og Kurt Kobain, kan anvendes som din spillekarakter og de er ret godt animerede. Derudover medvirker de for Guitar Hero-fans velkendte rockstjerner som Lars Umlaut, Izzy Sparks, Johnny Napalm m.fl.
Masser af musik
Et af de afgørende punkter for mange i forhold til at ville købe ”endnu en Guitar Hero-udgave”, er naturligvis soundtracket og her har Guitar Hero virkelig oppet sig. Hele 85 sange fra 83 forskellige kunstnere er det blevet til, hvilket er det største soundtrack til et Guitar Hero-spil til dato. Sangene er også rigeligt varierede og spænder tidsmæssigt fra Bob Dylan’s prægtige ”All Along the Watchtower” fra 1967 og helt frem til 2009 og sangen ”Medicate” med AFI. Både store og melllemstore kunstnere gør sig godt på soundtracket og af de mere prominente kunstnere finder man bl.a. Dire Straits, Stevie Wonder, Rolling Stones, Elton John, Smashing Pumpkins og Arctic Monkeys.
Studiodelen, hvor du kan lave dine egne melodier, vil jeg ikke komme nærmere ind på. Den er lige så håbløs og lidet brugervenlig som tidligere og vel det eneste punkt, som virkelig kan kritiseres. Det er tydeligt, at Neversoft ikke har brugt megen energi på at forbedre denne del, hvilket er ærgerligt for de mange amatørkomponister rundt omkring.
Foruden de 85 sange, der kommer med spillet, er det naturligvis muligt at købe flere sange online, om end udvalget stadig ikke er på niveau med Rock Band. Til gengæld er det muligt at importere en del af sangene fra såvel Guitar Hero World Tour og Guitar Hero Greatest Hits. I alt 35 sange fra World Tour er det p.t. muligt at importere samt 20 sange fra Greatest Hits, hvilket giver en total på 140 sange. Ganske imponerende men i disse iTunes-tider næppe nok til at danne grundlag for en effektiv scorereplik.
Endelig!
Guitar Hero 5 er den titel, vi har ventet på i serien. Mere partyvenligt og generelt meget nemmere at gå til, mulighed for fuldstændigt frit valg af instrumenter, god grafik, et supergodt og omfattende soundtrack, hvor man endda har mulighed for at benytte sange fra nogle af de forrige spil samt endnu mere kul på stjernesystemet, hvilket i særdeleshed skyldes den nye type af udfordringer. Lægger man dertil online-delen, der er fyldt med godter for enhver, så står vi så absolut med den bedste udgivelse i serien til dato.
Sangene
Du skal naturligvis ikke snydes for tracklisten. Her er den så – i kronologisk rækkefølge.
1967 “All Along the Watchtower” Bob Dylan
1968 “Sympathy for the Devil” The Rolling Stones
1969 “21st Century Schizoid Man” King Crimson
1972 “Superstition” Stevie Wonder
1973 “20th Century Boy” T.Rex
1973 “Saturday Night’s Alright for Fighting” Elton John
1973 “We’re an American Band” Grand Funk Railroad
1975 “Fame” David Bowie
1976 “American Girl” Tom Petty & The Heartbreakers
1976 “Do You Feel Like We Do?” (Live) Peter Frampton
1976 “Jailbreak” Thin Lizzy
1976 “Play That Funky Music” Wild Cherry
1978 “So Lonely” The Police
1978 “Sultans of Swing” Dire Straits
1980 “The Spirit of Radio” (Live) Rush
1981 “Lonely is the Night” Billy Squier
1982 “Dancing with Myself” Billy Idol
1982 “Hungry Like the Wolf” Duran Duran
1982 “Hurts So Good” John Mellencamp
1982 “Under Pressure” Queen and David Bowie
1983 “Looks That Kill” Mötley Crüe
1984 “2 Minutes to Midnight” Iron Maiden
1986 “You Give Love a Bad Name” Bon Jovi
1987 “Ring of Fire” Johnny Cash
1989 “Runnin’ Down a Dream” Tom Petty
1991 “Smells Like Teen Spirit” Nirvana
1992 “Gratitude” Beastie Boys
1992 “Lithium” (Live) Nirvana
1992 “Nearly Lost You” Screaming Trees
1992 “Sweating Bullets” Megadeth
1993 “Lust for Life” (Live) Iggy Pop
1993 “No One to Depend On” (Live) Santana
1994 “Comedown” Bush
1994 “Seven” Sunny Day Real Estate
1995 “Bullet with Butterfly Wings” The Smashing Pumpkins
1995 “Disconnected” Face to Face
1995 “Only Happy When It Rains” Garbage
1996 “In the Meantime” Spacehog
1996 “What I Got” Sublime
1996 “Why Bother?” Weezer
1997 “Du Hast” Rammstein
1997 “Song 2″ Blur
1998 “Younk Funk” The Derek Trucks Band
1999 “Woman From Tokyo” (’99 Remix) Deep Purple
2000 “Ex-Girlfriend” No Doubt
2000 “Judith” A Perfect Circle
2000 “Kryptonite” 3 Doors Down
2000 “L.A.” Elliott Smith
2001 “Bleed American” Jimmy Eat World
2001 “Plug in Baby” Muse
2001 “The Rock Show” Blink-182
2002 “Deadbolt” Thrice
2002 “In My Place” Coldplay
2003 “One Big Holiday” My Morning Jacket
2005 “Blue Orchid” The White Stripes
2005 “Feel Good Inc.” Gorillaz
2006 “All the Pretty Faces” The Killers
2006 “Incinerate” Sonic Youth
2006 “Sowing Season (Yeah)” Brand New
2006 “Steady, As She Goes” The Raconteurs
2006 “Streamline Woman” Gov’t Mule
2006 “Wolf Like Me” TV on the Radio
2007 “Brianstorm” Arctic Monkeys
2007 “Cigarettes, Wedding Bands” Band of Horses
2007 “Demon(s)” Darkest Hour
2007 “Make It Wit Chu” Queens of the Stone Age
2007 “Shout It Out Loud” Kiss
2008 “A-Punk” Vampire Weekend
2008 “Blue Day” Darker My Love
2008 “Done with Everything, Die for Nothing” Children of Bodom
2008 “Gamma Ray” Beck
2008 “Maiden, Mother & Crone” The Sword
2008 “Mirror People” Love and Rockets
2008 “Never Miss a Beat” Kaiser Chiefs
2008 “Scatterbrain” (Live) Jeff Beck
2008 “Send a Little Love Token” The Duke Spirit
2008 “Sex on Fire” Kings of Leon
2008 “Six Days a Week” The Bronx
2008 “Sneak Out” Rose Hill Drive
2008 “They Say” Scars on Broadway
2008 “Wannabe in L.A.” Eagles of Death Metal
2008 “You and Me” Attack! Attack!
2009 “Back Round” Wolfmother
2009 “Bring the Noise 20XX” Public Enemy featuring Zakk Wylde
2009 “Medicate” AFI





