Champions Online

Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 12+PEGI Violence

Det er altid forfriskende, at spille et online rollespil, der ikke er placeret i den tyndslidte fantasy-genre. Spillet er naturligvis Champions Online og det kommer, som du måske allerede ved, fra gutterne hos det amerikanske Cryptic Studios. Det er ikke første gang de prøver kræfter med et online spil om superhelte – det var nemlig også dem, der stod bag City of Heroes helt tilbage i 2004. Så hvad har Cryptic Studios lært på de fem år, der er gået siden da? Ikke meget lader det til.

Fantastisk start

Champions Online er (i følge Cryptic) en form for actionbaseret online rollespil, hvor spilleren tager rollen som en af en hel hær af superhelte, der bekæmper rumvæsner, superskurke, gangstere, bandekriminelle, terrorister og alt muligt andet lovløst kravl, der dukker op alle mulige steder i et futuristisk USA. Før man kan kaste sig ind i ”the good fight”, skal man først have designet sin superhelt og det sker gennem en af de mest detaljerede og facetterede character generators jeg har oplevet i et rollespil. Man begynder med at vælge sine superkræfters ”framework”. Det vil sige grundstammen i din superhelts formåen – disse er der en masse af, for eksempel noget så basalt som bueskydning, et eller to sværd eller almindelige skydevåben. Men det kan også være mere specielt, såsom kontrol over ild, frost, magiske evner eller sågar noget decideret ”overnaturligt” (hvilket spillet åbenbart ikke mener, at det er, når man kan kontrollere ting med tankens kraft eller kan manipulere med ild, men lad det nu ligge).

Efter at man har valgt sit framework, får man lov til at designe sin superhelts udseende og her er der virkelig gode muligheder for at skabe lige præcis det look, som man vil have –alt fra klassiske superhelte i stramme dragter med underhylerne uden på bukserne og flagrende kapper til mystiske dæmoniske bevingede væsner eller store robotter kan designes nemt og enkelt. Det er vitterligt kun fantasien der sætter grænserne.

Når man er tilfreds med sin helt går turen til Millennium City, hvor man får en kort (meget kort) tutorial. Spillet styres som de fleste andre online rollespil (selvom der er flere mulige opsætninger af ikonerne), så det er tydeligt at se, at inspirationen til ikonernes placering i rækker i bunden af skærmen kommer direkte fra den ”klassiske MMORPG skole”. Selvom spillets tutorial er temmelig mangelfuld, bliver det næppe noget problem, hvis man ellers sørger for at læse de instrukser man får på skærmen og erfarne online rollespillere bør bestemt ikke have problemer med navigationen rundt mellem missionerne eller med at anvende ting fra inventory eller de forskellige ikoner i bunden af skærmen der repræsenterer forskellige superkræfter.

Gameplayet som et hele er klassisk. Du får missioner fra bestemte personer i spillet og de løses som regel ved at samle ting op eller ved at dræbe et vist antal fjender. Missionernes målzone markeres tydeligt på din radar og på oversigtskortet, så de er lette at finde frem til. Fjender og missioner giver naturligvis erfaring og når man har samlet nok stiger man i level, hvilket giver point til at forbedre din superhelt. Det er temmelig enkelt og som sagt stort set som i alle andre online rollespil.

En af de positive elementer med Champions Online er at man allerede lige efter spillets tutorial føler sig som en rigtig superhelt (i modsætning til i City of Heroes, hvor man skulle vente en del levels med f.eks. at komme til at flyve). Man får et par fine super-angreb, muligheden for at vælge en ”travel skill” (for eksempel at helten kan flyve, teleportere, svinge sig i et reb, hoppe højt, svæve med raketstøvler og så videre) og en solid håndfuld plusser til superheltens egenskaber. Ligeledes kan man allerede fra spillets start løfte stort set alle ting i omgivelserne – biler, lygtepæle, skilte m.v. og anvende dem som kasteskyts. Det betyder, at man allerede fra starten af spillet kan kaste sig ud i fede kampe mod fjender og samtidig føle sig som en rigtig superhelt. Et klart plus.

Problemerne dukker op
Spillet giver dig mulighed for at købe færdigheder fra alle tilgængelige frameworks – det giver ved første øjekast en masse interessante muligheder for at skabe en superhelt med en unik vifte af færdigheder. Men det er svært at gennemskue konsekvensen af disse valg og man får kun lov til at få nye færdigheder på cirka hver tredje level (de mellemliggende levels giver mulighed for at købe færdighederne op i niveau eller forbedre superheltens stats). Det betyder, at man skal vente lang tid på at få nye færdigheder. Desuden er det ubeskriveligt dyrt at vælge om, hvis man har valgt de forkerte færdigheder. Det er stort set utænkeligt at få råd til at ”respecce” sin karakter helt og man har som regel kun råd til at ændre de sidste to eller tre valg man har foretaget sig – så vælger man de forkerte egenskaber eller færdigheder i starten, så må man begynde forfra og lave en ny karakter. Sur røv!

Udviklerne har forsøgt at give kampene i Champions Online et action-præg (dette skyldes muligvis at de også forventer at udgive spillet til bl.a. Xbox 360 og et tungt kampsystem vil næppe være nemt at konvertere til konsollerne). Grundlæggende fungerer kampene ens - man anvender et basis-angreb til at bygge energi op og efterfølgende anvender man energien til at fyre sine mere destruktive færdigheder af. Man kan aktivt blokere fjendens angreb ved at holde en knap nede og døde fjender kan smide simple heals eller power-ups og det er nok de to primære elementer i det action-præg udviklerne snakker om.

Kampene er ganske fine og underholdende i kontrollerede doser og er noget hurtigere overstået end dem man måske er vant til fra andre online rollespil - og det er positivt! Desværre er problemet med kampsystemet, at man ofte skal holde en knap inde for at foretage et angreb i en længere periode – for eksempel affyre et maskingevær. Jo længere tid man holder knappen inde jo mere skade giver man… i teorien, for ofte så registrerer spillet ikke at du bliver ved med at holde tasten inde og dermed mister du muligheden for at anvende færdigheden indtil den tvungne cooldown er overstået. Det er sløsede problemer, der er irriterende at støde på, men desværre er der en del af dem i Champions Online.

Kampene har desværre en tendens til at blive en kende ensformige i længden. Fjenderne er meget ensformige og stort set alle offensive færdigheder fungerer enten øjeblikkeligt eller over tid ved at holde en knap nede. Skulle det gå galt i en kamp, så er straffen for at dø lige til at overkomme. Man mister en ”helte stjerne”, som giver et lille plus på healing og skade. Man kan have op til fem stjerner sparet sammen, så det ”eneste” man mister ved at dø mange gange i træk er en smule bonus til den skade man giver. Ikke overvældende, men det passer nok ganske godt til det mainstream publikum spillet tydeligvis sigter efter.

Forvirrende inventory
Har man spillet World of Warcraft ved man at loot er noget af det vigtigste i et online rollespil. I modsætning til City of Heroes, der stort set ikke opererede med et inventory for superheltene, har man i Champions Online et klassisk World of Warcraft-agtigt inventory, komplet med en rygsæk og bæltetasker hvis størrelse løbende kan opgraderes.

Forskellige former for opgraderinger og genstande tabes af fjender eller udleveres som belønning for gennemførte missioner. De fleste ting falder i en af tre kategorier, som man kan equippe dem i, men hele systemet virker forvirrende og besværligt. Det kan være svært at gennemskue hvad man kan bruge og om det er bedre end det man har – og ofte får man kun noget rigtig godt, for eksempel en ny færdighed bundet til en ting, hvis man er villig til at give afkald på en anden ting med gode stats. I starten er det ikke så stort et problem, for der bruger man gladelig alt man kan få fingre i, men når man nærmer sig level 40, der er den højeste level i spillet, bliver det et utaknemmeligt arbejde at farme og grinde horder af fjender for at få gode drops eller kæmpe et utal af PVP kampe i spillet arena, for at få PVP-point nok til nogle gode ting. Det er frustrerende og værst af alt også rigtig kedeligt.

Idet alle spillere i princippet kan vælge færdigheder fra alle frameworks, oplever man ikke den samme specialitets-funktion ved de enkelte klasser, som man gør i mange andre online rollespil. Det betyder også, at der ikke er helt de samme taktiske islæt ved at gå i en gruppe sammen med andre spillere – dog er der masser af missioner, mini-dungeons og bosses, som kræver, at man slutter sig sammen med andre superhelte. Desværre er det lidt kluntet at lave grupper – men ikke noget, der bør skabe problemer for erfarne online rollespillere.

Grafikken i spillet fungerer nogenlunde, uden at være bjergtagende eller imponerende. Figurerne er holdt i en meget tegneserie-agtig stil – det minder om avanceret cel-shading og er med garanti noget man enten vil elske eller hade. Den tydelige tegneserie-agtige stil passer naturligvis perfekt til et spil som dette, der er fyldt med superhelte.

Spillets zoner, som der desværre kun er en enkelt håndfuld af, er for det meste ret klassiske – et ørkenlandskab, et snedækket landskab, et frodigt område og så videre. Disse er måske ikke voldsomt nyskabende i forhold til de omgivelser man kan opleve i andre spil. Storbyen Millennium City, der i sig selv udgør en hel zone, fungerer derimod meget bedre, idet den er en mere ”troværdig” ramme til superhelte, der bekriger superskurke – personligt havde jeg gerne set Millennium City som et mørkere og mere brutalt og trøstesløst sted i stil med Gotham City, men man desværre er den mere som en lys og moderne metropol. Øv!

Når alt kommer til alt
Samlet set så er Champions Online næppe nogen rigtig konkurrent til de store etablerede online rollespil. Men det er næppe det er det som udviklerne bag spillet vil. Spillets action er meget let at gå til og ret enkelt at mestre og den taktiske dybde er langt fra den man oplever i andre rollespil, så Champions Online henvender sig måske primært til mainstream markedet af spillere, der ikke ønsker et online rollespil med masser af pligter i form af f.eks. endeløs raiding.

Det er naturligvis helt oplagt, at spillet er et must-have for fans af superhelte, men alle andre kan roligt give det en chance, for til trods for en række små problemer, så er Champions Online en anderledes spiloplevelse, der til trods for et ensformige gameplay, sagtens kan holde spilleren underholdt i ugevis, måske endda månedsvis, hvis det ellers indtages i kontrollerede doser.

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).