Score: 9
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 16+PEGI Violence

Da Batman: Arkham Asylum blev annonceret sidste august i kølvandet på den fremragende The Dark Knight, begyndte mine alarmklokker instinktivt at ringe. Selvom Rocksteady rigtignok hævdede, at spillet ville være baseret på tegneserieuniverset frem for spillefilmen, så frygtede jeg ét eller andet sted stadig, at Arkham Asylum blot ville blive sat i verden for at malke videre på succesen, og at det derfor ville blive et halvhjertet forsøg på at realisere universet omkring nattens ridder. Her over et år senere kan jeg dog forsikre om, at Rocksteady har gjort al min tvivl til skamme, og at vi her står med ét af de bedste superheltespil nogensinde.

Batter-Batter-Batter-Batter-Batman!

Det er ganske forunderligt, at Batman på trods af sit enorme potentiale til at danne grundlag for et suverænt videospil, endnu har til gode at have hovedrollen i et der er bare tilnærmelsesvis enestående. Jovist, Batman Vengeance og Lego Batman (hvis berettigelse på listen over Batmanspil velsagtens er en smule efterstræbt) var begge hæderlige forsøg, men aldrig synes et spil at have udnyttet den kappeklædte hævners sande spidskompetencer, og især detektivaspektet er blevet håbløst ignoreret uagtet hans status som ’verdens bedste detektiv’. Og selvom Eurocom med Batman Begins forsøgte at implementere elementer som stealth og frygt, så fungerede det aldrig rigtig, og man følte ikke den tilfredsstillelse det må være, at gemme sig i mørket og metodisk tage sine intetanende fjender ud én efter én.

Introducing Batman: Arkham Asylum. Upåagtede Rocksteady, der op til dette spil blot har kunnet skrive Urban Chaos: Riot Response i deres bagkatalog, påtog sig en alvorlig opgave ved at forsøge at realisere det dystre univers, men skønt risikoen for at fejle har været stor, så har de med Arkham Asylum altså begået en decideret genistreg indenfor actiongenren. Det er nok umuligt at gardere sig imod angreb fra de mere fanatiske fans, men Rocksteady har gjort et fremragende arbejde med at ramme den mørke tone fra tegneserierne, og man skal være yderst rigid for ikke at nyde denne eminente demonstration af, hvordan man skaber et helstøbt spil fra ende til anden.

Spillets handling udfolder sig i og omkring Arkham Asylum - Elizabeth Arkham Asylum for the Criminally Insane, for at være mere præcis - der er placeret på en ø udenfor Gotham City, og som huser byens farligste og allermest afsindige forbrydere. Batman har netop tilfangetaget Jokeren og ført ham ind i anlægget, og selvom han er noget skeptisk angående Jokerens frivillige overgivelse, overlader han ham til Arkhams vagter. Herfra går alt naturligvis galt; Jokeren undslipper, og eftersom Harley Quinn forinden har truffet alle de nødvendige foranstaltninger, er det ingen sag for ham at overtage anlægget – ganske som planlagt, tilsyneladende. Det står dermed hurtigt klart, at Batman står overfor én af de hårdeste udfordringer i sin tid som superhelt, for ikke nok med at Jokeren nu er fri; det er også et bredt udvalg af håndlangere og andre superskurke, hvoraf Batman har ansvaret for størstedelen af disses fængselsophold.

Selvom det ikke er kutyme at nævne præsentationen så tidligt i anmeldelsen, så er den alligevel så enestående, at den skal fremhæves som ét af spillets allerstørste forcer. Og selvom det rent teknisk helt sikkert er gjort bedre, så er art-designet helt i top. Arkham Asylum (og resten af øen) er simpelthen den mest stemningsfyldte kulisse set i et spil siden BioShock. Stedet er enormt, og Batman får lov at besøge hver en krog – fængslet, hospitalet, sindssygehospitalet, kloakkerne under øen, Bathulen – og alle oser de af sjæl og en usædvanlig sans for detalje. Også karakterdesignet er fremragende, og Batman og Jokeren såvel som Killer Croc, Poison Ivy, Harley Quinn og Bane kunne ikke være mere respektfuldt designet i forhold til oplægget. Rocksteady har tidligere udtalt, at de har forsøgt at ramme en mellemting mellem stregen fra tegneserierne og en ’ultrarealistisk’ udførsel, men heldigvis hælder designet klart hen imod tegneserierne, og det er rigtig effektivt for spillets atmosfære. Jo, man kan sagtens se at eksempelvis Jim Gordon og Batman er personer, men de er samtidig så karikerede, at det er svært at kalde det realistisk. Og da slet ikke ’ultrarealistisk’. Der forefalder naturligvis enkelte glitches som clipping og mangelfuld hit-detection under kampene, og så er de forskellige små-roller som vagter og læger man møder på sin vej så livløse, at det kunne være hentet fra Fallout 3 – men dette er småting i en ellers fortrinlig visuel præsentation.

Lyden står dog bestemt ikke tilbage. Rocksteady har sikret sig nogle sande ikoner i Batman-regi, og således er det selveste Mark Hamill der lægger stemme til Jokeren, Kevin Conroy til Batman og Arleen Sorkin til Haley Quinn – alle lagde de stemmer til deres respektive roller i Batman: The Animated Series, og sammen med underlægningsmusikken bidrager de alle med et stærkt cinematisk præg.

Hele spillet finder altså sted på øen, der ligeså stille åbner op for flere områder i takt med at historien udfolder sig. Aldrig bliver det dog open-world, og det vil altid kun være de relevante områder for historien, der vil være tilgængelige, mens midten af Arkham fungerer som tilflugtssted, hvor man modtager de fleste nye missionbriefinger. Efter handlingens afslutning åbnes alle låste døre dog op, og man får mulighed for at udforske hele øen og opdage dens hemmeligheder.

Gameplayet består af tre hovedkomponenter. Kampsystemet er det første man introduceres til, og som man sandsynligvis kommer til at bruge mest. Èn knap bruges til angreb, én til modangreb og én til at kortvarigt lamslå fjenderne. Dermed er kampene snarere et spørgsmål om timing end komplicerede kombinationer, og det giver virkelig én mulighed for at tage kampen op imod mange fjender af gangen. Hvis en fjende har tænkt sig at angribe indikeres dette over hans hoved, og så handler det blot om at trykke på counter-attack-knappen tidsnok, så man kan fortsætte med voldsomme combos. Selvfølgelig er det en smule for nemt, og ja, man kan godt føle, at man bliver holdt lidt i hånden mens Batman tager den ene fjende ud efter den anden på akrobatisk vis. Men man er jo Batman, så det skal jo være nemt! Bosskampene er imidlertid en helt anden historie, og her hænder det ofte, at gameplayet tager en helt ny drejning. Jeg vil ikke afsløre for meget, men glæd jer især til de opfindsomme kampe imod en fjende der blev realiseret af Cillian Murphy i Batman Begins og The Dark Knight.

Ved et enkelt tryk på venstre skulderknap udløses den såkaldte Detective Mode, der forvandler Batman fra at være en kampmaskine til en vaskeægte mesterdetektiv. Denne funktion placerer et filter over omgivelserne, der gør det muligt lynhurtigt at registrere eventuelle hemmeligheder (som the Riddler har spredt gavmildt over hele øen) eller udgange i et givent rum, mens det også giver Batman røntgensyn, så han kan se fjender igennem væggene. Dette bliver hurtigt et uundværligt værktøj i jagten på Jokeren, og selvom funktionen ligesom kampsystemet hjælper spilleren en tand for meget, så er det svært at modstå. Desværre er det ofte så effektivt, at man glemmer at deaktivere det, og på den måde går man glip af mange af de detaljer i miljøet, som Rocksteady helt sikkert har arbejdet så hårdt med.

Som Batman har man naturligvis en lang række gadgets til sin rådighed, og som fan vil man bestemt ikke være skuffet over udvalget af trademark-værktøjer. Her findes blandt andet en grappling-hook, Batman kan bruge til at transportere sig til højere punkter, en slags gel-explosive-gun der kan bruges til at sprøjte eksplosiv gelé på skrøbelige overflader for at sprænge dem væk og en Baterang der snildt kan tage flere fjender ud på én gang. Alle disse værktøjer kan opgraderes i takt med at man optjener flere experience points, et system der også giver mulighed for at opgradere sine færdigheder indenfor hand-to-hand-combat.

Alt dette bliver nemlig nødvendigt i spillets tredje hovedkomponent – stealth-sektionerne. Her placeres man i et rum med et antal håndlangere, og så er det op til spilleren at tage dem ud én af gangen inden man kan komme videre. Ofte vil fjenderne være bevæbnede, og selvom Batman er rå, så skal der ikke megen geværild til, før han må lade livet. Derfor er det nødvendigt at holde sig i skjul, ofte ved at sidde på de højtplacerede stenstatuer, der lidt søgt er at finde i alle stealth-sektioner i spillet. Herfra kan man, gerne med kyndig hjælp fra Detective Mode, få et overblik over situationen, antallet af fjender og rummets udformning. Og herfra er det faktisk (næsten) kun fantasien der sætter grænser for, hvordan man griber det an. Ønsker man at gøre brug af Batmans varmærke-evne, inverted takedowns, hvor Batman hænger med hovedet nedad, griber fat på fjenden når han passerer og pacificerer ham, er dette naturligvis muligt. Vil man tage en fjende ud ved at flyve ned fra sit skjul og sparke ham i gulvet for hurtigt at forsvinde op på en statue igen – be my guest. Den eksplosive gelé er også et kærkomment værktøj i disse sektioner, hvor man blandt andet kan bruge det til at sprænge murbrokker ud i hovedet på fjenden eller simpelthen fjerne betonen under dem.

Til trods for denne store frihed i disse sektioner, hænder det desværre ofte at man bruger den samme tilgang hver gang, og det bliver en smule monotont i længden. Desuden så jeg gerne, at der blev leget en smule mere med mørke, og jeg savner muligheden for at gemme mig i skyggerne, da stenstatuerne reelt set er det eneste tilflugtssted. AI’en er ligeledes en smule mangelfuld, og det er lidt for nemt at tage en fjende ud imens hans kammerat står tre meter derfra uden at blive opdaget. Igen er det kun småting i de ellers velfungerende sektioner, men stealth-elementet er langt fra ligeså sofistikeret som i eksempelvis Metal Gear Solid.

Til sidst er der alle de småting, der virkelig vidner om en god sans for detalje, og det store arbejde Rocksteady har lagt i at finpudse spillet. Måden hvorpå Batmans dragt bliver mere og mere ødelagt jo længere man kommer i spillet. Hvordan level-designet på trods af massiv backtracking formår at forblive friskt ved at lade områderne ændre sig i takt med plottets fremskred. Jokeren der overvåger Batmans hvert eneste skridt, og som ikke er bleg for at kommentere på forløbet over anlæggets højtaleranlæg. Forskellige båndoptagelser af konsultationer med de mere prominente indsatte i Arkham, der kan findes rundt omkring i det enorme område. ’Game-over’-skærmen der ændrer sig alt efter, hvor man er i spillet, og hvilket boss man møder. Alt sammen er det med til at skabe et spil, der oser af stemning, og som kan pryde sig med at være det bedste superheltespil jeg har spillet i lang, lang tid.

Det største kompliment der kan gives til Arkham Asylum er velsagtens, at spillet ville være et fremragende actionspil, selv hvis Batman-licensen var udeladt, og at en ukendt karakter måtte bære hovedrollen i et ukendt miljø. Hver for sig er enkeltkomponenterne måske ikke genredefinerende i ordets egentlige forstand, men kombineret danner de et actionspil ulig noget andet. Og med en helt fantastisk præsentation og en stærk præmis, så ser jeg ingen grund til, at Batman: Arkham Asylum ikke kan tage kampen op imod årets helt store titler når der skal uddeles priser. Jeg er blot glad for, at Rocksteady ikke valgte at lade alle de kendte superskurke være indespærrede i Arkham i denne omgang, da dette forhåbentlig må vidne om, at der arbejdes på en efterfølger.

Gamesector Anbefaler

Om Lars Grubak Larsen