Score: 4
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:


Udgiver(e):
PEGI 16+

Actionheltene fra G.I. joe er genopstået fra de døde og har indtaget biograferne. Det er EA ikke sene til at udnytte og de har derfor udsendt spillet G.I. Joe – Rise of the Cobra. Baseret på vores kig på Wii udgaven af spillet, så kunne de godt have sparet sig ulejligheden.

G.I. Joe: The Rise of Cobra

En skummel organisation kaldet Cobra er ude på narrestreger og det får elite-enheden G.I. Joe til opgave at forhindre. Det er stort set plottet i en film, der just har haft premiere i biograferne. Det har EA skyndt sig at lave et spil over, da G.I. Joe en gang var et meget kendt legetøj og hvorfor ikke forsøge at score lidt point på det. Desværre virker det ikke til at EA har gjort ret meget ud af det, og derfor ender G.I. Joe - Rise of the Cobra som endnu et af de utallige film-til-spil projekter, som hurtigt vil gå i glemmebogen.

Kampen mod Cobra foregår i en række af missioner og til hver mission får du lov at vælge et hold bestående af 2 personer. Du kan undervejs i missionen skifte imellem dem og nogle gange vil du støde på opgaver, som kun bestemte G.I. Joe’s kan klare. Hver af karaktererne har et primært våben og et sekundært våben, som har indflydelse på hvordan man kæmper sig igennem en mission. Til at starte med er der kun 2 karakterer man kan vælge, men det ændrer sig hurtigt og snart vil man have et fint udvalg af karakterer at vælge imellem.

Selve gameplayet er ikke så interessant. Missionerne er for det meste et spørgsmål om at gå fra a til b, mens man skyder alt på sin vej. Ind imellem kommer der så lidt afveksling, når bestemte ting skal ødelægges eller åbnes før man kan komme videre på banen. Kontrollen med karaktererne er ret god og systemet med at gå i dækning for fjenden virker godt og man vil hurtigt begynde at bruge dækning for at få et lille pusterum i de ofte ret hektiske ildkampe. Der er lidt old-school arkade spil over det og selv om det har en vis charme, så er det desværre ikke nok til at holde interessen ret længe i det herrens år 2009.

Grafikken er bestemt ikke imponerende I Wii udgaven. Nu nævnte jeg lige, at gameplayet virkede lidt old school eller gammeldags og det samme kan man egentlig sige om grafikken. Det er virkelig ikke særlig pænt og kan slet ikke leve op til nutidens standard og Wii ejere fortjener pænere grafik end det her. Lyden har også sine problemer, selv om det dog ikke er lige så slemt som grafikken. Kommentarerne fra de forskellige karaktererer er platte og intetsigende og fyres af fuldstændig uden indlevelse.

For G.I. joe fans, hvis der stadig er nogle af dem derude, så er der måske lidt ekstra at hente I spillet, da man låser op for ekstra materiale så som art-work og biografier om de enkelte G.I. Joe’s, hvilket sikkert nok kan have interesse. Jeg har aldrig været G.I. Joe fan, og dette spil får mig bestemt ikke til at være det, så for mig er det blot ligegyldigt fyld i et ret uinteressant spil.

G.I. Joe er ikke et særligt underholdende spil. Det ville måske have været interessant for 20 år siden, da G.I. Joe var populære i legetøjsbutikkerne, men der findes oceaner af bedre spil på markedet i øjeblikket. Det rammer en god arkade stemning, men det er så også det eneste positive man kan sige om spillet. På alle andre områder rammer det noget ved siden af og jeg spår G.I. Joe – Rise of the Cobra til en skæbne der hedder at befinde sig i spilbutikkernes udsalgsdynge ret snart.

Om Frank F Pedersen