En magtfuld ejer af et stort elektronikfirma er under FBI’s bevågenhed. En hemmelig styrke, anført af agent Darwin, sendes på en infiltrationsmission, og intet er, som det burde være. Ja, det lyder som oplægget til en uhyre spændende historie for voksne – hvis det da ikke lige var for det faktum, at hovedpersonerne udgøres af hamstere, fluer og andet kravl.
Hamster-patruljen
G-Force er naturligvis baseret på Disneys seneste animationsfilm af samme navn. Du styrer selv hamsteret Darwin, og derudover har du fluen Mooch til rådighed.
Spillet går i al sin enkelthed ud på at infiltrere et kæmpestort elektronikfirmakompleks, hvor fjenderne udgøres af toastere, brødristere, støvsugere og alt muligt andet elektronisk udstyr. I starten af spillet, som i øvrigt udelukkende er et singleplayer-spil, er du som agent Darwin sparsomt udstyret med våben, men efterhånden som du nedkæmper fjender (du kan enten skyde dem eller slå dem med en slags elektronisk pisk) samler du penge, eller hvad det nu er, sammen, som du kan opgradere dine våben med. Herudover kan du samle CDer, som giver mulighed for nye våben, og der er også mulighed for på hver bane at købe et kort over banen samt over lokationen på de omtalte CD-skiver.
Styringen foregår meget traditionelt med venstre og højre stick, og derudover er agent Darwin udstyret med en hooverpack på ryggen, så kan både kan flyve fremad og opad – dog kun i forholdvis kort tid.
Sommetider er det påkrævet at du skal flyve højt og længe, og her kommer din makker, fluen Mooch, ind i billedet. Mooch kan flyve op til alle de steder, Darwin ikke selv kan nå, og derudover har Mooch mulighed for at bremse tiden, så eks. snurrende faner i tunnellerne, kan passeres uden problemer. Samarbejdet mellem Darwin og Mooch udgør en stor del af spillets puzzles, og det fungerer i al sin enkelthed faktisk temmelig godt.
Der er fra starten mulighed for 3 sværhedsgrader, og når spillet er gennemført første gang, åbnes der for endnu en sværhedsgrad – naturligvis endnu sværere end de 3 andre. Spillet er ikke blandt de allernemmeste, men på Easy kan de fleste dog være med – måske kræver det, at børn er under kyndig vejledning af en voksen. Så har man også en undskyldning for selv at være med, for selv om spillet nok mest appellerer til de yngre, så byder det på de højeste sværhedsgrader bestemt på udfordringer, der kan give selv de bedste problemer. Fjenderne bliver på de højere sværhedsgrader langt stærkere, og det kræver mange flere forsøg at komme igennem banerne.
Spillet har en indbygget ”vejviser”, som kan aktiveres ved et klik på D-pad’et. Herefter vises det på skærmen, hvorhen du skal, hvilket er rart, hvis man sidder helt fast.
De mange missioner bliver indimellem krydret med en slags ”racerløb”-missioner, hvor du kører rundt i tunneller og skal skyde fjender ned, samtidigt med, at du skal navigere. Det er bestemt et godt tiltag, og disse missioner er der efter min mening lidt for få af gennem spillet, som i øvrigt kan gennemføres på 7-15 timer, afhængigt af sværhedsgrad, hvilket må siges at være yderst passende.
Til spilllet er der naturligvis koblet 1000 achievement points, og det er gjort i helt klassisk stil, hvor man bliver belønnet for at klare de forskellige baner, nedkæmpe fjender med forskellige våben og naturligvis også de velkendte collect achievements, hvor man skal samle ovennævnte CD-skiver.
3D-grafik
G-Force er det første spil til Xbox 360, som benytter sig af 3D-teknologi, og i Xbox 360-udgaven følger der 2 stk. 3D-briller med, så man selv og en eventuel tilskuer kan nyde spillet i en slags holografisk 3D. Virkningen er der helt bestemt, og det ligner lidt, at eks. dit hamster befinder sig uden for skærmen. Dog bliver det en smule anstrengende i længden at sidde med brillerne på, og de lidt mørke røde/grønne briller gør også resten af grafikken lidt for mørk. Heldigvis kan man tage dem af og indstille spillet til helt almindelig grafik.
Selve grafikken er sådan på det jævne. Både hvad angår omgivelser og animationer, og det er vel hvad man kunne forvente af denne type spil, som fokuserer mere på det simple koncept og en masse indhold. Lyden, både musik og lydeffekter er ligeledes helt ok uden at være prangende, mens dialogen, der desværre kun findes på engelsk, er velspillet og endda til tider humoristisk og altså et godt stykke over middel.
Wauw – et godkendt filmspil!
G-Force er ikke det allerbedste spil på markedet men er bestemt en oplevelse over middel og udmærker sig især ved sine klassiske platform- og eventyrspil-elementer så som puzzles, bring A fra B til C osv., labyrinter samt en længde og sværhedsgrad, der er passende for denne type af børnespil. Styringen fungerer og er tilpas nem/svær for målgruppen, som trods manglende dansk dialog, stadig vil være den yngre gruppe af gamere. Brugen af 3D-brillerne virker fint, mens grafik og lyd dog generelt er på et middelmådigt niveau og vel svarer til standarden for spil i genren, mens dialogen er ret god og et godt stykke over middel. Der er naturligvis en hel del repetition i spillet, men det bliver aldrig helt kedeligt at spille G-Force, idet både sværhedsgraden samt balancen mellem puzzles og kampe er ganske fornuftig, og sammenlagt kan Disney sagtens være denne titel bekendt.




