Fat Princess har siden sin annoncering under E3 08 opnået ualmindelig megen opmærksomhed, og på trods af sin status som værende ’blot’ en PSN-titel, var det ét af de spil, der fik mest omtale på messen. Senere udtrykte en række feministiske blogs deres harme over titlen, og kritiserede spillet for at være stødende og stereotypt. Heldigvis kan vi afsløre, at den eneste fordom udvikleren udtrykker omkring overvægtige menneske er, at de altså er noget vanskeligere at bære. Og den er velsagtens svær at modsige.
I et land for længe, længe siden…
… levede to kongeriger, det blå og det røde, side om side i perfekt harmoni. Kongerne i de to riger oplevede dog begge problemer med at få deres døtre afsat til de lokale bejlere, og da det blev kendt, at en prins ville besøge området for at finde sig en hustru, måtte der tyes til mere drastiske metoder. Således besluttede de sig hver især for at kidnappe den rivaliserende prinsesse, og holde hende fanget indtil prisen havde valgt den anden. Dette placerede kongerigerne i en situation uden prinsesser, og da prinsen ikke var mange dage derfra, brød en voldsom og blodig krig ud imellem de ellers så fredelige indbyggere. Et andet og vigtigt element var desuden, at prinsesserne pludselig var blevet afhængige af en mystisk form for lagkage, der kun groede udenfor de to riger (!), og som ville gøre dem drastisk overvægtige ved indtagelse.
Fat Princess er en online multiplayer-titel udviklet af Titan Studios og udgivet af Sony Computer Entertainment. Spillet placerer spillere på henholdsvis den røde og den blå side, og det gennemgående mål er at redde prinsessen igennem samarbejde, og at forhindre oppositionen i at redde deres – blandt andet ved at fede hende op med kage, hvilket gør hende sværere at bære.
Så snart man starter Fat Princess, bliver man givet mulighederne ’play with others’ eller ’play with yourself’ (heh). ’Play with yourself’ er, som navnet antyder, offline singleplayer-modes med bots som modstandere og allierede. Her er der mulighed for at spille en kampagne, der består af seks små scenarier med dertilhørende plot, skirmish, også kaldet ’Mess about’, hvor man opsætter egne kriterier for et enkelt scenarie, og til sidst ’Gladiate’, der placerer spilleren i en arena, hvor man skal nedkæmpe horder af fjender af forskellige klasser. Disse spiltyper fungerer som oftest blot som en blød introduktion til de forskellige gameplayfacetter og klasser inden man kaster sig ud i online multiplayer, og er alene bestemt ikke grund nok til at købe spillet. Dertil er AI’en hos fjender og venner simpelthen for ringe, og regner man ikke online multiplayer for meget, er det ikke Fat Princess man skal kigge efter for tidsfordriv.
Er man imidlertid indstillet på dette, er spillet en forrygende vel balanceret og hektisk multiplayeroplevelse. Fat Princess byder på fem forskellige klasser (arbejder, troldmand, bueskytte, præst og kriger) samt en landsbybeboer, og alle spiller de en betydningsfuld rolle i at befri prinsessen; krigeren har et tungt angreb og megen energi, troldmanden kan fryse folk til is og sætte ild til dem, bueskytten skyder med pile, præsten heler og arbejderen vedligeholder holdets borg, mens han også opgraderer de ’hattemaskiner’, hvor de andre spillere vælger deres klasse og dermed giver de forskellige klasser nye evner og våben. Alle kan man sørge for at fodre prinsessen med kage, sådan hun bliver tungere og dermed langsommere at bære over i den anden borg. Man skal heller ikke regne med at kunne bære prinsessen over i ens egen borg på egen hånd, da hun højst sandsynligt vil være for tung at bære alene. Derfor har man brug for holdkammerater til at hjælpe med at bære, mens der også er brug for folk der kan beskytte de bærende på vejen. Teamwork er altså essentielt for at kunne gå sejrrigt fra en kamp, og dertil er der brug for alle klasser. Kommunikation er ligeledes vigtigt for at kunne koordinere sine angreb og valg af klasse, men desværre er der ikke mange der bruger headset på PS3en, og spillets indbyggede småkommandoer er langt fra nok.
Der er fire spiltyper i online multiplayer – deathmatch, hvor man blot skal sørge for at dræbe fjenden, Rescue the Princess, hvor man skal redde sin egen prinsesse mens man holder fjenden fra at redde sin egen, Snatch ’N Grab, hvor man skal fange modstanderens prinsesse et antal gange og til sidst Invasion, der går ud på at erobre forskellige forposter på kortet og forsvare det, hvilket trækker point fra modstanderen.
Kampene er utrolig hektiske, og der foregår en masse on-screen på én gang, hvilket siger sig selv med hele 16 spillere på hvert hold – krigere der løber ind og ud imellem hinanden, troldmænd der kaster alskens besværgelser, bueskytter der skyder pile med ild, arbejdere der bare forsøger at undgå ballade. Og blod. Massere af blod. Der er hele 8 forskellige kort, og alle har de hver deres unikke karakteristika og hemmeligheder, mens man også finder katapulter, stiger og forposter der kan hjælpe én på vej. Den overvejende bedste bane er uden sammenligning ’den grønne bane’, som folk vil genkende fra betaen, men de andre gør også et fint job med at variere.
Grafisk er Fat Princess både unikt og yderst charmerende. Ved første øjekast kunne det godt ligne en knock-off af Nintendos Animal Crossing, men hurtigt bliver man klar over, at der under det nuttede ydre gemmer sig et vældig blodigt udtryk, der emmer af personlighed. De forskellige maps er behageligt skildret med skarpe farver og bløde kurver, og der er stor variation at finde banerne imellem. Her finder man alt fra tropiske strande, snedækkede bjerge og græsklædte bakker til golde ørkner og en fodboldbane. Musikken er en smule tvivlsom, og selvom den er fængende ved første lyt, bliver den meget hurtigt enerverende, mens fortællerstemmen og de forskellige figurers udgydelser er mere charmerende.
Desværre fejler Fat Princess på et af de vigtigste punkter når det kommer til multiplayerspil. Det er et stort, stort problem at joine en kamp, og man kan sidde meget længe og prøve igen og igen, uden det lykkes. Det fjerner meget at lysten til ’lige at fyre det på’ når man har en halv time at fordrive, da man meget vel kan komme ud for, overhovedet ikke at komme igennem. Når man endelig formår at joine en kamp, er problemet ikke ligeså stort, og det er sjældent man oplever at blive kastet ud igen – men det sker.
Fat Princess er ikke nødvendigvis så godt, som mange ellers håbede da de blev bekendte med spillet tilbage i 2008, men mindre kan bestemt også gøre det. Spillets få gamemodes indeholder massere af underholdning, og der kan godt gå lang tid, før man føler man mestrer en given klasse. Kombineret med en charmerende billedside og mørk humor, er det en fornøjelse at give sig i kast med Fat Princess – havde det bare ikke været for de pokkers netværksproblemer. Titan skulle arbejde på højtryk for at få dette rettet, og vi må håbe det sker. I så fald sidder Titan med et vaskeægte multiplayerhit. Indtil da: 7/10.
Loading ...
