Anno 1404

Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 7+PEGI Violence

Et hurtigt opslag her på sitet afslører, at vi på Gamesector altid har været rosende i vores anmeldelser af Anno-serien fra tyske Sunflowers. Anno 1404 er den nyeste, mest storslåede, visuelt attraktive, strømlinede og gennemarbejdede udgivelse i serien og med sådanne superlativer kan vi næsten ikke undgå at være helt oppe at ringe på karakterskalaen - og så alligevel. Læs her hvorfor.

Afsindig flot

Det er sjældent, at et real time strategispil fortjener roser for grafisk excellence, ikke desto mindre er Anno 1404 det flotteste spil i genren vi har prøvet siden Empire: Total War, faktisk er vi lidt i tvivl om, hvilket der er mest imponerende i sit visuelle udtryk. Grafikken er skarp, detaljeret og skaber en ramme, der får spillet til at emme af liv. På trods af dette, kører spillet gnidningsfrit selv på en middelmådig maskine som undertegnedes, selvom alt er indstillet til højeste niveau. Når grafikken er så vigtig, at den fortjener, at blive omtalt i indledningen til denne anmeldelse, har det at gøre med Anno seriens gameplay.

For de uindviede er serien frontløber i den delgenre af real time strategi, der i Tyskland går under navnet ”ausbaustrategie”. Hovedvægten ligger altså på at udbygge sit samfund, skabe handelsruter og sikre et konstant ressourceflow. Selvom der er et element af militær erobring i spillet, er dette i bedste fald sekundært og tenderer en eftertanke fra udviklernes side - mere herom senere. Det ligger næsten implicit i ovenstående beskrivelse, at Anno 1404 ikke er et spil, man fyrer op under, når man har brug for et hurtigt strategi fix. En kampagnebane tager let en times tid, mens continuous play moden meget passende kan tage flere dage per spil, alt efter de parametre du som spiller sætter op. Når man bruger timer på at kigge på at tingende udvikler sig - ofte i et adstadigt tempo - er det virkelig rart, at have en livlig og flot renderet verden at kigge på. Samtidig gør den detaljerede grafik det lettere at få et umiddelbart overblik over, hvad der foregår undervejs - noget der virkelig kommer spilleren til gode i betragtning af, hvor mange indbyrdes afhængige spilsystemer Anno 1404 præsenterer.

Fagre nye verden
Anno serien har altid handlet om at udforske nyt land og nye verdener. Nogle er nok ikke bekendt med de opdagelser til søs, der ligger forud for Columbus ankomst til Amerika i 1492, men det er netop disse der er omdrejningspunktet for nærværende udgivelse. Før spanierne, som de første, gjorde krav på den nye verden vest for atlanterhavet, havde flere europæiske sømagter ikke mindst Portugal, været meget aktive i østen. Aktiviteten gik ikke på erobring, men tog udgangspunkt i en lukrativ handel med landene øst for Middelhavet. Denne setting er som skabt til Anno-serien, og den vestlige europæisk senmiddelalderarkitektur med få overdådige gotiske bygninger kombineret med den persisk inspirerede arkitektur på østøerne, gør meget for den allerede omtalte grafik.

Dette er dog omtrent al den historiske korrekthed spillet kan frembyde og der er da heller ikke gjort yderligere for at tilpasse spilverdenen til historiske fakta. Som i de andre udgivelser i serien, udgøres verdenen i Anno 1404 af en mængde større eller mindre øer, der hver har forskellige ressourcer, som kan dyrkes der, samt eventuelle naturlige mineral forekomster. For at udvikle dit samfund og få det til at trives, er det nødvendigt til stadighed at skaffe flere, og flere forskellige, ressourcer og livsfornødenheder for at tilfredsstille dine indbyggere. Ud over de ressourcer du selv opdyrker/fremstiller, kan du også erhverve ressourcer via handel med andre, mens livsfornødenheder såsom religion og rekreation blot kræver konstruktion af de relevante bygninger. Men her er det, at det bliver indviklet, for disse bygninger dækker kun et meget begrænset geografisk område af dit land, så byplanlægning er et afgørende succeskriterie for at skaffe rige borgere til landet, hvis skattekroner sætter dig i stand til at videreudvikle dine øer. For det er selvfølgelig ikke nok blot at kolonisere en enkelt ø. Lige meget hvor stor udstrækning en ø måtte have, vil den aldrig have tilstrækkelig med ressourceforekomster til at dække dine, og ikke mindst dine borgeres behov. Det er nødvendigt at sprede sig til ganske mange øer for at dække efterspørgslen og skaffe ressourcer til videreudvikling.

De ressourcer du fremstiller på de enkelte øer, er kun tilgængelige på disse. For at sikre at ressourcerne når frem til de øer, der har behov for dem, er det nødvendigt at etablere handelsruter øerne imellem. Heldigvis er dette meget lettere at gøre en i tidligere udgivelser i Anno-serien. Et intuitivt interface guider dig igennem opsætningen af de enkelte ruter, og det er ganske enkelt at ændre i ruterne efter de er etableret. Netop dette element har frustreret undertegnede voldsomt tidligere og er en kærkommen forbedring. I det hele taget er de forskellige menuer og funktioner langt mere strømlinede og lette at gå til end hvad vi har set før, hvilket er en stor hjælp for de, der ikke tidligere har stiftet bekendtskab med serien.

Du er ikke alene om at søge fodfæste på de mange øer, der udgør spilverdenen. Op til tre AI kontrollerede spillere konkurrerer med dig om land, ressourcer og lukrativ handel. Disse kan både være til stor hjælp i forbindelse med handel og til stor irritation i forbindelse med kampen om at skaffe nyt land. Den første, der etablerer en handelsstation på en ø, får fuld råderet over øen og dens ressourcer. Der kan med andre ord ikke være to eller flere spillere på den samme ø, så den eneste mulighed for at vinde indpas på en ø beboet af en konkurrent, er via militære aktioner. Som nævnt er der ikke gjort det store ud af denne del af spillet, og på trods af at du har flere forskellige enheder du kan sammensætte dine hære ud fra, er den altoverskyggende faktor i forbindelse med kamphandlinger, hvem der har den største hær. Grundet muligheden for at bygge forsvarsværker af forskellig art, spiller skuepladsen en rolle, men det kræver ikke megen tankevirksomhed at vælge et gunstigt sted at udkæmpe slaget. Der er bestemt plads til udvikling på dette område.

Filmen knækker
Hvor intuitivt det end er at agere i Anno 1404, er der stadig en del funktioner, der ikke er selvforklarende. Dette havde været ok, hvis ellers manualen havde været til nogen som helst hjælp. Manualen – hvis vi kan tillade os at kalde den det – er en fiks lille sag på 18 sider, hvoraf kun de syv har med gameplayet at gøre. Overfladisk og decideret ubrugeligt, faktisk er den eneste årsag til at manualen stadig er at finde i mit cover, at den indeholder installationskoden til spillet. Du bliver altså bogstavelig talt kastet ud på dybt vand første gang du starter spillet. Spillets kampagne placerer dig midt i et forestående korstog og er godt skruet sammen. Der er masser af både obligatoriske og frivillige missioner at kaste sig over, og selvom kampagnen i bund og grund er lineær, får man en fornemmelse af, at ens valg betyder noget, især i de senere kapitler. Kampagnen er uden tvivl tænkt som en form for udvidet tutorial og sætter da også spilleren ind i en del af mekanismerne, men også sidder man til tider og stirrer ind i skærmen, mens man prøver at regne ud hvordan man rent teknisk løser en mission. En in-game eller endog online manual kunne have afhjulpet denne blamage.

Der en feature på startskærmen ved navn ’Gateway to the World’. Denne misvisende overskrift dækker over muligheden for at up- og downloade saved games fra Internettet og at sammenligne bedrifter med spillere fra hele verden. Det er nemlig ikke muligt at spille Anno 1404 multiplayer. Det er mig en gåde hvorfor Sunflowers ikke har sørget for en sådan feature, der ville være en naturlig og benyttet del af et ellers fremragende spil. Det er faktisk under al kritik, for det nedsætter spillets levetid betragteligt. Bevares, der er stadig masser af timers kvalitetsunderholdning i Anno 1404, men der var bare potentiale for meget mere.

Ved vejs ende
Anno 1404 er det bedste og suverænt flotteste spil i serien til dato. Der er virkelig kælet for detaljerne, og så meget mere frustrerende er det, at udviklerne har foretaget nogle uforklarlige fravalg, med den manglende multiplayer funktionalitet som det mest iøjnefaldende. Er du mest til at sidde i ro og mag, og se verden udvikle sig efter dine anvisninger, uden at skulle bekymre dg om konkurrence fra andre spilere, er der dog absolut ingen grund til ikke et tage et langt kig på Anno 1404, der fortjener det fortærskede prædikat ’tysk kvalitet’.

Gamesector Anbefaler

Om Kasper Christiansen

Kasper Christiansen har anmeldt spil på Gamesector siden 2000. Siden den spæde begyndelse med Star Wars: Galaxies tilbage i 2004, har online rollespil haft en speciel plads i hans anmelderhjerte. Ellers er det især RTS titler - fra den hedengangne Age of Empires serie til Starcraft 2 - og sportsserier som Madden NFL og Championship Manager/Football Manager, der er en del af porteføljen. Kaspers spilkauserier gæsteoptræder ind imellem på www.familiespil.dk