Score: 8
Xbox Live Arcade
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 16+

Battlefield-serien har efterhånden 7 år på bagen og har længe været blandt de mest populære online-spil på markedet. Jeg tør ikke gætte på, hvor mange udgivelser det er blevet til i alt, men faktum er, at det er tid til endnu en iteration af den succesfulde shooter. Denne gang foregår det såmænd via Xbox Live Arcade men dog i en lettere reduceret udgave.

Fra 1942 til 1943 på 7 år

Det første Battlefield-spil, Battlefield 1942 fra 2002 blev hurtigt populært. Især pga. den yderst velfungerende online-del samt de mange muligheder i spillet, der også glimrede ved et godt og gennemarbejdet gameplay. DICE har nu i et stykke tid arbejdet på Battlefield 1943, som foruden udgivelsen på Xbox Live Arcade også kan hentes via Playstation Store til Playstation 3 og lidt senere på året kommer en PC-udgave.

Udelukkende multiplayer
Battlefield 1943 er en lidt skrabet version af Battlefield 1942. Der er ikke mulighed for at anvende ubåde eller hangarskibe, men ellers er spillet grundlæggende meget lig sin forgænger. Der er ingen singleplayer-del overhovedet (foruden en tutorial, der kort gennemgår det grundlæggende gameplay), og dermed er der lagt op til en multiplayer-oplevelse af de helt store. Hele 24 spillere, 12 på hvert hold, er det muligt at spille samtidigt, og det fungerer faktisk rigtigt fint uden væsentlige forsinkelser. Battlefield 1943 er det hurtigst sælgende XBLA-spil til dato, så da spillet udkom, var serverkapaciteten ikke helt tilfredsstillende, hvilket udløste mange sure miner. Det er der heldigvis rettet op på nu, og der er altid mulighed for at joine et tilfældigt igangværende spil.

I Battlefield 1943 spiller man som enten amerikansk marinesoldat eller japansk flådesoldat, og man spiller på 3 kort, Iwo Jima, Wake Island og Guadalcanal. Et fjerde kort, Coral Sea, blev tilgængeligt for kort tid siden, efter at 360-brugerne samlet nåede op på 43 millioner online-kills. Ganske sjov idé!

Modsat flere andre titler i Battlefield-serien, så indeholder Battlefield 1943 udelukkende den såkaldte Conquest Mode, hvor man skal indtage fjendens stillinger, hvilket visualiseres ved hjælp af enten amerikanske eller japanske flag. Det er således en skrabet udgave, vi har at gøre med, men Conquest Mode er nu ganske underholdende i sig selv.

Man kan vælge mellem 3 typer soldater, infantry, rifleman og sniper, og der er ingen mulighed for at vælge våben. Våbnene er naturligvis alle gengivelser af virkelige våben, og blandt andet er den amerikanske rifleman udstyret med en M1 Garand, som nogle af os måske kender fra soldatertiden.

Derudover har du mulighed for at styre bl.a. fly, tanks, jeeps og AA-kanoner, og endeligt er der også mulighed for at kommandere et luftangreb på fjenden. Denne mulighed er af stor vigtighed og et uvurderligt våben, hvis man skal kunne besejre fjenden. Heldigvis er luftangreb ikke fuldstændigt overvældende i styrke, da man naturligvis har mulighed for at nedskyde fjendens fly, inden de kaster bomberne.

Efter hver kamp stiger din rang, og derudover har du mulighed for at vinde hav af medaljer, 48 af slagsen for at være helt nøjagtig, og bl.a. kan du få medalje for at dræbe 4 fjender med en tank, 50 fjender med en halvautomatisk riffel eller spille 130 kampe. Medaljerne er af samme støbning som spillets 12 achievements, som er varierede, tidskrævende og forholdsvist overkommelige.

Flot arkadetitel
Battlefield 1943 er som XBLA-udgivelse ganske flot. Animationer, landskaber osv. er meget detaljerede, og stort set alt, der befinder sig på banerne, kan smadres. Lyssætningen virker fint, våben og køretøjer er godt gengivede og ligner deres virkelige modstykke, i hvert fald de få stykker, jeg undersøgte, og generelt er Battlefield 1943 rent grafisk mere end godkendt, selv om det naturligvis ikke helt når niveauet for de bedste retail-titler. Lydmæssigt fungerer lydeffekterne også helt efter hensigten, så teknisk set er der ikke meget at udsætte på Battlefield 1943.

Langtidsholdbart
Battlefield 1943 er naturligvis ikke helt på niveau med de store, flotte og omfattende retail-titler, vi har set i serien tidligere, men det har heller ikke været udviklernes mening. Battlefield 1943 har ingen singleplayer-muligheder og er et forholdsvist simpelt online-spil, som er hurtigt at komme i gang med, og trods manglende features ifht. forgængerne, har vi at gøre med en solid titel, som nok skal holde mange spillere fanget i flere år fremover. Grafisk og lydmæssigt ligger spillet også blandt de flottere XBLA-titler, og alt i alt får du med Battlefield 1943 fuld valuta for pengene.

Gamesector Anbefaler

Om Thomas Heine Bech

Thomas har været spilanmelder på Gamesector siden 2007 og anmelder for det meste spil til Xbox One. De foretrukne genrer er sport, bilspil, adventure, puzzle, platform, action og RPG (tja, det er vel næsten det hele), men hjertet banker især for de gamle 80'er-klassikere. Favoritspil på Xbox-konsollerne: Rayman Origins, Plants vs. Zombies, Tom Clancy's G.R.A.W., Pure, Game Room, Scramble, Limbo, Braid, Trials HD, Just Cause, Burnout Revenge, Raiden Fighters Aces og Pinball Hall of Fame: The Williams Collection.