Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 7+PEGI Violence

Et af de mest populære Wii spil er sjovt nok det godt gamle Wii Sports, der udkom sammen med konsollen i tidernes morgen (nærmere bestemt 2006) – det er i hvert fald et af de bedste spil til at introducere nye spillere til konsollens specielle kontrol. Minispil baseret på sportsgrene har dog ikke været en mangelvare til Nintendo Wii - vi vader nærmest rundt i dynger af lignende sports-opsamlinger, men ingen har rigtigt formået at nå samme høje niveau, som Wii Sports – indtil nu. For nu er Wii Sports Resort udkommet og det er lige hvad Wii Sports fans har drømt om.

Fortsætter hvor Wii Sports slap

Som bekendt, så kommer Wii Sports Resort med Nintendos Wii MotionPlus – en lille dims man propper bagerst i sin Wiimote for at gøre den mere følsom og præcis. Vi skal ikke dvæle ved denne lille ekstra dingenot, blot bemærke, at den er med i pakken og at den så vidt vi kan mærke virker ganske efter hensigten. Det er nemlig ikke nogen hemmelighed, at selvom Wii Sports var glimrende underholdning for hele familien, så viste spillet også, at der var store begrænsninger i følsomheden og præcisionen af Wiimote controlleren. Med Wii MotionPlus forsøger Nintendo at rette op på nogle af disse mangler og problemer og langt hen af vejen ser det ud til at det er lykkedes for dem – i hvert fald i Wii Sports Resort.

Wii Sports Resort finder sted på en tropisk ferieø, hvor du som spiller kan deltage i hele 12 forskellige sportsgrene (en hel dem flere end de fem, der var i det originale Wii Sports). Præsentationen er ret enkel og spillet har det samme nemme og let tilgængelige ”pick up and play” design, som forgængeren. De tolv sportsgrene er (i komplet vilkårlig rækkefølge): Jetski, Kano, Bueskydning, Bowling (igen), Basketball, Fægtning, Golf (igen), Luftakrobatik, Wakeboarding, Cykelløb, Frisbee og Bordtennis. Selvom nogle af disse måske lyder meget spændende og endda komplekse, så er Wii Sports Resort et virkelig lav-komplekst spil, der egner sig rigtig godt til det mainstream marked. Med andre ord, så skal hardcore gamere ikke forvente det store her.

Noget for enhver smag
Det er en meget bred blanding af sportsgrene og spil, der præsenteres i Wii Sports Resort og som i Wii Sports er der nogle af dem, der fungerer rigtig godt, mens andre mest af alt virker som tilfældighedernes holdeplads - du ved den slags minispil, hvor man bare lukker øjnene og fægter vildt med Wiimoten i håb om at man gør noget rigtigt. Alle spillene styres naturligvis ved at efterligne de ”rigtige” bevægelser, som man ville foretage sig i elementer af sportsgrenen – nogle af disse er mere logiske end andre naturligvis. Især luftakrobatik, jetski og wakeboarding virker en smule for konstruerede til min smag.

En af mine personlige favoritter i Wii Sports Resort er bordtennis. Spillet minder på mange måder om det originale tennis spil i Wii Sports (der ligeledes var en af mine favoritter – kan I se et mønster?). Man styrer udelukkende slagene og bordtennisbattet, idet spilleren bevæges automatisk. Men med den forbedrede kontrol takket være Wii MotionPlus, er det muligt at få ganske god kontrol med bolden. Desværre mangler spillet, i skarp modsætning til Wii Sports tennisspil, muligheden for at spille en doubles kamp.

En anden af mine klare favoritter er bueskydning. Selvom det måske er en temmelig enkel sport, så er den fantastisk flot konverteret til Nintendo Wii. Det er også en af sportsgrenene, der får mest muligt ud af kontrollen. Man holder sin Wiimore som om den var midten af en bue, hvorefter man skal sigte mod sit mål og tage højde for faktorer som afstand og vind, før man sender skuddet afsted med den kraft man ønsker. Resultatet er et fantastisk underholdende spil i multiplayer, der på mange måder har samme kvaliteter som bowling, der for resten også er inkluderet i Wii Sports Resort.

Af andre sportsgrene, der kort er værd at nævne, kan nævnes fægtning, der beviser, at det rent faktisk er muligt at lave et fægtespil til Nintendo Wii (tag den LucasArts) og ”sporten” frisbee. Frisbee har, ligesom enkelte andre af spillene, mere end en spilmode og de er faktisk begge ganske sjove og kræver en virkelig god kontrol over Wiimoten. Selvom det måske ikke lyder voldsomt ophidsende at kaste en frisbee til en hund, så er det faktisk et ganske sjovt spil hvis man er en flok venner, der dyster mod hinanden.

De største skuffelser i Wii Sports Resort er helt klart de tre vandbaserede sportsgrene. I dem er kontrollen alt for enkel og sportsgrenen jetski minder mest af alt om en nedjusteret udgave af klassikeren Wave Race. De to andre sportsgrene til søs er wakeboarding og kano. Wakeboarding styres stort set ligesom jetski, ved at holde Wiimoten på langs og dreje den fra side til side – ikke just originalt længere. Kano kræver en lidt større indsats, da man skal simulere at man bruger en åre. Desværre er kano nok den langsommste af alle sportsgrenene i spillet, så den vil næppe vinde udbredt popularitet.

En multiplayer klassiker
Selvom der er både gode og knapt så gode sportsgrene i Wii Sports Resort, så er det spillets evne til at samle og underholde hele familien i multiplayer, der er det absolut bedste argument for at købe spillet. Præcis som i Wii Sports er der masser af sportsgrene i Wii Sport Resort som hele familien, lige fra lillebror til bedstemor, kan være med til – og nogle af klassikerne fra Wii Sports er endda taget med, så man ikke behøves skifte spil, hvis man lige skal have et spil bowling. Så til trods for enkle sportsgrene, der falder lidt igennem, så er Wii Sports Resort absolut et absolut must-have for fans af det originale Wii Sports – og dem er der mig bekendt stadig rigtig mange af.

Visuelt er der ikke sket det store siden Wii Sports – det er stadig den meget simple Mii-baserede grafik, der er dominerende, men der er enkelte sportsgrene, der har nogle ganske fine og farverige baggrunde. De tropiske omgivelser er indbydende og giver straks lysten til at pakke en strandtaske og drage til den nærmeste badestrand (hvis det altså ikke lige var for den sædvanlige regn og polarkulde, der rammer Danmark om sommeren). Samlet set så er Wii Sports Resort dog næppe et spil man skal spille fordi det er smukt eller fordi man forventer en storslående visuel oplevelse. Wii Sports beviste dog at grafik ikke er alting og Wii Sports Resort bygger på samme grundtanke.

For familien og fans
Samlet set er Wii Sports Resort en glimrende pakke til hele familien – der er masser af spil og sportsgrene og den nye Wii MotionPlus er virkelig en forbedring af kontrollen. Faktisk virker hele spillet nærmest som en lang demonstration af alle de ting man kan med den nye Wii MotionPlus. At spillet stort bare er en fortsættelse af det originale Wii Sports og at sværhedsgraden og kompleksiteten generelt er lav, vil sikkert holde nogle hardcore gamere fra fadet, men for alle de mere mainstream gamere, der gerne vil have et spil med masser af variation, som de kan lokke hele familien til at spille, kommer Wii Sports Resort som sendt fra himlen.

Gamesector Anbefaler

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).