Let’s Tap

Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 3+

Let's Tap er endnu en opsamling af minispil til Nintendo Wii. Dog har lige netop denne samling et es i ærmet – man skal nemlig slet ikke have Wiimoten i hånden for at spille. I stedet skal den placeres fladt på en bordplade. Der lader ikke til at være grænser for hvor mærkelige ting man kan lave med en Wiimote. Læs med her og se hvordan det hænger sammen i Let's Tap fra SEGA.

Tap, tap, tap

Grundkonceptet i Let's Tap er virkelig specielt. Man placerer sin Wiimote fladt på bordet (eller på en papkasse, som manualen omtaler, men som desværre kun er med i ”special edition” sættet) og slår derefter på bordet foran controlleren med en finger eller en flad hånd for at få spillet til at reagere. De små slag med fingeren på bordpladen kaldes ”taps” i spillet og deraf navnet ”Let's Tap” naturligvis. Konceptet er besynderligt, men forbløffende velfungerende og det er ikke mindst dejligt støjende, hvis man har en hel flok venner med til at spille, der hamrer løs på bordpladen mens de griner og hujer.

Alle minispillene i spillet kontrolleres ved enten at slå blidt eller hårdt i bordpladen (eller papkassen, hvis man er så heldig at have nogle af dem) foran controlleren. Minispillene er som følger:

Tap Runner. Her kan flere spillere dyste i et traditionelt sidescrollende væddeløb. Man ”tapper” blidt for at løbe hurtigt, mens et hårdt tap starter et spring. Højde og længde på springet afhænger tilsyneladende af hvor hårdt man tappede i bordpladen. Op til fire spillere kan deltage i løbet, der er fyldt med forskellige forhindringer som spillerne skal forcere – virkelig underholdende, hvis man har vennerne på besøg.

Det næste minispil er Rythm Tap, der præcis som navnet indikerer har noget med musik og rytmer at gøre. Her skal spillerne forsøge at holde rytmen til et musikstykke og for at gøre det skal de enten lave stabile ”rolls” (det vil sige tappe meget hurtigt) eller lave rolls, der tiltager i styrke. Lidt mere besværligt end Tap Runner.

Silent Blocks er en form for puzzlespil i stil med Klodsmajor. Man vælger hvilken blok man vil fjerne og ved meget forsigtigt og roligt at tappe på bordet foran controlleren kan man hive blokken ud – vælter tårnet er spillet tabt. Det er grundpræmissen i minispillet, der dog også kommer med en række andre spilvarianter. Ganske underholdende og med en rimelig levetid, hvis man har nogle venner at spille med.

Bubble Voyager er en rejse ud i verdensrummet styret ved hjælp af... ja du gættede det: taps på bordpladen. Minispillet kan spilles i to forskellige modes – Endless Voyage, hvor spilleren skal flyve rundt i universet, undgå forhindringer og skyde missiler efter fjender og en Battlefield mode, hvor op til fire spillere kan dyste i en form for deathmatch. Kontrollen består stadigvæk udelukkende i små slag i bordet – slår man hurtigt og rytmisk flyver man fremad i den retning man peger og slår man hårdt affyrer man et missil eller skifter rotation på sit fartøj.

Sidste mode er en Visualizer, der mest af alt fungerer som en form for sandkasse legetøj. I Visualizer ”paint” kan man forsøge at male et billede ved at tappe i bordet (hårdheden og tempoet i dine slag afgør penselstrøgene). ”Ink” fungerer på stort set samme måde – bare med en kalligrafi pen i stedet for en pensel med maling. Andre kunstneriske muligheder i denne mode inkluderer muligheden for at lave sit eget fyrværkeri eller skabe bølger på overfladen af et vandløb – ganske kunstnerisk og idyllisk, men efter er par minutter går gassen af ballonen og man vender tilbage til de mere konkurrenceprægede spil.

Visuelt er der ikke så meget at sige om Let's Tap. Grafikken er meget farverig og meget enkel. Nærmest ovre i det direkte simple. De fleste af minispillene (især Silent Blocks og Tap Runner) er virkelig enkle i deres grafiske stil – men et spil som Let's Tap handler naturligvis ikke om smuk grafik, flotte animationer eller bjergtagende omgivelser – det handler derimod om en ny sjov måde at anvende sine Wiimotes på sammen med vennerne og på det punkt lykkes det for spillet at levere en nyskabende kontrol... næsten da.

Som nævnt, så anbefales det i manualen, at man anvender de medfølgende papkasser til at placere sin Wiimote på. Men de medfølger ikke i de versioner vi har testet og os bekendt, er de ikke at finde i de danske butikker. Problemet er nemlig, at hvis man, som os, placerer alle fire Wiimotes på samme sofabord for at spille hjemme i stuen, så kan der opstå problemer, hvis controllerne er for tæt på hinanden. De kan nemlig opfatte de andre spilleres febrilske klasken i bordpladen og det forstyrrer kontrollen med din spiller på skærmen. I nogle af minispillene kan det betyde en hel del, mens det i andre ikke virker som et stort problem. Et andet problem er, at spillene ret hurtigt er overstået og levetiden nok er i den korte ende af skalaen. Bubble Voyager er det spil, der har længst levetid og det er kun i multiplayer det virkelig holder i længden – men har man mange venner på besøg og et solidt sofabord, så er Let's Tap et glimrende bud på en solid aftens underholdning (indsæt eventuelt selv en seksuel vittighed om det med venner på besøg, en aftens underholdning og et solidt sofabord lige her).

Samlet set, så er Let's Tap en sjov størrelse. Minispillene er rystende enkle, grafikken ligeså, men den specielle kontrol gør at spillet i multiplayer alligevel er hylende morsomt. Dertil kommer, at spillet kan skaffes til en virkelig fornuftig pris og det er jo rart i disse krisetider, at købe et spil, som hele familien kan være med til at spille, uden at skulle gå fra hus og hjem. Alt i alt kan Let's Tap så rigeligt anbefales til en sjov aften eller to med vennerne, men noget længerevarende hit bliver spillet næppe.

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).