Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 12+PEGI Violence

Transformers-serien har fået nyt liv i indtil videre to biograffilm, der begge har gjort det godt og endvidere høstet et par pæne anmeldelser rundt omkring. Sådanne biograffilm afføder med 100% sikkerhed et computerspil. Kun sjældent går disse spilmatiseringer godt, og det første spil i serien var da heller ikke noget særligt. Mon Activision har lyttet til kritikken og gjort sit til at forbedre forgængeren?

Autobots og Decepticons

Ganske som i 2007, hvor det første spil baseret på de nye populære biograffilm blev lanceret, skal vi igen deltage i kampen mellem det gode og det onde – kampen mellem Autobots og Decepticons. Ganske som i 2007 kan vi igen vælge, om vi vil spille som Autobots eller Decepticons. Og ganske som i 2007 kan du igen vælge mellem karakterer fra Transformers-universet, der har det til fælles, at alle kan forvandle sig til transportmidler af forskellige slags.

Der er altså ikke meget nyt under himlen, og det fornægter sig da heller ikke gennem hele spillet, der består af de to ovennævnte kampagner samt en multiplayer-del. De to singleplayer-kampagner, består begge af godt 20 missioner, som stort set alle går ud på af smadre fjender eller eskortere en eller anden et eller andet sted hen. Skulle der være referencer til filmen, er det i hvert fald gået min næse forbi, for historie er der generelt meget lidt af i spillet og begrænser sig til et par korte introer til hver mission samt lidt Transformer-snak mellem dem.

Til din rådighed har du igen et forholdsvist smalt udvalg af karakterer, som alle er udstyret med både primære og sekundære våben, evnen til at forvandle sig til et transportmiddel (biler eller flyvemaskiner), samt en såkaldt Special Ability, som eks. kan være en selvskydende maskinkanon, man placerer i landskabet, evnen til at lamme din modstander i nogle sekunder eller muligheden for at reparere dig selv. Derudover kan du også gå i nærkamp, og her gør Optimus Prime’s Special Ability ”Valiant Leader” ham meget stærkere i nogle få sekunder.

Gameplaymæssigt fungerer spillet ret godt. Det er faktisk sjovt at løbe, gå, køre, flyve, hoppe og kravle rundt i byerne og vælge de rigtige måder at nedkæmpe fjenderne på. Desværre er AI’en ikke alt for veludviklet, og spillet, der kun byder på en enkelt sværhedsgrad, er præcist som forgængeren desværre en kende for nemt at gennemføre.

Til gengæld foregår alle missioner på tid – typisk varer en mission mellem 5 og 10 minutter – og efter hver mission belønnes man med medalje (platin, guld, sølv eller bronze), og går man på achievement-jagt, skal man nok regne med at bruge mange timer på at få platin-medalje for alle baner. Det er bestemt noget, der forlænger spillets levetid, hvilket også er tiltrængt. Missionerne bliver nemlig hurtigt lidt for trivielle, da de, som nævnt ovenfor, mest af alt går ud på at eskortere eller nedkæmpe fjender. Nogle baner afsluttes med en boss-kamp, men selv her er der ikke de store udfordringer at finde.

Mellem banerne kan du bruge dine optjente Energon-points til at opgradere dine egenskaber, eks. helbred, hvor hurtigt dit våben bliver for varmt, eller hvor længe, du kan bruge turboknappen til dit køretøj uden at holde pause. Opgraderingsdelen er ikke omfattende, men det passer fint ind, og på visse baner er det, trods en svag AI, en fordel at have opgraderet visse egenskaber.

God multiplayer-del
Multiplayer-delen i Transformers Revenge of the Fallen er noget bedre end singleplayer-delen og tilbyder 5 klassiske game modes. I Deathmatch og Team Deathmatch gælder det om at overleve – enten på egen hånd eller som hold, i One Shall Stand gælder det om at udrydde modstandernes leder, i Control Points skal man overtage fjendens kontrolpunkter og endelig kan Battle for the Shards bedst sammenlignes med den klassiske game mode Capture the Flag.

Man spiller enten ranked eller player matches på 5 forskellige baner, og op til 4 spillere på hvert hold kan deltage. Online-delen fungerede for mig helt uden lag og faktisk er det ret sjovt – især når man spiller hold mod hold.

Grafisk set er der sket væsentlige forbedringer siden sidst. Forgængeren var ikke det helt store sus rent grafisk, og det er denne titel da heller ikke, men der er dog kommet langt flere detaljer på både miljøer og karakterer, og animationer ser også mere livagtige ud (hvis man da overhovedet kan bruge det udtryk om mechs).

Lydmæssigt henter spillet en del af sit lydspor fra filmen, og tale er der en del af, og den virker nogenlunde overbevisende. Lydeffekterne i Transformers Revenge of the Fallen er meget gennemarbejdede og rent teknisk helt i top, og der er ingen tvivl om, at de gør sit til, at spillet bliver ekstra sjovt, da de netop er med til at understrege, hvor store og kraftfulde disse Transformere er.

Det gode og det onde
Jeg er ikke den helt store Transformers-ekspert men kendte da på forhånd godt til kampen mellem Autobots og Decepticons og figurer som Optimus Prime og Megatron fra de gamle tegnefilm. Sommetider kan dette være en fordel, når man skal bedømme et spil, og der er ingen tvivl om, at fans af serien vil kunne få endnu mere ud af spillet, end jeg selv gjorde.

Når dette så er sagt, er jeg ikke i tvivl om, at Transformers Revenge of the Fallen som spil ikke formår at bevæge sig ret meget højere op ad skalaen end til kategorien middelgodt. Ganske vist er musikken acceptabel og lydeffekterne virkelig gode og grafikken har bestemt også fået et par hak opad. Gameplayet er skam også helt i orden, om end styringen til tider godt kan være lidt for avanceret og kluntet. Det er ret sjovt at smadre fjender og miljøer med sine kraftfulde våben, men desværre er der alt for lidt variation i missionerne, og AI’en er heller ikke alt for skarp. De to kampagner i singleplayer-delen er dog af en rimelig længde, og sammen med en solid multiplayer-del er der nogenlunde valuta for pengene – og lidt mere for de rigtige fans!

Om Thomas Heine Bech

Thomas har været spilanmelder på Gamesector siden 2007 og anmelder for det meste spil til Xbox One. De foretrukne genrer er sport, bilspil, adventure, puzzle, platform, action og RPG (tja, det er vel næsten det hele), men hjertet banker især for de gamle 80'er-klassikere. Favoritspil på Xbox-konsollerne: Rayman Origins, Plants vs. Zombies, Tom Clancy's G.R.A.W., Pure, Game Room, Scramble, Limbo, Braid, Trials HD, Just Cause, Burnout Revenge, Raiden Fighters Aces og Pinball Hall of Fame: The Williams Collection.