Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 3+

Der er nok bred enighed blandt tennisfans om, at et af de absolut bedste, hvis ikke ligefrem det bedste tennispil er Virtua Tennis 3. Det store og altoverskyggende spørgsmål er så, hvordan pokker man laver en efterfølger til sådan et spil? Sega har tilsyneladende valgt at satse på de engelske gutter hos Sumo Digital, der nu har skabt Virtua Tennis 2009 – læs med her og se hvordan det er gået for dem.
 

To skridt frem...

Det roste og rasende populære Virtua Tennis 3 blev i sin tid udviklet af gutterne Sega-AM3 (der senere blev til firmaet ”Hitmaker”). Men da har lukket og slukket for længst, måtte Sega ud og finde et nyt udviklingsfirma til Virtua Tennis 2009 – valget faldt på engelske Sumo Digital, der faktisk havde arbejdet med at konvertere Virtua Tennis 3 til bl.a. Xbox 360 og som i 2008 stod bag Sega Superstar Tennis. De er med andre ord ikke et helt på bar bund, når det kommer til tennisspil.
 
Men hvordan følger man op på et spil, der af mange tennisfans anses for at være blandt de ypperste på markedet? Det korte svar er, at det gør man tilsyneladende ikke, for Virtua Tennis 2009 kan dårligt kaldes en efterfølger til Virtua Tennis 3 – nærmere en opdatering, med enkelte spredte nye elementer. Man kan let komme til at sidde med en bitter smag i munden – i hvert fald hvis man har spillet Virtua Tennis 3 til hudløshed og havde forventet sig store teknologiske eller spilmæssige landvindinger.

Lad os begynde med det gode. Præcis som i Virtua Tennis 3 byder Virtua Tennis 2009 nemlig på fantastisk kontrol på tennisbanen. Din spillers placering og din timing er altafgørende for placeringen af skuddet og farten du sender bolden af sted med. Der er ingen dikkedarer, latterlige power-skud eller andre mystiske gimmicks. Virtua Tennis er som sine forgængere et spil, der forsøger at holde tennisspillet ”rent” og det lykkes ganske glimrende. Kontrollen er skarp som altid og yderst tilfredsstillende og enkel at gå til.

Så vidt jeg lige kan gennemskue, så er den eneste rigtige ændring siden Virtua Tennis 3 i hele denne del af spillet, at spillerne ikke længere foretager de små mystiske og meget kritiserede ”side hop” for at kunne nå ud til bolden, hvis den er langt fra dem. Nu løber spilleren mere realistisk efter fjerne bolde. Om man så mener det er en fantastisk udvikling er en anden sag.

På spillersiden finder man det sædvanlige opbud af stjernespillere - Andy Roddick, Rafal Nadal, Roger Federer, Lindsay Davonport, Venus Williams og Maria Sharapova er blot nogle af de kendte spillere, der er med i spillet. Dertil kommet nogle ”legender” f.eks. Stefen Edberg og Boris Becker. Der er omkring 40 baner med i spillet og en lang række turneringer (dog ikke de fire Grand Slam turneringer – i hvert fald ikke med det korrekte navn, så det er ikke alle rettigheder Sega har fået styr på). Alt i alt er udvalget fint og der er variation nok i banerne til at sikre, at de ikke bliver gentaget for tit, men desværre kan man ikke beskylde dem for at være voldsomt kønne – men mere om det senere.

... og to tilbage
Den store udvikling siden Virtua Tennis 3 finder man i spillets forskellige modes – udover de obligatoriske muligheder for enkelte kampe, både i singleplayer og multiplayer, er der en temmelig omfattende World Tour, hvor man kan designe sin egen spiller og spille vedkommende op på verdensranglisten (præcis som i forgængeren). Undervejs igennem en hel sæson skal man spille turneringer, træne i diverse obskure minispil og befri nye egenskaber til sin spiller. Der er desværre ikke nogle deciderede rollespilselementer ved denne mode desværre, så udover de forskellige færdigheder man kan befri, så bliver din spiller ikke bedre kamp for kamp.

Færdighederne, der egentlig er stilarter, befris ved at besøge Tennis Academy, hvor man kan tjene nye egenskaber indenfor tre essentielle områder. Der er over 20 forskellige stilarter – for eksempel at man er en hurtig løber, eller har en kanon serv. Man kan skifte den stilart, som man har mellem kampene, men generelt er det et lidt for enkelt system, der kun giver minimal kontrol over din spillers udvikling igennem karrieren – for der er reelt set slet ikke tale om nogen udvikling. Det har naturligvis den direkte effekt, at du fra starten af din spillers karriere har en rigtig god spiller – det betyder, at de første rigtig mange kampe er rene walk overs, så først efter mange timer i World Tour begynder spillet at blive udfordrende og spændende.

Flere mystiske minispil
Der er et par håndfulde minispil (”Court Games”) i Virtua Tennis 2009, som enten skal befris i World Tour eller tilgås direkte fra spillets hovedmenu. De er cirka samme sære og mystiske flok som i de foregående spil – med andre ord er der tale om udfordringer på tid, der gerne involverer, at man skal ramme eller undgå diverse surrealistiske ting. De er med andre ord ikke realistiske gengivelser af tennistræning og personligt blev jeg ret hurtigt trætte af dem.

Det er multiplayer delen, der redder Virtua Tennis 2009’s levetid. World Tour er nemlig både for lang og alt for nem. Minispillene er for syrede og surrealistiske og næppe noget man vil bruge mere end en eftermiddag på. Single player mulighederne udover World Tour er for få og licenserne til de rigtige Grand Slam turneringer mangler – hvad er der så tilbage? En rigtig solid multiplayer, der er præcis lige så underholdende og spændende, som den altid har været i Virtua Tennis. Igen og igen kan man tilgive at Virtua Tennis 2009 lader til at sidde fast udviklingsmæssigt, simpelthen fordi spillet er så underholdende og helstøbt, når man spiller mod andre spillere.

Den tekniske udførsel i Virtua Tennis 2009 lader også noget tilbage at ønske. Ved første øjekast er grafikken sådan set ganske nydelig, men efter en række kampe begynder man at bemærke, at spillerne er lidt for gnidrede at se på og at de til trods for en masse fine spilanimationer alligevel ender med at ligne stive robotter. Dertil kommer, at der til trods for 40 forskellige tennisbaner ikke rigtig er noget liv i tilskuerne – de er de klassiske grimme og ensformige ”papfigurer”, der var så typiske i sportsspil for nogle år siden.

Virtua Tennis 2009 vil desværre altid blive sammenlignet med sin forgænger og det er måske spillets største svaghed – at forgængeren er så god og havde så velbalanceret en kontrol, at det kan være svært at gøre ret meget andet end give os meget mere af samme skuffe og det har fået Virtua Tennis 2009 til at føles som om det udviklingsmæssigt er ”kørt fast”, at det står i stampe og ikke rigtig formår at løfte spillet til et nyt niveau. Har man aldrig spillet forgængeren, så er Virtua Tennis 2009 stadig et rigtig underholdende tennisspil med et strømlinet ”rent” spil på banen (i den lette ende) og solide multiplayer muligheder. Men er man fan af Virtua Tennis 3, så bør man måske overveje om man ønsker at betale for de få ændringer Virtua Tennis 2009 bringer med sig.

Om Peter Rosenholdt