Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 12+PEGI Violence

Spore var et spil, der var svært at sætte i boks. Det satte en ny standard for bruger-defineret indhold i et spil, men modtog alligevel lunkne anmeldelser, da mange fandt selve gameplayet lidt for fattigt. Nu er den første udvidelse til spillet klar og vi ser på om EA griber chancen og forbedrer det originale koncept.

Spore: Galactic Adventures

Lad mig så starte med at sige, at udvidelsen Galactic Adventures til dels løser problemet med manglende gameplay. Dog kun i den sidste del af spillet. Der bliver introduceret rum-eventyr, som er missioner, som din kaptajn kan rejse ud i rummet og løse. De smelter fint ind i en eksisterende kampagne i spillet, men kan også spilles enkeltvis uden for kampagnen. Der er en del eventyr fra Maxis i udvidelsen, men tro mod Spore universet, så leveres der også en editor, så spillerne selv kan gå i gang og lave nye eventyr. Som så selvfølgelig kan downloades og spilles af andre.

De eventyr, der følger med, er nærmest eksempler på alt hvad der er muligt. Der er fin variation i missionerne og de fleste missioner er både udfordrende og sjove. Det er dog ikke alle, der er lige interessante og ved nogle af dem sad jeg og rystede på hovedet og spekulerede over hvem der egentlig kunne se det underholdende i det. Men dem kan man jo så blot undgå. Der er alt fra action-pakkede kampscener til gåder, der skal løses i ro og mag. Disse missioner bringer nyt liv til rum-alderen i det originale spil, som godt kan gå hen og blive noget triviel. Din kaptajn får erfaringspoint fra missionerne og bliver dermed bedre og bedre efterhånden som han deltager i flere og flere missioner.

Spore er beregnet til et bredt publikum og det viser missionerne ganske godt. De varierer en del i sværhedsgrad og nogle er fantastisk nemme, mens andre er stort set umulige (i hvert fald indtil man har fået fingrene i noget bedre udstyr). Der er dog også missioner, som slet ikke kan lade sig gøre og det er ret frustrerende, at der ikke er en måde at undgå dem på. Hvis din kaptajn mangler nogle færdigheder kan det være totalt umuligt at gennemføre en mission, og det ved du altså ikke før missionen er godt i gang.

Man kan så også lave sine egne eventyr i Galactic Adventures og det skal nok blive populært. Det er ikke så simpelt, som at lave sit eget væsen, men editoren er meget brugervenlig og giver masser af muligheder. Det er næppe alle, der har tålmodighed til at sætte sig ind i alle mulighederne, men hvis blot en lille procentdel af spillerne tager udfordringen op, skal der nok komme masser af spændende eventyr til spillet. Og man kan så håbe på kvalitet frem for kvantitet. Der findes allerede rigtig mange eventyr til download, og det er bestemt ikke alle, der er lige gode og jeg 'spildte' faktisk meget tid på at prøve eventyr ,som overhovedet ingen underholdningsværdi havde. De værktøjer man har til at fremsøge bruger-indhold er desværre lidt for dårlige til at det er muligt at si dem fra.

Galactic Adventures opgraderer ikke lyd og grafik, men det giver én mulighed for at udforske mere fra det originale spil. Nu kommer man ned på planeterne og ser de enkelte samfund, og der er bestemt nogle meget flotte scenarier i mellem, og nu kan man for alvor se hvor stor variation der er mulighed for i spillet.

Med Galactic Adventures føles rum-alderen af det originale spil meget mere komplet. Det var i forvejen den del af spillet man brugte meste tid på, men nu er der endnu mere at lave og langt større variation, hvilket bestemt er en fordel.

Udvidelsespakken hjælper dog overhovedet ikke på de andre stadier i spillet og det er egentlig dem der trænger mest til en opgradering, så i den henseende skuffer denne udvidelse. Men alt i alt er Galactic Adventures en vellykket udvidelse, som bringer nyt liv til spillet og endnu en gang giver spillerne masser af muligheder for at designe deres eget indhold.

Gamesector Anbefaler

Om Frank F Pedersen