Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 12+PEGI Violence

Namco Bandais gode gamle ”Tales of” serie er nok bedst kendt på den anden side af andedammen og i risvinens hjemland. Det har været småt med Tales udgivelser her i lille Dannevang, så det er dejligt forfriskende, at vi nu endelig får lov til at spille Tales of Vesperia (spillet blev udgivet helt tilbage i august sidste år i Japan og satte virkelig skub i Xbox 360 salget på de kanter). Vi er klar med en anmeldelse af spillet, der udkommer fredag den 26. juni.

Velkommen til Terca Lumireis

Vi befinder os på planeten Terca Lumireis – en typisk fantasy setting, komplet med riddere, fæle uhyrer og magi. ”Magien” på planeten er primært leveret af den mystiske ”blastia” teknologi, som tilsyneladende er efterladenskaber fra en gammel civilisation, der er forsvundet fra planeten. Enkelte individer, blandt andet vores hovedperson og f.eks. de kejserlige riddere, anvender desuden blastia i forskellige former for at forbedre deres kampfærdigheder. Blastia anvendes også til at drive forskellige maskiner – for eksempel vandpumper, der forsyner byerne med drikkevand eller gigantiske magiske ”barriers”, som omkredser de største byer på planeten og beskytter indbyggerne fra alle de uhyrer og andet fælt kravl, der færdes i vildnisset udenfor.

Man starter spillet med at kontrollere den tidligere ridder Yuri Lowell, der bor i de fattiges kvarter i den kejserlige hovedstad Zaphias. Yuri bor på et lille værelse sammen med Repede – en intelligent hund (ulv... firbenet blå tingest... whatever), der både kan slås med kniv og ryge pibe. Ja karaktergalleriet i Tales of Vesperia er temmelig farverigt og fantasifuldt. I hvert fald er Repede en sær størrelse – men ikke desto mindre en underholdende sidefigur til den mere seriøse Yuri.

I starten af spillet skal Yuri tilvejebringe et vigtigt stykke blastia, der er blevet stjålet fra det fattige kvarters springvand og dermed lurer truslen om tørst lige om hjørnet, men som i de fleste andre japanske rollespil, går der ikke lang tid før han er rodet ind i langt større begivenheder. Sammen med en broget flok af følgesvende må han drage ud i verden for at søge oplysninger om det mytiske Child of the Full Moon og om de mørke kræfter, som dette kan slippe fri. Naturligvis er der et par rigtig gode twists i historien undervejs og det er naturligvis ikke alt eller alle, der er, helt som man skulle tro. Men spillet kan ikke løbe fra at plottet igen hurtigt ender i ”red verden” grøften.

Historien i spillet er dog stadig glimrende og den bliver ved med at være spændende hele vejen til den episke slutning – den kræver dog mere end bare en smule tålmodighed, for spillet starter lidt sløvt, men det gør de fleste af denne type rollespil som regel. Persongalleriet skal også have masser af ros, for det er utroligt adspredt og fyldt med sjove, skæve og anderledes figurer, der har en charmerende interaktion igennem spillet. Med figurer som den piberygende og arrede hund Repede, den stilfærdige og mystiske mesterskytte Raven og den excentriske blastia-forsker Rita, samt mange andre, byder Tales of Vesperia på et fantastisk bredt og visuelt interessant persongalleri.

Personernes interaktion vises kun sjældent i cut-scenes – i stedet vises personernes ansigter på skærmen i små kassen, imens de har deres dialog. Og der er masser af disse små dialoger – nu igen og hele tiden snakker de forskellige gruppemedlemmer sammen om alt mellem himmel og jord – hinanden, deres mission, deres private forhold eller hvad der ellers lige falder dem ind. Det er med til at bygge en stærk personlighed op om karaktererne og samtidig med til at give dem og hele gruppen man spiller med liv. Systemet fungerer forbløffende godt, selvom det er en lavteknologisk løsning i forhold til at anvende store animerede sekvenser.

Klassisk RPG med real time kamp
Tales spillene har altid haft real time kampsystemer – i hvert fald har Vesperias nærmeste forgængere, såsom Tales of the Abyss og et noget ældre Tales of Symphonia, anvendt et kampsystem af den type. Real time kampsystemet i Tales of Vesperia har fået den omfattende titel ”Evolved Flex-Range Linear Motion Battle System” af udviklerne. De forkorter hele den smøre med EFR-LMBS... værsgo at skylle!

Men hvad betyder det så? Jo det betyder real time actionbaseret kamp, hvor man som udgangspunkt bevæger den figur man styrer (op til fire karakterer kan være med i din gruppe af gangen) frem og tilbage af en låst akse eller linje - dvs. tættere på eller lige direkte væk fra den fjende, der er dit mål. Vi antager det er derfor kampsystemet hedder noget med ”Linear Motion”. Fjenderne kan angribes med traditionelle hug og slag med din karakters våben eller man kan anvende sin lagrede energi til mere potente blastia-baserede angreb.

Dog er bevægelse i kamp ikke udelukkende lineær – ved at holde en knap nede bliver fri bevægelse i 3D muligt. Der er desuden masser af facetter i kampsystemet, der med lidt træning gør det til et fantastisk underholdende og varierende system. Ting som ”fatal strikes”, ”burst artes” og ”over limit” er bare nogle af de mange muligheder dine karakterer har i kamp, når den rette situation byder sig – men det mest interessante ved kampsystemet er måske, at det kan foregå i multiplayer. Du kan have tre venner med (kun lokalt – desværre ikke online), der kan hoppe ind og tage kontrollen over hver deres karakter i kampene. De andre spillere kan ikke gøre noget mens spilleren styrer Yuri udenfor kamp, så selvom det er en sjov feature er det næppe en, der vil gøre Tales of Vesperia til årets store multiplayer hit – men sjovt det er det.

Langt de fleste fjender i spillet kan ses på forhånd i terrænet – enten i gangene / rummene i de dungeons eller bygninger, som man udforsker, eller gående frit rundt på det verdenskort, som man bevæger sig på mellem byerne. Man kan med andre ord forsøge at undgå dem. Render man ind i to monstre, der er meget tæt på hinanden på kortet, vil man komme til at slås med begge grupper på en gang. Det kalder udviklerne ”encounter linking” - vi kalder det ”skide irriterende”.

Som i stort set alle andre rollespil tjener karakterer, der er sejrrige i kamp erfaring og stiger løbende i level. Dette tjener dem Learning Points, som man kan købe nye færdigheder for. Færdigheder skal aktiveres ved at anvende Skill Points, som karakteren også får ved at stige i level. Det er egentlig et ret enkelt system, der dog fungerer ganske godt og giver spilleren fin kontrol over de forskellige karakterers udvikling uden at glide helt ud i et mikromanagements helvede.

Og for alle jer der elsker at samle ting og blande dem sammen, så er der et cooking-system med i spillet også. Madlavning er åbenbart noget man går temmelig meget op i japanske rollespil – så forbered dig på at du i Tales of Vesperia skal udvikle dine karakterer til mesterkokke ved at samle ingredienser og lave mad.

Spil en tegneserie
Et af de mest særprægede elementer ved Tales of Vesperia er unægteligt grafikken og den skal nok dele de danske gamere i to lejre. Ved hjælp af fantastisk flot og gennemført cel-shading har udviklerne nemlig formået at skabe en visuel stil, der mest af alt ligner en japansk tegnefilm. Fjenderne kan godt nok virke lidt for pussenussede til tider, men ser man bort fra det, så byder Tales of Vesperia på en fantastisk flot og stilren grafik – som man enten vil elske for den klassiske japanske anime-stil eller hade fordi den er så specielt og atypisk.

Omgivelserne i spillet er både varierede og farverige – i hvert fald når man bevæger sig rundt i bymiljøerne. På verdenskortet er det lidt småt med detaljer i terrænet og omgivelserne svinger kraftigt i kvalitet, når man bevæger sig rundt indenfor. Ofte er de indendørs omgivelser og omgivelserne rundt om kampområderne desværre lidt kedelige og ensformige at se på. Min absolut største klage over den tekniske udførsel er dog kameraet, der ikke kan drejes, når man er i byerne eller i en dungeon – okay det er en naturlig konsekvens af de tegneserieagtige miljøer, men det er altså svært at vænne sig til og det gør navigation mere besværlig.

Lydsiden i spillet er glimrende. En række gode stemmeskuespillere (brancheveteraner som f.eks. Troy Baker) giver karaktererne i spillet masser af liv og indlevelse. Musikken er for det meste ganske god – komplet med en rigtig JPOP intro leveret af den japanske sangerinde Bonnie Pink, men rigtig episk eller bevægende bliver musikken desværre aldrig, så vi når desværre ikke helt op på Final Fantasy niveau her. Bortset fra åbningsnummeret, så står Motoi Sakuraba for musikken – han har tidligere lavet musikken til en lang række japanske konsolrollespil, for eksempel Star Ocean serien, men også mange af de foregående Tales spil.

Det er slet ikke så dårligt at være Xbox 360-ejer og fan af japanske rollespil længere. Det var det i en lang periode, lige efter at konsollen udkom, men nu kommer de rigtig store og fede rollespil til Xbox 360 (eller de kommer i hvert fald først til konsollen – der er en ”forbedret” version af Tales of Vesperia på vej til PlayStation 3). Hvis du ikke skal tilbringe hele din sommer med det mindst lige så gode Star Ocean: The Last Hope, så er et andet sikkert bud på sommerunderholdning Tales of Vesperia – spillet har en gennemført visuel stil, et glimrende plot, underholdning i ugevis og masser af real time action. Der er godt nok enkelte små problemer eller irritationsmomenter her og der, men det burde ikke stoppe dig fra at investere i spillet, der virkelig slår fast at ”Tales of” serien sagtens kan måle sig med de andre store serier af konsolrollespil.

Gamesector Anbefaler

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).