Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 12+PEGI Bad LanguagePEGI SexPEGI Violence

Er man fan af traditionelle japanske konsolrollespil, så bør man eje en Nintendo DS. Spilfirmaerne er ved at falde over hinandens og ikke mindst deres egne ben for at sprøjte rollespil og remakes af klassiske rollespil ud til platformen. Et af de mange rollespil, der dumpede ind af GameSector’s brevsprække i løbet af foråret var SquareEnix’s Valkyrie Profile: Covenant of the Plume.
 

Taktisk rollespil fra tri-Ace

Udviklerne hos japanske tri-Ace er kendt for at lave klassiske rollespil – de har stået bag Star Ocean spillene til PlayStation og PlayStation 2 og de har senest høstet ganske positive anmeldelser af Xbox 360 rollespillet Infinite Undiscovery og ikke mindst Star Ocean: The Last Hope. De er måske knapt så kendte (på disse nordlige og baconduftende breddegrader) for rollespillene i Valkyrie Profile serien. I den serie har tri-Ace udviklet et Valkyrie Profile til PlayStation 1 (der kun udkom i Europa i en PSP version for et par år siden) og PlayStation 2 spillet Valkyrie Profile 2: Silmeria. Nu forsøger de sig så for første gang på Nintendo DS konsollen med et taktisk rollespil.
 
I spillet tager man rollen som den unge mand Wylfred. Wylfred lever et ganske idyllisk vikinge-liv med sin familie (hele spillets verden og setting er kraftigt inspireret af nordisk mytologi), indtil den dag hvor hans far, som det jo så ofte sker for vikinger, falder i kamp. Faderen sjæl bliver hentet af valkyrier, som efterlader en mystisk fjer, Destiny Plume, der ender i Wylfreds varetægt. Uden forsørger går hans familie hurtigt i opløsning – moderen bliver sindssyg, søsteren sulter ihjel og Wylfred selv sværger hævn over de valkyrier, som han anser for at være grunden til familiens nød og elendighed.

Wylfred drager derforud i verden i søgen efter arbejde som lejesvend, men han er i realiteten drevet af sit ønske og søgen efter hævn over valkyrierne. Det er en interessant hovedperson, der selvom han måske ikke er direkte ond, så er drevet af motiver, man vist roligt kan stille moralske spørgsmålstegn ved. Undervejs igennem spillet er der masser af valg som spilleren skal træffe og der er godt medmuligheder for at forfølge onde eller gode løsninger på spillets dilemmaer. Man skal dog passe på, at man ikke giver for meget slip, for det kan resultere i at Freja i egen person dukker op i spillet og river Wylfred med sig, hvorefter spillet slutter.

I sin grundkerne er Covenant of the Plume et taktisk rollespil. Det vil sige, at alle de klassiske rollespileelementer, såsom levels og experience er bibeholdt i spillet, men at kampene foregår på kort, hvor man skal bevæge sine karakterer rundt for at forsøge at opnå de bedst tænkelige fordele offensivt og defensivt. Denne niche af rollespilsgenren har vundet stor popularitet de seneste par år og med spil som Covenant of the Plume er det let at se hvorfor de er så populære.

Kampene kræver ganske god brug af dine karakterer og terrænet hvis man skal vinde. Langt de fleste angreb giver nemlig ikke ret meget skade på egen hånd – derfor gælder det om at koordinere angreb mellem to eller flere karakterer for at oparbejde bedre og mere skadelige comboer. Det lyder måske meget enkelt, men når man kun har fire karakterer med i kampen, så skal man passe på at man ikke selv bliver offer for fjendens angreb, og deres comboer, imens. Heldigvis (eller desværre alt efter hvordan man ser på det), så er de computerstyrede fjender ikke alt for kloge. Faktisk er de ofte lidt for passive og står nogle gange og glor ud i luften i stedet for at angribe. Det er naturligvis lidt irriterende at fjenderne virker ligeglade og apatiske, men det hjælper med til at holde Covenant of the Plume’s sværhedsgrad på et overkommeligt niveau.

Er Wylfred presset i kamp kan han gribe til den magiske Destiny Plume, der fungerer som et kraftigt magisk våben – dog med den hage, at det suger livskraften ud af en af Wylfreds følgesvende. Så vil man have et stærkt magisk angreb, der muligvis kan afgøre en svær kamp, så må man betale med en karakters liv. Men det er langt fra det eneste moralske dilemma Wylfred stilles i. Undervejs igennem spillet vil de valg man tager, forme den skæbne Wylfred går i møde – der er både gode og dårlige slutninger på spillet, men da spillet kan gennemføres på under 15 timer, er der rig mulighed for at spille det igennem igen og igen og prøve de forskellige slutninger af. Man kan endda starte forfra med alle de ting, færdigheder og egenskaber man har optjent til Wylfred – hvilket gør anden og tredje tur igennem spillet noget lettere.
 
Mens historien og selve gameplayet i Covenant of the Plume er glimrende, så skuffer spillet en smule når snakken falder på den tekniske udførsel. Grafikken er alt for gnidret og ofte for mørk og kedelig. Omgivelserne er ikke voldsomt spændende at se på og der er stort set ikke gjort nogen form for praktisk brug af den øverste skærm – den virker næsten som om den er blevet glemt og først opdaget i sidste sekund, hvorefter udviklerne kylede lidt indhold og grafik derop. Den erfarne anime- og computerspils komponist Motoi Sakuraba har lavet musikken til spillet og den er ganske god – men resten af lydsporet er ret tamt. Der er en decideret mangel på stemmeskuespil og lydeffekterne er alt for ensformige.
 
Heldigvis er Covenant of the Plumes historie så stærk og hovedpersonens egne motiver så interessante, at man kan se bort fra eventuelle tekniske problemer og nyde spillet for hvad det er – en medrivende fortælling om hævn med en hovedperson, der til trods for onde og bestialske motiver stadig kan reddes, hvis spilleren ellers træffer de rigtige valg. Covenant of the Plume er måske ikke sådan et ”must have” spil, der vil få tusinder til at flokkes til spilbutikkerne, men for fans af genren og samlere er der masser at komme efter.

Om Maiken Schou