Score: 5
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 3+

Japanske computerspil er nu engang bare sære. Det er nærmest en lovmæssighed i spilbranchen. Nogle er mere sære end andre naturligvis, men et spil som Minon: Everyday Hero (også kendt som Mr. D. Goes to Town eller Go! Go! Minon i det store udland) er et glanseksempel på hvor sære, mærkelige og mystiske spil fra østen kan være...

Hvad fanden var de på?

Mr. D. Goes to Town, eller Minon: Everyday Hero, som spillet hedder i Europa, er udviklet af japanske Red Entertainment og det lyser med det samme ud af spillet, at udviklerne har anstrengt sig for at lave et anderledes spil – både hvad angår visuel stil og gameplay. Måske har de anstrengt sig så meget, at de har har været nødsaget til at tage diverse bevidsthedsudvidende stoffer undervejs. Glem jeg skrev ”måske” - de har taget skidtet i kilovis.

Grundlæggende er Everyday Hero en form for puzzlespil. Man spiller en gul superhelt, der belejligt dukker op for at løse hverdagsproblemer for nogle stærkt fortegnede japanere. Et barns ballon fanget i et træ, en golfbold, der ikke rullede den sidste millimeter ned i hullet og en far, der ikke kan nå at tage telefonen, når et stort quizshow ringer til ham og så videre. Det er problemer i den størrelsesorden Everyday Hero dukker op og hjælper med.

Hver bane har en kort (og meget grim) introduktionsfilm, der viser hvilket nyt problem vores superhelt skal løse. Derefter starter banen og det er her spillet bliver rigtig syret. Man styrer superhelten Minon (det antager vi han hedder), der løber rundt på rækker af ting, der vælter ligesom dominobrikker, når han løber hen over dem. Ja det er lige så sært som det lyder. På første bane er det træer og buer i en park, der vælter ind i hinanden og på anden bane er det græsstrå på en golfbane, mens det på tredje bane er højhuse. Det gælder om at navigere rundt på banen ved at skifte retning hen imod det objektiv man har – men idet Minon kun kan løbe fremad og idet rækkerne af ting han løber på slanger sig rundt i terrænet, kan den mest åbenlyse vej mod målet godt vise sig faktisk at føre i en hel anden retning.

Det er et sært koncept, der på første bane faktisk virker ret morsomt. Men det går hurtigt over, idet der faktisk slet ikke er så meget spil i det, som man skulle forvente. Minon løber nemlig selv fremad, så det eneste man kan gøre er at forsøge at ændre retning, når vejen deler sig eller forsøge at nå alle banens snørklede veje rundt, så man kan finde alle power-ups eller hemmelige bonusdimser. På de fleste ruter mangler der ”dominobrikker”, så dem skal spilleren placere med sin Wiimote – når Minon frem til et sted hvor ruten ender, står han og vakler indtil man får placeret nye brikker eller han skvatter ned og så er det game over. Ved at placere dominobrikker har man minimal kontrol over hvilken retning Minon skal i, idet de rækker af brikker man placerer enten kan være lige, eller drejede til højre og venstre – så man kan manøvrere lidt rundt med ham, men der skal være plads til alle de brikker man vil placere og har han ikke energi nok, kan man slet ikke placere nye brikker.
 
For at gør alting værre, så er der steder på hver bane, der automatisk transporterer Minon til et andet sted på banen. Idet det kan være svært at forudse hvornår den vej Minon bevæger sig af leder ind til disse transport-steder, ender de hurtigt med at være rasende irriterende, fordi man totalt mister overblikket, når man render på dem ved et uheld og *vupti* pludselig befinder sig tilbage ved banens start... og ja spillet er på tid, hvilket ikke gør irritationen over at starte forfra mindre.
 
Jeg ved ikke hvad de var på da de hos Red Entertainment fandt på det her gameplay, men jeg vil vædde med at deres crack-pibe var rødglødende efter hvert eneste møde. Det er den eneste naturligvis forklaring. Sjovt nok er spillet rent faktisk en efterfølger til det japanske PlayStation 1 spil ”No One Can Stop Mr. Domino!" (den fantastiske titel opnåede en flot 11. plads på GameRevolutions liste over verdens dårligste spiltitler). Forgængeren udkom i Japan i 1998 – det nåede faktisk også til Europa i 1999 takket være Acclaim, så måske er det med domino og superhelte helt almindeligt i Japan?

Visuelt ligner Everyday Hero en grimt tegnet tegneserie. Figurerne er enkle og fortegnede og den visuelle stil leder hurtigt tankerne hen på andre ærke-typiske japanske udgivelser som Gitaroo Man og Katamari spillene. Under alle omstændigheder er grafikken rar og farverig – men køn, det er den ikke. Lydsporet er enkelt med nogle af spilhistoriens med irriterende lydeffekter.

Minon: Everyday Hero er en skæv størrelse, der er sjov i en lille halv times tid eller to. Derefter er man med garanti kørt sur i det ensformige koncept og man er sikkert også træt af spillets alt for simple multiplayer udfordringer og uigennemskuelige baner. Køb det kun, hvis du har en ualmindelig trang til at samle på skæve computerspil fra sushiens hjemland.

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).