Klonoa

Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 3+

Helt tilbage i det herrens år 1997 udkom det første Klonoa spil til den gode gamle PlayStation. Det var dengang Namco bare hed Namco og ikke Namco Bandai og dengang der ikke var behov for at sætte et nummer efter PlayStation. Ak ja... det var simplere tider. Nu har Namco Bandai så genoplivet det gamle spil og lavet en opdateret udgave til Nintendo Wii – og det er faktisk forbløffede godt.

Genfødt klassiker

Både det gamle PlayStation 1 spil og det nye remake til Nintendo Wii hedder det samme, bortset fra at undertitlen ”Door to Phantomile” er droppet i remaket - her i Europa i hvert fald. Spillet er præcis som det originale spil, et semi-3D platformspil. Spillet lever helt op til alle de gode gamle konventioner, som man kan komme i tanke om i platformgenren og er man en fan af rigtig traditionelle platformere, så er dette lige det spil man skal fordrive sommeren med.
 
Man spiller naturligvis Klonoa – en frejdig lille knægt, der bor med sin bedstefar i byen Breezegale. En nat drømmer Klonoa om et mystisk luftskib, der styrter ned på en nærtliggende bjergtop. Næste morgen kan han huske drømmen meget tydeligt og det viser sig at være yderst usædvanligt for indbyggerne i Breezegale, der normalt drømmer om det mytiske land Phantomile, som de så glemmer alt om om morgenen. Da der kort tid efter så rent faktisk styrter et luftskib ned på bjerget drager Klonoa og hans lille alfe-kugle-agtige ven Hewpoe af sted til bjerget. Det kunne lyde som optakten til et rollespil – men det er faktisk forhistorien til et ganske traditionelt, men solidt designet, platformspil.

Som i almindelige 2D platformspil er missionen på hver bane at få Klonoa navigeret sikkert langs stier og platforme til banens slutning. Undervejs er der fjender, som skal besejres eller passeres, fælder, huller m.v. og hoppe over og en række forskellige genstande, der kan hjælpe Klonoas videre færd – for eksempel blæsere, der sender ham højt op i luften, så han kan nå ellers svært tilgængelige platforme. Det er meget traditionelt, men der hvor spillet formår at skille sig ud fra andre platformere er i den geniale brug af kameraet og omgivelserne.

Omgivelserne i Klonoa er nemlig flere steder beskrevet som ”2½D” – det vil sige at spillet er i en gråzone mellem 2D og 3D. I realiteten kan Klonoa kun bevæge sig frem og tilbage af den platform han står på (han kan naturligvis også hoppe), men med at lade platformen sno sig, for eksempel rundt om en bygning eller bevæge sig ind og ud mellem genstande i omgivelserne og samtidig lade kameraet følge Klonoa, når han bevæger sig, så skabes en fornemmelse af dybde i spillets baggrunde. Omgivelserne er nemlig i 3D, således at Klonoa faktisk kan interagere med objekter, der befinder sig foran eller bagved den platform, som han bevæger sig på, selvom han ikke selv kan bevæge sig i dybden.

Spillets action er ret traditionel – med sin magiske ring kan Klonoa skyde med vind – rammer han en fjende, kan han samle den op og bære den rundt over hovedet (*host* Super Mario Bros. 2 *host*) og smide med den efter andre fjender eller anvende den til at lave et dobbelt hop. Enkelt, men ganske velfungerende. Dertil kommer en række bosskampe, der sædvanen tro i denne genre altid handler om at regne ud hvordan bossen er sårbar og så ellers bare gentage proceduren for at skade bossen indtil den (eller Klonoa) er død.

Visuelt stråler Klonoa virkelig på Nintendo Wii. Spillet har fået en seriøs grafisk overhaling. Banernes baggrunde er farverige samt både flot og meget varieret designet og Klonoa selv bevæger sig flydende og hurtigt gennem omgivelserne. Fjenderne er på en gang nuttede, men samtidig farlige og sammen med de afdæmpede og farverige baggrunde er de med til at gøre spillet lidt ”nuttet” at se på – det er bestemt ikke ment som en kritik, for Klonoa er et spil for alle – også voksne og gamle mavesure anmeldernisser, som undertegnede, der kan huske originalen.

Det originale Klonoa fil masser af ros, da det udkom i 1997. Nu er det så udkommet i en ny og visuelt forbedret udgave, med et par ekstra features smidt med for god ordens skyld, men det fortjener at få gentaget alle de rosende ord fra dengang. Gameplayet holder overraskende nok stadig, for den nye udgave af Klonoa er præcis lige så veldesignet og underholdende platforms-sjov, som jeg husker, at originalen var. Et solidt køb, der kan og vil underholdende hele familien.

Gamesector Anbefaler

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).