Da Space Invaders udkom tilbage i 1978, blev det så populært, at den japanske regering måtte øge produktionen af de mønter, man anvendte for at kunne spille spillet. Dette siger en hel del om dets popularitet, og Backbone Entertainment giver dig nu muligheden for at opleve en af de største arcadeklassikere gennem tiderne – men i en fuldstændig ekstrem udgave.
Hvor er skjoldet?
I det efterhånden 31 år gamle Space Invaders styrede man et rumskib med laserkanon i bunden af skærmen. Rækker af fjendtlige rumvæsener bevægede sig i taktfaste mønstre ned mod dig og fyrede engang imellem et skud af. Indimellem dukkede et rumskib op i toppen af skærmen, og ramte man dette, gav det ekstra mange points. Var man i fare, kunne man smutte ind under nogle skjolde, som dog langsomt men sikkert blev nedskudt af fjendens kugler. Et uhyre simpelt gameplay, som meget hurtigt vandt en kæmpestor fanskare verden over. Spillet havde en forholdsvis høj sværhedsgrad, krævede uhyre god timing, og det var kun de allerbedste spillere, der kunne gennemføre mere end blot de første par baner.
Sidenhen er et enormt antal efterfølgere og kloner udgivet, og spillet må som sådan betragtes som et af de mest populære og gengivede gennem tiden. Nu udgiver Backbone Entertainment så en mildt sagt ekstremt opdateret version af den simple originaltitel, og hvilken opdatering!
Det første, man bemærker i Space Invaders Extreme, er, at skjoldene er væk, og der er fri adgang for fjendens kugler. Det føles lidt nøgent i starten, men bortset fra det er det grundlæggende gameplay stort set identisk med gameplayet fra 1978-versionen. Fjenderne bevæger sig stadig taktfast nedad, og et enkelt skud er nok til at dræbe de fleste. Rumskibe dukker stadig op i toppen fra tid til anden, men herfra hører al sammenlignelighed så også op.
Extreme make-over
Powerups er blot et blandt mange nye tiltag i Space Invaders Extreme. Ved at samle enten blå, røde eller grønne firkanter op, belønnes du med enten Laser, Bomb eller Broad Shot, hvilket gør spillet en hel del nemmere. Foruden disse våben kan du endvidere samle grå firkanter op, hvilket beskytter dig med et skjold.
Powerups gælder kun i en kort stund, men ved at holde RB eller LB inde, kan man spare på dem og i stedet bruge sine almindelige skud. Det virker helt forrygende og er et vigtigt taktisk element for at kunne klare de sværeste passager i spillet. Og svære passager er der en hel del af gennem spillet 5 levels. Sværhedsgraden er ikke helt så høj som det originale spil, men den er stadig meget høj og en stor udfordring for de fleste. Især hvis man går efter alle spillets 200 achievement point, som kræver både dygtighed og held.
Fjenderne har forskellige farver (hovedsageligt blå, rød og grøn), og ved at skyde eks. 4 grønne og dernæst 4 røde, fremkommer et specielt rumskib i toppen, og rammer man dette, begynder et minispil, hvor man på tid eks. skal skyde 15 fjender, der ofte bevæger sig i meget uforudsigelige mønstre. Klarer man denne udfordring belønnes man i kort tid med et ekstremt kraftigt våben, som skyder alt ned, og derudover er der i denne periode mulighed for at score ekstra mange points. Foruden disse minigames, kan man også udløse et lykkehjul (ved at skyde det gule rumskib), og her kan man, foruden at trække en nitte, vinde bl.a. ekstra points, ekstra liv, fryse fjenderne eller sågar starte et af føromtalte minigames.
I slutningen af hver level skal du kæmpe mod en boss. Disse bliver naturligvis sværere og sværere, men de udgør dog ikke den sværeste del af spillet, som må siges at være de sidste 2 af de 5 levels, hvor man skal være 100% opmærksom konstant.
Spillet indeholder en hel række andre features, jeg endnu ikke har nævnt, blandt en masse forskellige fjendetyper, og disse mange små lækre detaljer, er, hvad der gør Space Invaders Extreme fænomenalt i forhold til 1978-versionen.
Multiplayer – med eller mod
Endnu et nyt tiltag er muligheden for at spille multiplayer. Hele spillet kan gennemføres i co-op med op til 4 spillere, og der er mulighed for at gennemføre det såvel lokalt som via Xbox Live. Man spiller simpelthen med hvert sit rumskib i bunden af skærmen, og det fungerer virkelig godt. I co-op deler man en pulje på op til 5 liv, og at gennemføre spillet i co-op mode er bestemt ikke nemt, da man, modsat i singleplayer, ikke kan begynde forfra på en level men skal starte helt fra level 1, når alle liv er opbrugt. Dette bevirker naturligvis, at det er en ekstra stor tilfredsstillelse, når det endelig lykkes at gennemgøre.
Foruden co-op indeholder spillet et par versus modes, Survivor og Score Attack, som desværre ikke er helt så vellykkede som singleplayer- eller co-op-delen.
Lydmæssigt er Space Invaders Extreme fyldt med hårdtpumpende musik, der er med til at holde adrenalinet i kog, og lydeffekterne er uhyre vellykkede og naturligvis inspireret af originalen.
Grafisk set er Space Invaders Extreme også ganske velllykket. De bevægelige objekter er meget tro mod den monocrome, grønne originalgrafik men der er dog tilføjet et par farver mere på de pixelerede fjender. Baggrunden er lettere psykedelisk, så det er ikke overraskende, at det er C64-legenden Jeff Minter, der står bag.
Bravo
Space Invaders Extreme er langt bedre end sin forfader fra 1978. På alle områder er spillet blevet forbedret, og selv retro-nørder (mig selv inkluderet) må anerkende den uhyre vellykkede opgradering af spillet. Der er ingen tvivl om, at udviklerne har vist stor respekt for originalmaterialet, men det er især det heftige og tempofyldte gameplay, man glædes ved, og Space Invaders Extreme er helt klart den bedste arcade-opgradering på Xbox Live Arcade siden Pac-Man Championship Edition






