Hvem ville have troet at det klassiske hit Bionic Commando nogen sinde ville få en efterfølger? Hvis du var en af dem, ja så blev du bestemt ikke skuffet. Der er kommet en efterfølger, men leverer det varen? Spencer er atter engang protagonisten med den mekaniske arm, og det gameplay der gjorde det originale spil så populært er nu overført til en tredimensionel verden, og som en anden Tarzan har denne anmelder svunget sig selv rundt i en atomødelagt by kaldet Ascension City med fryd og (jubel)skrig.
Tarzan skriget…
Spencer er tilbage, men han har siddet i fængsel de sidste 10 år, hans kone er væk, han mangler sin super arm, og hele hans verden er ramlet sammen. Men så bliver han sat fri, han får sin arm tilbage, og skal atter engang ud og arbejde for regeringen. Hans mission består i at undersøge det atomangreb der hærgede Ascension City, og stoppe personerne bag. Historien er bestemt ikke fængende, ergo denne nedkogte version af plottet. Der er mange klichér, men den holder da gameplayet kørende nogenlunde.
Gameplayet i spillet er bygget omkring Spencers mekaniske arm. Den udskyder en line der kan fastgøre sig til stort set alle overflader. Spencer kan herefter svinge sig rundt i verdenen med lethed, eller rulle linen ind (zippe) og flyve direkte til den overflade linen er fæstnet til. Når man først lærer hvordan det fungerer, kan man komme fra A til B på ingen tid. Ligeledes bruges armen i de forskellige kamp situationer, og Spencer får i løbet af spillet flere forskellige færdigheder som kan benyttes til at eliminere fjender på interessante måder. Udover sin arm kan Spencer bære et våben i sin anden hånd, samt have et på ryggen, det primære våben er hans pistol, en utrolig kedelig lille dims der mest af alt lyder som en sømpistol i børnestørrelse. Det er et paradoks hvorfor udviklerne ikke har gjort mere ud af de forskellige våben. Der er simpelthen ikke noget slag i dem, og i mange situationer føler man sig underlegen, især i begyndelsen da ens arm ikke kan så mange ting.
Der er noget helt specielt ved Bionic Commando, spillet leverer til tider utroligt tilfredsstillende gameplay, men andre gange kan man ikke lade være med at undre sig over hvorfor udviklerne har valgt at designe præcis den del af spillet på præcis den måde. Man får et indtryk af at spillet har en åben verden og at man kan svinge sig hen hvor man vil, det er langt fra tilfældet. Det er en utrolig lineær oplevelse man får serveret, og der er som regel kun én vej fremad, den vej kan være underholdende, men man føler sig lidt indespærret. Det er ikke et problem hvis et spil er lineært, det skal bare vise det fra starten, og tempoet skal derfor også være tilpasset derefter. Spillet er befængt af irriterende loading sekvenser, og de indtræffer cirka hvert 5-10 minut, alt afhængig af hvor hurtigt man gennemfører en sektion. Man kan altid se når spillet skal til at loade, fx når man når til en mørk tunnel. Det er alt for tydeligt, og det gør at de forskellige sektioner i spillet ikke hænger ordentligt sammen, og den lineære følelse man havde fået bliver ødelagt af et ustabilt tempo.
Spillets lineære oplevelse bliver forstærket af den stråling som er i byen efter atomangrebet. Med stråling mener jeg blå skyer, og blåt slim på visse bygninger og gader. Kommer man uheldigvis til at svinge ind i disse områder, dør man på få sekunder. Det er i virkeligheden bare en barriere der er opsat fordi verdenen ikke er komplet åben, og de forskellige sektioner er meget specifikt designet. Det er en okay måde at tilbageholde spilleren, men ofte er det et direkte irritationsmoment.
Endnu en irritation er de reklamer man finder inde i spillet, fx fra Pepsi og andre store firmaer. Det ødelægger indlevelsen, og da verdenen i spillet i forvejen er fiktion, så virker det utroligt malplaceret. Det har sikkert betalt en stor del af spillets udvikling, og det er måske en nødvendig pris at betale som forbruger, men det behøver ikke være så tydeligt.
Grafisk er spillet ganske imponerende, de forskellige områder er flot designede, og man kan mærke at udviklerne har haft fokus på at man skal kunne svinge sig rundt med sin arm. Det eneste man måske kan sætte fingeren på er spillets overdrevne brug af depth of field, det der er i baggrunden bliver sløret i forhold til forgrunden, det skifter konstant alt afhængigt at hvor man kigger hen, og i sidste ende vil man helst bare kunne slå det fra.
Bionic Commando er ofte meget underholdende, især når man skal nedkæmpe de forskellige boss’er. Men alt i alt kunne spillet godt have brugt noget mere finpudsning, tempoet er ustabilt og verdenen er meget indelukket på trods af at den giver et andet indtryk til at starte med. Multiplayer delen er ligeledes middelmådig, de samme elementer fra singleplayer er implementeret, men den mekaniske arm er nedgraderet og mere fokus er lagt på våbnene, men de er som nævnt tidligere ikke så interessante at bruge. Bionic Commando er lidt ligesom en god action blockbuster film om sommeren, den var underholdende den tid man sad i biografen, men så heller ikke mere.
Loading ...
