Der er kommet fem spil i Suikoden-serien til hhv. PlayStation og PlayStation 2. Spillene har måske ikke fået det helt store kommercielle gennembrud her i Europa og flere af de spin-off titler serien har affødt, er aldrig nået frem til disse breddegrader. Men det skal der laves op på nu, for Konami har bragt det første Suikoden spil til Nintendo DS til lille dannevang og det er ganske godt!
Klassisk rollespil frem for taktik
De ”almindelige” Suikoden rollespil har altid været kendt for at være store og imponerende taktiske rollespil, hvor spilleren skulle samle hele 108 forskellige karakterer og lede dem i kamp (for at gøre en lang historie kort er det en reference til 108 stjerner i den kinesiske roman Shui Hu Zhuan). Det har, til trods for skiftende historier og verdener, altid været den røde tråd igennem de fem Suikoden spil. Det er det delvist også i Suikoden Tierkreis – dog med den markante afvigelse, at Nintendo DS spillet faktisk er et helt normalt og ganske traditionelt japansk konsolrollespil (dog stadig med 108 mulige karakterer).
Spillet starter i landsbyen Citro, hvor man tager kontrol med spillets hovedperson – en ung eventyrlysten dreng, der netop har gennemført sin træning som kriger og står overfor sin første rigtige styrkeprøve i vildmarken, der er plaget af diverse typer af monstre og andet kravl, som står i kø for at få tæsk og afgive deres skatte. For endnu en gang at gøre en lang historie kort, så går der ikke længe før spilleren må forlade landsbyen sammen med sine venner for at opsøge de 108 helte, der, når de er samlet, skal besejre lederen af sekten The Order of One True Way, der går under navnet The One King. Sekten forsøger at overtage verden og har en naglefast tro på at fremtiden allerede er fast defineret.
Plottet er, selvom det måske lyder banalt, ganske fint. Det er ved første øjekast et ganske traditionelt ”red verden” plot, som efterhånden er reglen frem for undtagelsen i japanske rollespil, men det enorme persongalleri og den ganske detaljerede spilverden sikrer en solid spiloplevelse og efterhånden som spillet skrider frem kommer der et par gode overraskelser og twists i handlingen.
Som i alle andre rollespil veksler gameplayet i Tierkreis (der er tysk og betyder ”dyrekreds” – dvs. stjernetegn… ja, jeg slog det op) mellem samtale og lidt handel med lokale i diverse landsbyer og lange actionfyldte eventyr ud i det store vildnis, hvor der gemmer sig masser af fjender, skatte og uudforskede huler. Det er traditionelt, helt ned til måden hvorpå hver af de fire karakterer, som man tager med i kamp tjener experience efter kampene og løbende stiger i level, og derved bliver sejere i kamp, når de har tjent nok.
Gameplayet krydres ganske fint med enkelte minispil her og der – de dukker heldigvis op med så spredte mellemrum, at de fungerer godt som adspredelse og ikke som irriterende gentagelser eller påtvungne afbræk fra spillets plot.
Der er en smule taktik i kampene, idet karaktererne anvender forskellige våbentyper, hvoraf nogle kan anvendes fra første og andet geled, mens andre kun fungerer fra enten forreste eller bagerste geled. Våbentyperne har desuden forskellige effekt mod fjenderne, der hver især er svage over for bestemte typer af angreb. Man kan før kampene arrangere sin gruppe, som man vil have de skal stå i kampene – der er kun seks mulige pladser til de fire karakterer man kan have med, så det er ikke ligefrem raketvidenskab. Dog kan karakterer anvende forskellige typer af co-operative angreb, hvis de er placeret rigtigt.
Kampene er de klassiske trækbaserede rollespilskampe, som man kender fra andre japanske rollespilsserier, f.eks. Final Fantasy. Altså ikke noget med store taktiske kampe, på kort sindrigt inddelt i felter, hvor man rykker rundt på enhederne her. I stedet får man et hurtigt og let tilgængeligt kampsystem, hvor venner og fjender skiftes til at udføre angreb eller anvende genstande fra deres rygsæk alt efter hvor hurtige de er. Orker man ikke gang efter gang at give ordrer til alle karakterene i sin gruppe, hver gang man render ind i et monster (og det gør man tit), så er der heldigvis en auto-kamp funktion, der fungerer upåklageligt til almindelige træfninger. Den kan dog næppe anbefales til større og mere krævende kampe som f.eks. kamp mod de obligatoriske bosses.
Selvom Tierkreis måske ikke er det mest nyskabende rollespil udgivet til Nintendo DS, så skal spillet alligevel have en masse ros for et fantastisk flot spildesign. Spillet er, som man måske kunne forstille sig med 108 mulige karakterer, gigantisk og er nok et af de største og mest stilrene rollespil til konsollen. Det er ikke kun persongalleriet, der imponerer med sin størrelse og diversitet – det gør spillets store verden også, selvom den kan blive en smule anstrengende at udforske på grunde af den helt enorme mængde at ”random encounters” med montre, der bliver ved med dukke op. Ikke nok med at spillet er enormt – det er også ufatteligt smukt.
Grafisk er Tierkreis et ganske imponerende spil. Den nederste skærm viser spillerens omgivelser eller et kort, som man kan bevæge sig rundt på alt efter hvor man befinder sig. Den øverste skærm viser status for de fire medlemmer man har i gruppen og flotte idylliske oversigtsbilleder. Menuer, kamp og bevægelser styres alt sammen med stylus-pennen på den nederste skærm og det fungerer ganske fint (dog kunne menuerne godt gøres en smule mere pædagogiske). Musikken i spillet er lavet af bl.a. Masaharu Iwata og den tidligere Capcom komponist Yoshino Aoki og de har gjort et forrygende stykke arbejde. Spillets musik er både episk og medrivende – præcis som den bør være i et rigtig godt rollespil, der til tider er morsomt og til tider sørgeligt. Stemmeskuespillet er desværre mest sørgeligt – den smule der er, er absolut ikke værd at skrive hjem om.
Samlet set er Tierkreis et stort, fantastisk gribende og samtidig forbløffende traditionelt rollespil. Det er måske ikke lige det spil, som fans af de originale Suikoden spil vil falde for, for spillet har bevæget sig et stykke væk fra den klassiske Suikoden-formel. Men alle andre fans af traditionelle konsolrollespil vil elske Tierkreis – det er et gigantisk spil, med nogle fine twists i plottet og et gigantisk persongalleri, der kan tage pusten fra selv de mest ihærdige rollespillere. Og så er det oven i købet smukt. Godt gået Konami!
Loading ...
