Score: 8
Xbox Live Arcade
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 3+

10 fede Ferrarier, en kvinde, der vil tilfredsstilles om og om igen og tempofyldt musik med fuld skrue er hovedingredienserne i SEGA seneste udspil på Xbox Live Arcade-fronten. Outrun Online Arcade bygger videre på den velkendte og populære arcade-racerserie, og der er ingen grund til at holde sig væk, for Outrun Online Arcade er en af årets bedste arcadetitler.

En gammel traver

Det første Outrun-spil udkom som arcademaskine tilbage i 1986 og blev hurtigt en kæmpesucces. Spillet var rent teknisk revolutionerende på mange måder. Spilleren sad fysisk placeret i en maskine, som bevægede sig, og man styrede med et rat med force feedback, der var gearstang samt fodpedaler til speeder og bremse. Derudover satte grafikken også nye standarder for bilspil, og musikken kan de fleste, der spillede Outrun i 80erne, stadig nynne med på.

Siden da er en række efterfølgere udgivet, det seneste i rækken og nr. 8 i serien er 3 år gammelt, Outrun 2006: Coast 2 Coast, og det er da også dette spil, Outrun Online Arcade ligner mest. Faktisk er banerne stort set en tro (men grafisk optimeret) kopi af de 15 baner i Coast 2 Coast. Nu skulle man så tro, at man da lige så godt kunne købe forgængeren til den gamle Xbox, men der er heldigvis sket en hel del siden da.

Grundlæggende er gameplayet dog det samme, du styrer en af 10 Ferrarier og kan vælge mellem automatgear eller manuelt gear. Ruten består af 5 checkpoints. Ved hvert checkpoint skal du vælge, om du vil tage banen til højre eller til venstre, og spillet består således af i alt 15 forskellige baner. Vejen er fyldt med biler, og det gælder om at komme i mål så hurtigt som muligt, og inden tiden løber ud. Dette er det velkendte og traditionelle Outrun-gameplay, som vi kender fra alle iterationer i serien. Det fungerer glimrende, styringen er helt traditionel for et bilspil men føles virkelig god for en arcade-titel, og det er sjovt at drifte rundt i de skarpe sving.

Nye tiltag

Spillet indeholder leaderboards for alle destinationer, og derudover leaderboards for de nye game modes. Her er især Heart Attack-mode lidt anderledes end blot det at køre ræs. Man kører på samme måde som i Outrun-mode men kvinden, som sidder ved din side som passager, er vanskelig og stiller hele tiden nye krav, og man skal virkelig strenge sig an for at tilfredsstille hende. Eksempelvis skal man overhale et vist antal biler på et bestemt stykke af ruten, man skal drifte på markederede områder på banen eller sågar ramme en række spøgelser, som pludselig dukker frem på banen. Alt dette er sjovt og en glimrende ingrediens i en ellers i forvejen velfungerende cocktail.

Time Attack-mode er en anden game mode, der dog kun ligger en smule uden for den traditionelle Outrun-mode. Man kan vælge enten en standard-rute, der består af 5 baner, eller man kan vælge ”Time Attack Mode 15 cont. Course”, hvor man skal igennem alle spillets 15 baner. Her skal man således køre på tid, og det er især spillets achievements, der giver denne game mode ekstra lang levetid. Udviklerne har nemlig været så ondskabsfulde, at man, for at klare de sværeste achievements, skal køre stort set fejlfrit gennem hele ruten, hvilket for undertegnede krævede mindst 75 forsøg, men glæder var til gengæld også så meget større, da det endelig lykkedes. Leaderboards, der muliggør sammenligning med dine online-venner forlænger også især denne game mode.

Det er naturligvis også muligt at køre online mod dine venner. Op til 6 spillere kan deltage i et løb, og man har mulighed for at slå kollisioner fra og derudover vælge, hvilken rute, man skal køre. Online-delen afvikles stort set lagfrit og fungerer overordnet set glimrende.

Et teknisk løft

Grafikken i Outrun Online Arcade ligner meget forgængeren Coast 2 Coast men er naturligvis optimeret til Xbox 360. Der er stadig rigtig meget retro over den grafiske stil, men detaljegraden er høj og forbavsende flot for en arcade-titel. Spillet afvikles fuldstændigt flydende, og gode og velfungerende in-game menuer gør, at spillet er nemt og hurtigt at navigere rundt i.

Outrun har altid været kendt for sin virkelig gode musik, og de velkendte toner fra forgængerne er da også med igen. De fungerer utroligt godt, tempoet er højt og kompositionerne passer perfekt til at køre ræs til.

Vroom…

Outrun Online Arcade er et glimrende alternativ til de dyrere retail-titler inden for arcaderacer-genren. Til 72 kr. kan man ikke klage over prisen, og foruden de traditionelle game modes er spillet nu udstyret med online-løb og leaderboards. Grafikken er af høj klasse og den velkendte og tempofyldte musik sidder lige i skabet. Der er masser af spilletid for pengene, og går man efter spillets achievements, kan man godt forvente ekstra mange timer med både frustrationer og fornøjelig underholdning.

Det eneste, man kunne ønske, var langt flere baner, men alt i alt kan Outrun Online Arcade kraftigt anbefales og er helt klart en af årets bedste arcade-titler.

Gamesector Anbefaler

Om Thomas Heine Bech

Thomas har været spilanmelder på Gamesector siden 2007 og anmelder for det meste spil til Xbox One. De foretrukne genrer er sport, bilspil, adventure, puzzle, platform, action og RPG (tja, det er vel næsten det hele), men hjertet banker især for de gamle 80'er-klassikere. Favoritspil på Xbox-konsollerne: Rayman Origins, Plants vs. Zombies, Tom Clancy's G.R.A.W., Pure, Game Room, Scramble, Limbo, Braid, Trials HD, Just Cause, Burnout Revenge, Raiden Fighters Aces og Pinball Hall of Fame: The Williams Collection.