Chronicles of Riddick: Escape from Butcher Bay var blandt de store overraskelser i 2004. Det kom lidt ud af intet og leverede i høj grad varen, selvom det var baseret på en film – noget der ellers kan få de fleste anmeldere til at slå korsets tegn. Der er gået fem år, og selvom der ikke lige er nogen ny Riddick-film på trapperne, er Starbreeze og Vin Diesel klar med næste krønike om Richard B. Riddick.
2-i-1
Ja rent faktisk er de klar med både et remake af Butcher Bay og det helt nye Assault on Dark Athena, for begge dele ligger på denne udgivelse. Kort om Butcher Bay kan siges, at det er præcis det samme spil, som udkom til den første Xbox, men man har opdateret grafikken på forskellige måder, bl.a. ved at putte flere objekter på banerne, så de ikke er så tomme. Overfladerne er også shinet op, og hvis man så yderligere ser spillet på sin monitor eller sit hd-tv, hvor man måske så det på et stort, gammelt crt-fjernsyn i sin tid, så er der kæmpe forskel. Omvendt ligner det heller ikke en toptitel rent grafisk i dag, men stort kudos til Atari og Starbreeze for at inkludere et helt – og endda godt – spil som ren bonus.
For at vende tilbage til hovedudgivelsen Assault on Dark Athena, så er spillet meget inspireret af Escape from Butcher Bay. Riddick er igen blevet fanget, men denne gang på det store rumskib Dark Athena, så temaet er igen flugt. Han vil væk. Kendetegnende for Riddicks univers er det ikke noget særlig hyggeligt skib, og de skæbner, Riddick møder på sin vej, er ikke just lykkelige. Riddick er et brutalt spil. Ikke kun fordi det foregår i en grum verden uden ret meget håb, men også fordi Vin Diesel er temmelig følelseskold og især i spillets første halvdel, hvor man primært bruger nærkampsvåben, ret udpenslet slår fjenderne til plukfisk, mens de har ansigtet helt oppe i skærmen. For yderligere at understrege spillets rå tone, vil jeg gerne citere en fange, som Riddick kommer i kontakt med tidligt i spillet, der ordret siger om en medfange: ”I’m gonna kill her and then I’m gonna fuck her!”. Gentleman til fingerspidserne.
FPS = First Person Stealth?
At kalde Riddick-spillene for shooters er lidt misvisende, for der er et stort stealth-element i dem. Man skulle måske ikke tro det, så man ser hårdtpumpede Vin Diesel i hovedrollen, men Riddick er ganske skrøbelig, så snart han skal slås mod mere end en enkelt fjende, og han dør hurtigt, hvis han ikke holder sig til skyggerne. Læg dertil at man i de første par timers spilletid ikke har afstandsvåben, og så ender man på noget, der er ligeså meget Splinter Cell, som det er Halo. I ny og næ føler man, at fjendernes AI afslører en uretfærdigt, og de kan også have nogle underlige bevægelsesmønstre, men kan man leve med haltende AI fungerer spillet ellers teknisk godt.
Energisystemet fungerer således, at fire små kasser symboliserer Riddicks tilbageværende liv. Når man bliver skudt på begynder kasserne at forsvinde. Forsvinder en kasse kun halvt, lader den op igen, lidt ala Master Chiefs skjold i Halo, men hvis hele energikassen bliver skudt væk, kommer den ikke igen, før man finder en nanobaseret healthmaskine. Det er egentlig et godt kompromis.
Enten er Assault on Athena en kende sværere end mængden af spil nu til dags, eller også har jeg bare ikke helt tålmodighed til at spille stealth-spil, men jeg oplevede i hvert fald flere sekvenser, hvor jeg måtte prøve dem en fem-seks gange, før jeg klarede dem (jeg spillede på normal). Enkelte platformsekvenser irriterede også en del, men spillets største problem vil for de fleste nok være, at man slet, slet ikke bliver guidet rundt på den måde, man er vant til i de fleste moderne spil. Man har ikke noget kort over det store rumskib, og man skal flere gange tilbage til steder, man allerede har været, så det er altså ikke muligt bare at ”gå fremad”. Skibet skal udforskes – på godt og ondt.
Spillet har ikke co-op, men det virker også mest naturligt at holde det som single player. Der er til gengæld tilføjet en multiplayerdel, som ikke er testet i forbindelse med denne anmeldelse, men jeg forestiller mig ikke, den bliver noget videre interessant også fordi styringen i spillet måske ikke er helt tight nok til at være multiplayer-egnet.
I 2004 var Escape from Butcher Bay noget af det ypperste grafik, man nogensinde havde set på en konsol. Især anvendelsen af lys og skygge var helt fænomenal. Sådan sætter Assault on Athena ikke tilsvarende standarder i dag, men grafikken fejler ikke noget – hverken teknisk eller konceptuelt. Igen er man er ikke i tvivl om, at man styrer Vin Diesel, selvom spillet foregår i første person, for hans skygge er meget genkendelig, og når Riddick optræder i cutscenes, samtaler og diverse klatrepositioner skifter kameraet til tredje person. Stemmeskuespillet er glimrende. Vin Diesel mestrer en sådan lakonisk, badass-rolle, og de andre skuespillere følger fint med. Skuespillet er et af de punkter, hvor man tydeligt ser, at Assault of Athena er en storproduktion, for det skiller sig positivt ud.
Jeg er bange for, at Escape from Butcher’s Bay er et (endnu) bedre spil end Assault on Dark Athena. Så meget desto mere heldigt er det jo så bare, at gamere, der missede originalen nu får muligheden for at opdage en af tidernes bedste filmlicensers kvaliteter. Samlet set er der rigtig god valuta for pengene i den samlede pakke, for det er alt to komplette spil, man her får. Begge tilbyder en lidt anderledes fps-oplevelse med masser af snigen sig rundt i et dystert sci-fi univers og også en pæn udfordring. Klar anbefaling til alle med hang til stealth – og til folk, der ikke bryder sig om at blive holdt i hånden hele vejen gennem et spil.
Loading ...
