Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 16+PEGI DrugsPEGI Violence

De japanske rollespil i Persona serien har altid været noget for sig selv – primært fordi de kombinerer noget så traditionelt som dungeon crawl med en form for hverdags simulation af en japansk skoleelevs gøren og laden. Med andre ord, så skal man kigge langt efter elvere, troldmænd, magiske sværd og alle de andre fantasy-klicheer – i stedet kan du finde skoletasken frem til endnu et fantastisk kapitel i Persona serien.
  

Back to school

Har man allerede spillet Persona 3 eller Persona 3 FES (og det burde man ikke snyde sig selv for, hvis man ejer en PlayStation 2), så er der måske ikke voldsomt meget nyt i Persona 4 – bortset fra en række forbedringer og en ny setting naturligvis. Grundkonceptet forbliver den samme blanding imellem klassisk japansk rollespil, en solid omgang dungeon crawl og noget så specielt som en form for dating simulation. Lyder det besynderligt? Det er det faktisk slet ikke, for disse elementer er så flot vævet ind i hinanden, at de glider sammen og danner et fantastisk omfangsrigt gameplay, som både begyndere og Persona-veteraner kan nyde.
 
 I spillet er man en ung High School studerende, der på grund af forældrenes arbejde i udlandet, er nødsaget til at flytte fra ”storbyen” (lad os bare lege det er Tokyo) til byen Inaba for at bo med noget familie – nærmere bestemt hos den stressede Dojima, der arbejder hårdt som enlig far for pigen Nanako og som politibetjent i byen. I Inaba skal man gå på Yasogami High School, hvilket udgør spillets rutineprægede hverdag – timer i skolen, lidt fritid med vennerne og eventuelt et fritidsjob eller en shoppingtur. Livet for spilleren i Inaba er ved første øjekast et temmelig typisk teenage liv, men der er naturligvis noget ved byen, der er helt forkert – nemlig Midnight Channel.
 
Dødens tv-kanal
Allerede tidligt i spillet sker der et par grusomme mord i byen og det viser sig hurtigt, at disse er relateret til den uhyggelige Midnight Channel – en mystisk spøgelsesagtig spejling, som man kan se i sit fjernsyn, hvis man stirrer på skærmen ved midnatstid på en regnvåd aften (regnvejrsdage overtager således den plads, som månecyklussen havde i Persona 3). Spilleren allierer sig med sine nye venner fra skolen og opdager, at det er muligt at trænge ind bag skærmen på Midnight Channel til en mystisk tåget parallelverden, hvor man kan konfrontere sine egne mørke sider og sine egne værste mareridt – men samtidig også få et indblik i hvem de næste ofre for den mystiske morder måske er. Herfra tager plottet rigtig fart – og præcis som i Persona 3 veksler spillet mellem natlige ture ind i den parallelle verden og almindelige rolige skoledage, hvor man skal passe og pleje venskaber på skolen, finde og passe fritidsjob, shoppe, melde sig ind i forskellige klubber på skolen og generelt bare opføre sig som en helt normal High School studerende. Det er en fantastisk velbalanceret blanding, præcis som i de foregående spil, og selvom spillet styrer dig snorlige igennem plottet, så er mængden af valgmuligheder og variationen imellem de mange gøremål, mere end nok til at holde spillet frisk og interessant.

I Persona 3 bestod spillets dungeon af et gigantisk tårn, som man kunne trænge ind i om natten. I Persona 4 er det Midnight Channel, der godt nok stadig er en tilfældigt genereret dungeon, men denne gang er hver dungeon baseret på de forsvundne personers værste mareridt. Dette giver spillet et ekstra pift og giver hele dungeon crawl delen (som faktisk fylder en hel del) mere variation – selvom grundkonceptet er dog det samme som i Persona 3 - dræb alle fjender på etagen, find skatte, og søg efter trappen til næste etage.... sæbe, skyl, gentag.

Kampene med de mange (ofte ret mystiske) fjender i Midnight Channel er trækbaserede og ret traditionelle for et japansk produceret rollespil. Dog er der masser af dybde i systemet, såsom mulighed for combo-angreb mellem to personer i gruppen og en bred vifte af forskellige svagheder som de enkelte monstre kan have og som man gradvist skal opdage før man kan tage fuld udnyttelse deraf. Dog er det altovervejende element i kampene de såkaldte ”personas”, der også har givet navn til spilserien.
 
Personaer er væsner, der er bundet til hver af karaktererne, som man kan få med i sin gruppe – hver karakter har en bestemt persona, der kan hidkaldes i kamp og giver personen en række forskellige magiske angreb. Dog har man selv mulighed for at have mere end en persona (præcis som hovedpersonen også havde i Persona 3) og undervejs igennem spillet kan man løbende anskaffe sig nye og mere kraftige personaer.
 
Som i alle andre rollespil bliver karakterene gradvist bedre efterhånden som man spiller spillet og besejrer fjender. Man stiger i level og får bedre stats, men det interessante ved Persona serien har altid været at denne del af spillet er tæt flettet ind i den måde man håndtere sine venner og sin hverdag på. I skolen og ikke mindst efter hver skoledag, der er særdeles rutinepræget – dog uden at forfalde til den sædvanlige omgang minispil, er der rig mulighed for at være sammen med den ret brede vifte af personer, der udgør hovedpersonens vennekreds. De enkelte karakterer er forbløffende nuancerede og man kan udvikle ganske varme venskaber med dem – selvom måden man gør det på måske virker en smule kold og beregnende for ikke at sige automatisk.

Visuelt er spillet ganske nydeligt – om end det er tydeligt, at PlayStation 2 konsollen synger på sidste vers. Omgivelserne i landsbyen er ganske detaljerede og spillets klare manga stil vil gå rent ind hos fans af japanske rollespil. I kamp kan omgivelserne godt virke lidt kedelige og fjenderne og figurerne en lille smule, men det er ikke noget, der på nogen måde får indflydelse på din nydelse af spillet. Persona 4 er på alle måder et nydeligt spil og måske noget af det bedste der efterhånden er muligt at pressen ud af den gamle PlayStation 2.
 
Stemmeskuespillet i spillet leveres af relativt erfarne folk – hvis det siger nogen noget så er der folk som Troy Baker, Dave Wittenberg og Laura Bailey vi snakker om. Ikke ligefrem kendte skuespillere, men deres stemmer har været brugt til en lang række computerspil og ikke mindst forskellige animationsfilm. Stemmeskuespillet er glimrende – også selvom dialogen til tider er en smule anstrengt og lidt for "teenage high school drama" agtig. Musikken (der faktisk følger med på en cd i spilæsken) er primært lavet af af Shoji Meguro, der også stod bag musikken til persona 3 og Persona 3 FES.

Selvom der måske ikke kommer så mange spil til den gamle PlayStation 2 mere, så gør det ikke så meget, så længe de spil, der kommer, er af samme kvalitet som Persona 4. Kronen på værker er at spillet allerede nu kan anskaffet f.eks. hos CoolShop for under 200 kroner – bedre tilbud på god underholdning skal man lede længe efter. Persona 4 er et stykke solidt designmæssigt håndværk – god handling, dybe charmerende karakterer, super flot grafik på en aldrende konsol og et virvar af spilmuligheder, der flot kamuflerer spillets meget lineære gameplay er alt sammen med til at gøre spillet et fantastisk solidt rollespil. Kender af serien eller vil du kæle lidt for dig selv med en rollespilsoplevelse udover det sædvanlige, så snup det med hjem – du får ugevis af underholdning, for en utrolig billig penge.

Gamesector Anbefaler

Om Maiken Schou