Elven Legacy

Score: 6
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 12+PEGI Violence

Elven Legacy er et turbaseret strategispil der trækker sine rødder helt tilbage til de første spæde forsøg på at overføre komplicerede brætspil til computeren. I dag har computeren, helt naturligt, for længst overhalet papbrikker og terninger som strategispillernes foretrukne platform, men der dukker stadig spil op der stædigt holder fast ved de gamle standarder. Elven Legacy er sådan et spil. Det er udviklet af russiske Ino-Co og det er en næsten identisk efterfølger til spillet Fantasy Wars der udkom i 2007.

Tilbage til rødderne

Elven Legacy foregår i et fantasiunivers der er som skåret ud af Tolkiens fortællinger, med orker, elvere, mennesker, drager og en række andre fantasivæsener. Historien der binder det hele sammen, handler om en troldmand der har stjålet elvernes hemmeligheder og er stukket af over stok og sten med dem. Du bliver naturligvis sat til at spille elvergeneralen med de spidse ører og får den ærefulde opgave at sætte efter ham med en hær af blandede elvere og herfra går det ellers over stok og sten fra den ene mission til den anden for at fange synderen.

Fantasivæsener på LSD
Hver mission foregår på en spilleplade som man kender det fra brætspil, hvor hele kortet er delt op i ottekantede felter (hexes), som hver kan indeholde en ”brik” bestående af en eller anden form for militær enhed. Ved hver tur, kan du bevæge hver af dine enheder et begrænset antal felter, samt evt. angribe fjendtlige enheder. Forskellige terræntyper, som skov, vandløb, by og så videre, samt terrænets højde har forskellige former for positiv eller negativ effekt på dine enheder, som du tydeligt kan se allerede før du flytter din ”brik”.

Selve spillet er i realiteten fuldstændig lige så simpelt (eller simplere) som da vi spillede ”Gettysburg: The Turning Point” tilbage i 1986, men grafikken er blevet betydeligt mere avanceret med detaljerede landskaber i kvalmende stærke farver og fedtet ind i en slags drømmeagtig tågedis. (Er der i øvrigt nogen der kan forklare os, hvorfor spil med trolde og nisser og flyvende firben altid skal se ud som om designerne har været på LSD da de lavede det?).

Til hver mission har du et begrænset antal enheder til din rådighed. De enheder, der overlevede forrige mission har du med dig til den næste, lige som du har mulighed for at købe forstærkninger undervejs i missionen. Efterhånden som spillet skrider frem, bliver dine veteranenheder stærkere og stærkere, lige som du har mulighed for at opgradere dem med særlige evner eller stærkere våben. Det har den uheldige sideeffekt at ”quickload” knappen sidder voldsomt løst hver gang man mister en rutineret enhed i kamp og hele spillet bliver derfor én lang øvelse i at spole tilbage og rette sine fejltagelser og fortsætte fremefter hak for hak. Udviklerne har dog med begrænset succes prøvet at kompensere for den slags fedtspilleri ved at sætte en bonus med tidsgrænse på hver mission, for at tvinge dig til at drive din hær fremad fra første fløjt.

Helt uden mening
Sidder du nu med en forventning om at lede gigantiske hære til sejr i store episke slag om Verdens fremtid, så kan du godt skrue ned for forventningsblusset igen, for Elven Legacy er strategi i småtingsafdelingen der minder uendeligt meget mere om de syv små dværge på eventyr end om slaget om Minas Tirith i Ringenes Herre. Og et eller andet sted her, ligger måske spillets største problem. For det er egentlig ganske udmærket og stabilt og pænt alt sammen og det hele fungere let og intuitivt og smidigt. Der er bare ikke ret meget ved spillet der er voldsomt interessant. For, for at spole tilbage til Gettysburg fra 1986 igen, så er det typisk den historiske interesse i at genoplive faktiske slag der er den drivende faktor i at gøre turbaserede strategispil interessante. Hvad var der sket ved Gettysburg hvis Ewell havde fortsat angrebet på Nordstatslinjerne på førstedagen? Hvordan var det gået ved Stalingrad hvis Von Manstein var brudt igennem belejringen til Paulus undsætning? Kunne Napoleon have slået Wellington ved Waterloo? I den sammenligning er det voldsomt uinteressant om Gilven og Saggitel med de grønne sko og de spidse ører kan udmanøvrere orkerne Øb og Bøv i slagsmålet om Jens Hansens blomkålsmark.

Grafik og flotte effekter har aldrig været det der fik fans af genren op at ringe, men Elven Legacy gør det faktisk langt over middel i den slags spil, dog uden på nogen måde at komme op i nærheden af det vi er vant til fra real-time strategi eller fra actionspil. Lyden er til gengæld lige så pivende elendig som vi efterhånden er vant til i oversættelser af østeuropæiske spil og du vil faktisk gøre dig selv en tjeneste ved at slukke for højttalerne mens du spiler.

En flad fornemmelse
Der er egentlig ikke ret meget at hade ved Elven Legacy, for det hele er egentlig ganske kompetent og stabilt gennemført. Til gengæld er der heller ikke rigtigt noget som helst at holde af, for historien er tyndbenet på grænsen til det ikke eksisterende og den manglende fundering i historiske begivenheder gør hver eneste mission til noget uendeligt uinteressant og kedsommeligt der bare skal overstås. Hvis man er helt grøn indenfor genren kan Elven Legacy med sin begrænsede kompleksitet og størrelse være et glimrende startsted. For dem der har fået deres ilddåb tidligere, er der ikke ret meget andet at komme efter end spidse ører og uddeling af håndmadder til flabede orker.

Om Jesper Søtofte