Score: 6
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 12+PEGI Violence

Sega har efterhånden prøvet at genopfinde Sonic mange gange siden han tog springet fra 2D til 3D. Stort set alle forsøg har været plaget af dårlig kamera-føring eller bare dårlig kvalitet (eller begge samtidig), men det hårdtprøvede, superhurtige pindsvin fik ny luft med Sonic and the Secret Rings, som blev ok modtaget. Vi kigger her på hvordan efterfølgeren til det spil klarer sig.

Sonic and the Black Knight

I Sonic and the Black Knight befinder det lynhurtige pindsvin sig i en middelalderlige fantasi-verden baseret kraftigt på historien om Kong Arthur og ridderne af det runde bord. Lige umiddelbart kan det være svært at gennemskue hvad historien om Kong Arthur og Sonic har tilfælles, men det giver en ny, frisk måde at præsentere Sonic på, som nok skal trække nye fans til, som ellers ville have undgået Sonic helt.

Så det går i superfart hen over en fantasi-verden befolket af riddere, drager og magikere; men desværre er alt ikke fryd og gammen for dette lidt underlige partnerskab. Et vigtigt aspekt af spil i sådan en fantasi-verden, er idéen om at man skal kæmpe mod fjender, og det er ikke ubetinget noget der klæder Sonic. Han får hurtigt et sværd. Sværdet hedder Caliburn og det lægger ud med at forklare hvordan Sonic skal kæmpe. Det er ret simpelt; man skal svinge med Wii-moten og så slår Sonic ud efter fjenderne. Hver fjende man slår ihjel giver lidt power (som her hedder Soul Gauge). Holder man så B-knappen inde og timer sine sving ordentligt kan man bruge den opsparede power til at opbygge kombo'er, som er ekstra effektive når fjenderne skal skaffes af vejen. Det virker ok, men det har den store ulempe at Sonic stort set går i stå hver gang der skal kæmpes.

Fart og tempo er hvad Sonic lever af, men i dette spil bremses han kraftigt af kamp-sekvenserne. Man bruger mere tid på at svinge sit sværd end at løbe hurtigt og det er en skam. Især fordi de sekvenser der er, hvor Sonic blæser i fuld speed gennem banerne faktisk virker rigtig godt på trods af de obligatoriske problemer med kameraet (som dog er meget få). Det er sjovt og føles som den gamle Sonic - den Sonic, som blev så populær.

Ud over kampene er der også andre missioner der sænker Sonics tempo betragteligt og øver lidt vold på Sonic konceptet. At løbe stærkt er ikke det eneste Sonic laver i spillet. Normalt er jeg kritisk over for spil som er for ensformige, men lige med Sonic er der en undtagelse. Han er så god til det ene element, at det er lidt en skam at han forsøger så meget andet. Især fordi det ikke rigtig virker og det gør det heller ikke i dette Sonic spil.

Der er masser af ting at låse op for mens man spiller. Utrolig mange ting kan indsamles og der kan låses op for ekstra-film, billeder, musik og andet. Så der er masser af mål at sætte sig, ud over det indlysende mål at gennemføre historien. Der er også multiplayer med på skiven. Det er ikke mange Wii spil der kan prale med det, men desværre udnytter Sonic Team det ikke særlig godt. Man spiller mod andre spillere på baner, hvor man enten skal slås mod hinanden eller kæmpe om at nedlægge flest computermodstandere. Ikke synderligt ophidsende og næppe noget der vil tiltrække mange spillere, netop fordi kampene altså ikke er særlig sjove eller spændende. I singleplayer mode kan man også låse op for udfordringer, hvor man kan spille banerne fra historie-delen med bestemte mål i sigte. For eksempel at gennemføre en bane inden for en tidsgrænse. Resultaterne fra disse udfordringer kan man så uploade til et leader-board og se hvordan man har klaret sig i forhold til andre Sonic spillere i verden. Det er da ganske morsomt, men af en eller anden underlig grund så tog det grufuld lang tid (grufuld for en anmelder er alt over et halvt minut hvor man sidder stille og venter på spillet) at uploade resultaterne, så det holdt jeg hurtigt op med. Man kan håbe at det var min forbindelse der gav problemerne, ellers kan jeg ikke forestille mig at denne rangliste bliver nogen succes.

Grafisk og lydmæssigt er der intet at udsætte på Sonic and the Black Knight. Det er et flot spil med god lyd og musik, og hele historien i spillet bliver fint fortalt i gode mellemsekvenser, der er en blanding af tegninger og film, som faktisk virker ret friske. Jeg kan godt lide at Sonic Team ikke bare har taget nogle in-game sekvenser til at fortælle historien, men virkelig gjort noget ud af det så det virker interessant.

Når man har gennemført spillets historie-del, er der ikke meget der drager én til at sætte spillet i Wii'en igen, med mindre man absolut skal klare alle udfordringer og indsamle alt ekstra-materiale og det er nok de færreste der vil føle trang til det når først spillet er gennemført. Det er ok spil, men der er for lidt Sonic til at det for alvor kan gøre fans af serien glade. Kampsekvenserne passer bare ikke til Sonic og er med til at sætte en dæmper på det han gør bedst; farten. Så selv om der bestemt er underholdning i spillet, og man ikke bør afskrive det helt, så er der ikke noget der løfter det over gennemsnittet. Den gode historie, og den måde den præsenteres på, trækker spillet opad mens kampsekvenserne og den ringe replay-værdi i spillet trækker ned. Og dermed ender Sonic and the Black Knights lige midt i suppen af ok, men ganske anonyme spil.

Om Frank F Pedersen