Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 12+PEGI Bad LanguagePEGI Violence

Bleach er en japansk tegneserie, der i løbet af de sidste 8 år har vokset sig rigtig stor. Så stor, at vi endda også har set lidt til den herhjemme. Indenfor japanske tegneserier kan den slags popularitet ofte føre til voldsomme mængder tegnefilm, merchandise og endda spil, ligesom det før er set med Dragon Ball og Naruto. Derfor sidder vi nu her med Bleach: Dark Souls, der er et vaskeægte todimensionelt fighterspil baseret på Bleach.

Blegemiddel

Serien handler om Ichiko Kurosaki, der ved et uheld kommer til at besidde overnaturlige evner. Disse evner gør ham nærmest til en dødsengel, hvor han skal forsvare mennesker fra onde sjæle og lede de døde sikkert ind i dødsriget. Spillets historie foregår mellem første og anden sæson af tegnefilmsserien og selvom spillets historie er dybt forvirrende for folk der ikke følger med i hverken tegneserien eller tegnefilmsserien, så er det muligt at følge med uden at have nogen baggrundsviden. Bag Bleach-facaden gemmer der sig nemlig et virkelig godt fighterspil, og som det så tit er tilfældet behøver man ikke altid have hele historien med for at tæve modstanderen til plukfisk.

Grafikken i Bleach: DS er rigtig god. Det ses let, at udviklingsfolkene ved Treasure har spandevis af erfaring med 2D-grafik. Med sine enorme sprites, hektiske action og vilde effekter både i forgrund og baggrund ligner spillet noget, der kunne være udgivet på Neo-Geo konsollen ved siden af Samurai Shodown og de lidt senere versioner af King of the Fighters. SÅ flot er det altså. En sød detalje er, at man ikke har valgt den nemme vej og spejlvendt alle billederne. I spil som Street Fighter 2 kunne man eksempelvis opleve, at Sagat skiftevis havde klap for højre og venstre øje, for at spare på den dengang meget begrænsede hukommelse. Den fejl er altså ikke begået her – der er tegnet ekstra animationer for de figurer, der ikke er symmetriske.

Lydsiden står ikke tilbage for grafikken. Der er masser af indtalt stemme i spillet, også til de figurer der egentlig ikke rigtig siger noget. Grisen Bonnie grynter eksempelvis lystigt, og det er endda muligt at skifte den stemme, der læser menuerne op.

Man skulle ikke tro det, men de velkendte special-moves, hvor man laver kvarte og halve cirkler med styrekrydset, virker faktisk rigtig godt i Bleach: DS, også på DS Lite. Det lader lidt til, at spillet kompenserer for det besvær, man måtte have med DS'ens styrekryds. Hvis man stadig finder det for besværligt, er det muligt at udføre specialangreb ved tryk på den nederste skærm. Det gør det en del nemmere, selvom hardcore spillere selvfølgelig foretrækker selv at udføre de forskellige angreb.

Den nederste skærm bliver derudover brugt til at holde styr på spillets kortsystem. I kamp kan man nemlig vælge at manipulere spillets regler med udvalgte kort. Man kan eksempelvis bruge et kort, der nedsætter modstanderens forsvar, eller man kan tvinge modstanderen til at sidde ned et lille stykke tid. Omvendt kan man også styrke ens eget forsvar eller angreb. Bleach: DS er på den måde meget mere indviklet end de fleste 2D-fightere, og den medfølgende tutorial er desværre ikke meget bevendt. Bleach: DS læres derfor bedst på den hårde måde, og som spiller kan man godt forvente at man ikke fatter alle tallene på den nederste skærm det første stykke tid man spiller.

Nye farver, stemmer og billeder fra spillet kan låses op i Story Mode, hvor gameplayet også er en anelse mere varieret end i den mere forudsigelige Arcade Mode. I Story Mode bliver man udsat for at spille en del almindelige kampe, men derudover kan man også dyste om at hoppe, dyste mod flere modstandere på samme tid, samle slik på tid, quizze eller noget helt andet. Det hele foregår ganske vist i spillets egen engine, men det er interessant at se hvordan spillet kan dreje hele konceptet, så det føles mærkbart anderledes.

Alt i alt er Bleach: DS et virkelig intenst kampspil, der viser at det sagtens kan lade sig gøre at have store, dybe 2D-fightere på Nintendo DS. Det kan varmt anbefales til fans af genren eller fans af tegneserien.

Gamesector Anbefaler

Om Søren Vestergaard