Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 12+PEGI Bad Language

Der var vel næppe nogen tvivl om, at Harmonix ville følge op Rock Bands succes ved at udgive efterfølgere. Der skulle da heller ikke gå længe fra det oprindelige Rock Band ramte Europa sidste år, til Rock Band 2 var at finde i butikkerne til Xbox 360 – men ejere af andre konsollwe har måtte væbne sig med tålmodighed, for de skulle vente helt til nu for at få fingre i spillet. GameSectors interne ensemble af rock star wannabe’s har de seneste uger forkælet naboer og forbipasserende med seancer bestående af hits som Survivors ”Eye of the Tiger”, Red Hot Chili Peppers’ ”Give it Away Now” og ”Livin’ on a Prayer” af Bon Jovi, og er nu klar med en vurdering af PS2 udgaven.

Fra garagen ind i stuen

De fleste er sikkert bekendt med Rock Band konceptet, men for en god ordens skyld gennemgår vi lige grundkonceptet her. Der er tale om en sammensmeltning og udvikling af spil, der har hittet stort de seneste år, såsom Singstar og Guitar Hero. I Rock Band-serien kan op til fire personer samarbejde i et band bestående af guitar, bas, trommer og vokal. Rent visuelt er udtrykket det samme som i f.eks. Guitar Hero, hvor spillerne forsøger at ramme de noder, der kører over skærmen efter et forudbestemt mønster baseret på sværhedsgrad. Jo sværere et niveau man spiller på, jo flere toner skal spilleren vride ud af guitaren eller straffe trommesættet med.

Det er muligt at spille en hvilken som helst kombination af de fire ’instrumenter’, ligesom det er muligt at spille med alt fra blot én deltager til det komplette band bestående af fire personer. Bandet spiller korporativt, enten klarer de sig igennem et nummer eller en koncert i fællesskab, eller også fejler hele bandet. Point scores således i fællesskab, men de enkelte instrumenter bliver vurderet individuelt. Et Band Meter i venstre side af skærmen fortæller hvor godt de forskellige instrumenter klarer sig i et givent nummer. Rammer et instrument bunden af dette meter, bliver instrumentet tavst og spilleren har fejlet. Det er dog muligt for de andre spillere at ’frelse’ en spiller, der er udgået ved at aktivere deres optjente overdrive (Rock Bands pendant til star power), ja det er faktisk nødvendigt, for når en spiller har fejlet, falder bandet hurtigt på Band Meter, og kan derfor ikke gennemføre resten af nummeret selvom de skulle spille fejlfrit.

Hvad der er på repertoiret
Rock Band 2 præsenterer intet mindre end 84 numre at prøve kræfter med. På trods af dette fine tal, skal det indskydes, at PS2 udgaven står noget tilbage for de andre konsolversioner. Først og fremmest er det muligt at downloade 20 gratis ekstranumre til Wii, Xbox 360 og PS3, hvilket ikke er muligt på Sonys efterhånden aldrende 2’er. Værre er det dog, at der slet ikke er mulighed for at hente flere numre ned fra Nettet, så køber du Rock Band 2 til Playstation 2, ved du nøjagtig hvilke numre du har at fornøje dig med indtil Harmonix lancerer Rock Band 3. Det er oven i købet uvist, om den næste udgivelse i Rock Band serien overhovedet vil blive lanceret til PS2.

Det ville være alt for omfattende at nævne hele track listen i denne anmeldelse, men herunder er nogle af højdepunkterne.

Ace of Spades ’08 – Motörhead
Alive – Pearl Jam
Battery – Metallica
Chop Suey – System of a Down
Drain You – Nirvana
Eye of the Tiger – Survivor
Give It Away – Red Hot Chili Peppers
Go Your Own Way – Fleetwood Mac
Hungry Like The Wolf – Duran Duran
Let There Be Rock – AC/DC
Livin’ on a Prayer – Bon Jovi
One Step Closer – Linkin Park
Painkiller – Judas Priest
Pinball Wizard – The Who
Shackler’s Revenge – Guns N’ Roses
So What’cha Want – Beastie Boys
Spoonman – Soundgarden
Tangled Up in Blue – Bob Dylan
Testify – Rage Against The Machine
Today – Smashing Pumpkins
White Wedding (part 1) – Billy Idol
You Oughta Know – Alanis Morisette

Som det fremgår af ovenstående spænder udvalget bredt både kronologisk og genremæssigt, lige fra 60’ernes eksperimenterende rock som eksempelvis The Who til System of a Downs alternative metal rock. Man kan og skal altid diskutere kvaliteten af track listen i en udgivelse som denne, men det vil altid ende med at blive et spørgsmål om smag og behag. Denne anmelders personlige holdning, er at der er rigtig meget fed musik, der leverer masser af udfordring til spillerne. Når det så er sagt, så er jeg overbevist om, at de fleste hjemmebands vil starte uden sanger, da de færreste vil have indgående kendskab til vokaldelen på mange af numrene. Der er ikke noget mere irriterende end at fejle en ellers velspillet gig, forbi sangeren måtte hakke sig igennem en ukendt vokaldel. Efterhånden som man har spillet numrene nogle gange, kan man dog roligt udpege en til at håndtere mikrofonen, det giver lige det ekstra på opleveren, at være et komplet band.

Fine tuning
Rock Band 2's karrieredel eller tour mode er mere strømlinet end den tilfældet var i forgængeren. Der er ikke længere nogen forskel på at være et band eller blot solist, for mulighederne er de samme. Et stort plus ved denne udgivelse er, at det ikke længere er nødvendigt med en band leader, så det er smertefrit og fuldt ud muligt at ændre rollebesætning undervejs i et spil. Harmonix har inkluderet en ekstra feature ved Tour moden i Rock Band 2 i form af forskellige challenges spillerne kan vælge at involvere sig i undervejs. Det kunne være at gennemføre en bestemt playlist, der er specielt svær på et givent instrument eller opnå en given minimumsscore for en gig etc. Det er tænkt som adspredelse og fungerer fint som sådan. At man samtidig kan optjene penge og gear, til brug i udformningen af en selvskabt rockstjerne avatar er blot en ekstra bonus.

En anden feature, der har fået en kærlig overhaling er træningsdelen, ikke mindst hvad angår trommerne. Ud over at lære at spille forskellige rytmer, har du mulighed for at lære at lave bedre fills, der er en form for trommesolo, hvor spilleren frit kan udfolde sine talenter ...eller mangel på samme. Har du lyst til at spille trommer til dine favoritnumre fra iPod’en åbner freestyle moden op for dette. Det er måske lidt skrabet med så få trommer til sin rådighed, men det er alligevel flere niveauer over at tromme sig selv på lårene.

Nu hvor vi nærmer os enden af anmeldelsen, er jo nødt til at sige et ord om de vi alle synes mindst om ved spil – nemlig prisen. Rock Band er bestemt en fed oplevelse, men ikke en billig af slagsen. Prisen varierer fra butik til butik, men skal du have fingre i alle instrumenter plus selve spillet, er Rock Band 2 en udskrivning, der ca. svarer til fire almindelige spilkøb. Ejer du allerede en eller flere af de mange guitar controllers, der er kommet til Guitar Hero franchiset, så slipper du lidt billigere, for disse er nemlig fuldt kompatible med Rock Band 2. Desværre forholder det sig ikke ligeledes med mikrofonerne fra Singstar, der er uransaglige årsager ikke kan anvendes (men det kan mikrofonen fra EA's tidligere musikspil Boogie og Boogie SuperStar faktisk).

Konklusion
Der er rigtig meget godt at sige om Rock Band 2. Det bygger videre på forgængeren, og de nye muligheder og ændringer der er sket, er alle for det bedre. Rock Band 2 er naturligvis sjovest at spille sammen med vennerne, men selv for en enkelt person er der mange timers underholdning at komme efter, mens man lærer at mestre de forskellige instrumenter. Playstation 2’ens manglende online funktionalitet er dog et stort minus, og har man en af de nyere konsoller, er der ingen tvivl om, at man vil få det maksimale udbytte af spillet ved at købe det til en af disse.

Gamesector Anbefaler

Om Kasper Christiansen

Kasper Christiansen har anmeldt spil på Gamesector siden 2000. Siden den spæde begyndelse med Star Wars: Galaxies tilbage i 2004, har online rollespil haft en speciel plads i hans anmelderhjerte. Ellers er det især RTS titler - fra den hedengangne Age of Empires serie til Starcraft 2 - og sportsserier som Madden NFL og Championship Manager/Football Manager, der er en del af porteføljen. Kaspers spilkauserier gæsteoptræder ind imellem på www.familiespil.dk