Alle spilfans kender Matt Hazard – den ubestridt største spilhelt, verden nogensinde har oplevet. I 80′erne levede Matt det søde liv, var på den grønne gren og kørte med klatten, men efter et par uheldige svipsere i form af tvivlsomme spin-offs røg han ud i kulden. Nu er Matt Hazard endelig tilbage, stærkere end nogensinde, og det er endnu engang tid til at tage på et sprængfyldt actioneventyr med denne fantastiske spilhelt. It’s Hazard Time!
Historien, der forsvandt
Sådan nogenlunde indledes D3 Publishers seneste spil i hvert fald, og det er i høj grad humoren og de mange klichéfyldte referencer til velkendte spiltitler, der sætter sit præg på denne udgivelse. For lige at undgå misforståelser, så har Matt Hazard naturligvis aldrig eksisteret som spilhelt, men idéen med at bygge et spil over en fiktik spilkarakter er i hvert fald ny, og at gøre grin med spil med tynde historier er modigt gjort. Især når spillet her så absolut intet har at byde på, hvad angår historie.
Spilkarakteren Matt er vendt tilbage til spillenes verden, men Matt skal være offerlam i et større komplot. Dette sker naturligvis ikke, for Matt klarer alle de forhindringer, som den onde spilskaber sætter i vejen for ham, og mere er der såmænd ikke at sige om spillets historie.
Der bliver gjort tydeligt grin med masser af klassiske spiltitler gennem hele spillet, eks. Final Fantasy, Super Mario Bros og Duke Nukem, og spillet indeholder et hav af referencer til spilverdenens mange klichéfyldte dialoger.
…springe rundt fra skjul til skjul
Eat Lead er en klassisk third person shooter, hvor brugen af coversystemet er spillets gameplaymæssige største styrke. På samme måde som i så mange andre kendte titler i genren, kan Matt Hazard gemme sig bag alverdens ting og sager, han kan snige sig rundt hjørner og sigte næsten i blinde. Det nye i coversystemet er, at man kan bevæge sig fra et cover til et andet, ved at pege på det næste cover og trykke på y-knappen, hvorefter Matt automatisk sniger sig hen til det næste cover. I mange af spillets sekvenser, især på højeste sværhedsgrad, er dette så absolut nødvendigt for at klare sig igennem, og det virker faktisk overraskende godt. Coversystemet er simpelt at styre, og styringen er generelt ikke så ringe endda.
Koldt bly og varme øretæver
Matt har mulighed for at bære 2 våben ad gangen, og våbenarsenalet er varieret. Fra Matt Hazards specialbyggede pistol, til seksløber, automatvåben, sniper rifle og såmænd også vandpistoler er der således rigeligt at vælge imellem, og som i så mange andre spil efterlader nedkæmpede fjender våben og ammunition.
De fleste fjender er mest sårbare i hovedet, og visse nedskudte fjender genopstår såmænd som zombier, der rent faktisk KUN kan pløkkes ned, hvis man rammer dem netop i hovedet.
Matt Hazard får i løbet af spillet også mulighed for at krydre sine skud med enten kulde eller varme, og med et tryk op eller ned på D-pad’et, aktiveres denne ekstra feature, som så virker i ca. 20 sekunder, og hvor fjenderne bliver endnu mere sårbare. Det anbefales på det kraftigste at tage denne feature i brug!
Matt Hazard har naturligvis også evner inden for nærkamp, og med et par velplacerede tryk på X-knappen, segner de fleste fjender. En række mellemsekvenser med quick-time events bryder de mange skuddueller, og endeligt indeholder spillet naturligvis de helt traditionelle boss-kampe. Disse er forholdsvist varierede, men det sværeste er ikke at klare bosserne men nærmere at finde ud af, hvordan man gør det. Så snart det er lært, er der ikke de helt store udfordringer tilbage.
Spillet er ikke specielt langt og kan vel gennemføres på 5-6 timer på middel sværhedsgrad. Der er dog langt mere at komme efter, hvis man jagter spillets achievements, som bl.a. fordrer, at man udrydder så mange hashplanter, brandslukkere og fjender som muligt, og dertil gives der gode point for at score kills med spillets forskellige våben, gerne som headshots!
Sound and Vision
Grafisk er Matt Hazard slet ikke på niveau med dagens standard. Det er ikke decideret dårligt lavet, men kvaliteten er desværre ikke meget bedre end en god PS2-titel. Der er ikke kælet godt nok for detaljerne, hvilket desværre bevirker, at miljøerne kommer til at virke livløse, og animationer og brug af effekter er der heller ikke gjort væsentligt meget ud af. Soundtracket er ydermere ensformigt og består af nogle middelgode men forholdsvist korte kompositioner, der loopes gennem hele spillet, og man bliver hurtigt træt af musikken.
Stemmeskuespillet er dog for det meste glimrende og leveres bl.a. af Will Arnett, som nogle måske kender fra film som Blades of Glory og den biografaktuelle Monsters vs. Aliens.
Uforløst potentiale
Eat Lead: The Return of Matt Hazard er grundlæggende ikke så ringe et spil endda. Det bliver bare hurtigt kedeligt, da de mange kampe føles meget ens hele vejen igennem, og AIen er desværre ikke specielt veludviklet, ifht. så mange andre titler inden for genren. Coversystemet virker rigtig godt, og spillets humor formår da også at bringe et smil eller to frem på læben hos de fleste.
Teknisk set er spillet middelmådigt, såvel hvad angår musik og grafik, mens stemmeskuespillet dog må siges at være helt i orden og leveres for det meste overbevisende af halvkendte skuespillere.
Et seks-tal angiver naturligvis ikke, at vi har med et supergodt spil at gøre, men visse elementer og idéer i spillet gør dog, at karakteren er til den gode side, og med meget mere variation og en række tekniske forbedringer kunne Eat Lead: The Return of Matt Hazard have været et langt bedre spil.
Loading ...
