Score: 6
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 3+

New Play Control er Nintendos serie af forsøg på at udnytte Wii-remotens muligheder på gamle GameCube-spil og det er da en oplagt idé taget i betragtning at der findes en hel del interessante Nintendo-titler på platformen. Det er dog også farligt at begive sig ud i for der er helt naturligt store forventninger til titlerne og det kan være svært at følge op på successerne - endsige adoptere dem i Wiimote sammenhæng. Med Mario Power Tennis er det selvfølgelig oplagt at sammeligne med tennisspillet i Wii Sports som de fleste fik med da de købte deres Wii. Men er det så det værd at finde plads i spilbudgettet bare for at få det stjernespækkede hold af Super Mario stjerner bag ketcheren? Vi har kigget på sagen og giver vores bud her.

Wiimote power

Dem, der var så heldige at spille Mario Tennis på GameCube - og iøvrigt er i besiddelse af en Wii - vil nok have store forventninger til New Play Control udgaven og må vel også sidde og overveje at købe spillet, men før man stormer ud af døren og dankortet mellem tænderne er det måske en god idé at tænke sig om. For hvad er det egentligt man forventer af spillet? Hvis du spillede tennis i Wii Sports og kom til det punkt hvor man blev frustreret over hvor upræcis styringen er og hvor begrænset mulighederne for forskellige slag er, så er Mario Power Tennis nok ikke noget for dig. Det er nemlig stort set samme styring hvor retningen afhænger af timing, men der er lidt mere at sige om den sag. Der er nemlig flere forskellige slag at gøre brug af og det gør det selvfølgelig en smule mere varieret. Desværre er der stadig problemer med præcisionen og det stammer sandsynligvis fra Wiimotens nuværende begrænsninger. Der kan laves slice og topspin, lob og drop, og det fungerer som regel. Desværre befinder bolden sig på et eller andet tidspunkt uanset slag og skru som regel tæt på midten af banen og det gør det svært at udplacere modstanderen. Til socialt spil gør det ingenting - tværtimod giver det nogle rigtigt lange bolde - er man typen der gerne vil vinde, eller vil man bare gerne spille realistisk tennis, så bliver det hurtigt for frustrerende.

Vil man derimod bare gerne spille lidt for sjov er der masser at komme efter. Spillet ligner selvfølgelig GameCube-generationen, men der er tilføjet på de fleste områder. Grafikken har fået et løft og ser ganske godt ud og det hjælper selvfølgelig at få den i 16:9 format. Der er rigeligt med videoklip og især den lange intro er en fornøjelse med typisk Mario-humor.

Spillet er lettilgængeligt, især illustreret ved at mange handlinger som power-slag og at kaste sig efter bolden kan gøres automatisk. Det er godt til begyndere som kan spille uden problemer og det kan nemt slås fra så man får lidt mere kontrol over spillet. Der kan spilles med Wiimote alene hvor din spiller automatisk vil blive flyttet rundt når du ikke selv blander dig med piletasterne, eller med nunchuk hvor spilleren altid styres manuelt med joysticket. Der er turneringer (singleplayer) og enkeltkampe på normale baner og specialbaner og så er der minispil som vi er vant til det.

Man kan spille op til fire i en double kamp og to spillere kan spille med hinanden eller mod hinanden på samme måde som i Wii Sports. Power-slag forekommer lidt oftere end det gjorde på GameCube og det er selvfølgelig en smagssag. Det giver et mere arkade-agtigt spil, men vil nok irritere nogle - især dem der ærgrede sig over at man ikke kan slippe for animationerne i de situationer. Desværre (desværre, desværre) er der ingen online del. Det er klart at implementeringen af online spil kræver lidt mere end det at lave en pyntet Wii-version og den begrænsede indsats er da også reflekteret i prisen så det kan forsvares. Alligevel ville en online del i netop den type spil give en hel del. Mario Kart til Wii er et godt eksempel.

I forhold til det åbenlyse sammenligningsgrundlag, Wii Sports Tennis, er der ikke så meget mere at kommer efter her. Er power-slag og alternative tennisbaner nok til at retfærdiggøre en selvstændig titel? Det kommer an på hvor stor Mario fan man er, men det korte af det lange er at selve gameplayet ikke har meget nyt at komme med. Lidt flere slagvarianter, men der er ikke nok kontrol over hvilken det bliver. Dog tilbyder de forskellige spil og minispil god underholdning og selve tenniskampene er da også sjove så længe man ikke udelukkende spiller for at vinde. Er man ikke fan af genren er der ikke nok nyt i forhold til Wii Sports. Det afspejler prisen også, men alligevel en sjældent skuffende Nintendo-udgivelse.

Om Ulrik Nissen