MadWorld

Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 18+PEGI Bad LanguagePEGI Violence

Actionspillet MadWorld fra japanske Platinum Games skal nok få hævet et par øjenbryn og sat gang i snakken. Om ikke andet så bare fordi det har en vild visuel stil og et lille PEGI 18+ mærke på forsiden af kassen. Ja, MadWorld er umiddelbart ikke et normalt Nintendo Wii spil, for det er brutalt, blodigt, afstumpet og til tider jublende underholdende... og det er helt blottet for lyserøde prinsesser og hoppende italienere.

Kærlighed ved første lemlæstelse

Ved første øjekast er det svært ikke at elske MadWorld. Spillet har en stil, der leder tankerne hen på tegneserier og især Frank Millers Sin City univers. Spillet har klasse, det kan man ikke komme udenom. Det har også litervis af blod, afrevne lemmer og en hovedperson med en stor tændt kædesav. Ja… WOW! Det er ikke den slags man normalt oplever i et spil til Nintendo Wii.

Du er Jack – den nyeste deltager i det ultra-brutale og nådesløse ”spil” Death Watch. Jack, en tidligere marinesoldat, der drikker benzin til morgenmad og pisser på steppebrande om aftenen, er en rocker-lignende type, der er bevæbnet med førnævnte motorsav, men han er bestemt heller ikke bleg for at myrde folk med de ting han måtte finde i sine omgivelser. Der er et regulært plot i MadWorld, der fortæller om baggrunden for Death Watch kampene, om Jacks baggrund og hvorfor han er dukket op, der hvor han er, men til trods for de fornemme tegneserieagtige sekvenser plottet fortælles i, så handler MadWorld kun om en ting: vold. Og rigtig meget af det.

Spillets baner er på tid og de har hver især ret enkle mål. Idet Death Watch skal forestille at være et TV-show skal Jack ikke kun overleve banerne – han skal også tilfredsstille seerne hjemme i stuerne. Og de er en flok blodtørstige og morbide fans (lidt som folk, der ser X Faktor), der helst vil se Jack skamprygle og mishandle en fjende, før han skærer ham i stykker eller spidder ham på en pæl eller måske endda et vejskilt. Mulighederne for blodig udfoldelse i MadWorld er temmelig omfattende og den sort hvide grafiske stil gør det meget klare røde blot meget mere markant og effektfuldt, når det sprøjter i kaskader fra de lemlæstede lig man efterlader sig.

Stort set alle actionspil præsenterer spilleren for en række bosskampe og her holder MadWorld sig til de spilmæssige konventioner. Bosskampene er for de fleste vedkommende forbløffende lette at vinde, men der er enkelte, der kan drille – ofte fordi de foregår på steder, hvor det kan være svært at manøvrere eller fordi spillets kamera ikke fungerer optimalt. Kampene efterfølges gerne af blodige og makabre cut scenes, der dog ikke er uden en god del humor. Generelt er MadWorld ikke et svært actionspil, men der er elementer, der kan drille og dør man er man desværre nød til at starte banen helt forfra og det kan let blive en kilde til frustration.

Selvom MadWorld måske er et traditionelt actionspil, så har spillet en fantastisk lang række set-pieces, hvoraf flere er temmelig episke. Ord som ”voldsorgie” og ”slagtehus” beskriver rammende nogle af de kampe man kommer til at opleve i MadWorld og det hele ville nok blive en kende for meget, hvis det ikke var på grund af spillets overdrevne facon og effektive humor. Blodbadet på skærmen kommenteres, som om det var en sportsbegivenhed, af John DiMaggio (stemmen bag Bender i Futurama) og komikeren Greg Proops, der giver spillets action en surrealistisk form for comic relief.

Taber pusten i længden
Der er slet ingen tvivl om at MadWorld har en enorm høj coolness faktor. Der sker ofte at man må tage sig til hovedet og sige ”wow” eller højlydt grine ”hvor sygt”, når man oplever nogle af de blodige og afstumpede begivenheder i spillet. Men efterhånden som tiden går og man kommer dybere ned i spillet opdager man hurtigt, at spillet desværre handler mere om rendyrket stil end om reel substans. MadWorld er et spil man absolut bør prøve at spille – bare for den syrede visuelle oplevelse, men man skal bestemt ikke forvente sig nogen dybde. Spillet er ensformigt og i sandhed også temmelig enkelt. Dertil kommer spillets kamera, der er noget under middel og det leder i enkelte tilfælde til forvirring under kampene og sidst men ikke mindst, så er spillet alt for kort. Skuffende kort faktisk. Har man en smule held i sprøjten og er man ikke alt for handicappet med en Wiimote og en Nunchuck, så har man gennemført MadWorld på lidt over fire timer. Okay der er god grund til at spille det igennem en enkelt gang til eller to, men det er stadig en relativ kort levetid.

Udviklerne hos Platinum Games har forsøgt at peppe spillets ensformige gameplay op med en række challenges, der reelt set bare er morbide og makabre minispil, hvor man får lov til at mase, mose, hærge, flænse og ikke mindst sprænge fjender i luften. Disse er nu ikke voldsomt underholdende at spille i ret lang tid af gangen – heller ikke sammen med en ven i split screen og de bidrager samlet set ikke med mange timers ekstra underholdning.

Den specielle tegneserieagtige sort hvide grafiske stil er helt klart noget af det MadWorld gør bedst. Grafikken er ikke ”flot” i hvert fald ikke i en normal forstand – men den er stilren og den har en mystisk morbid charme, som helt sikkert vil være det som mange af spillerne vil huske når de har gennemført MadWorld. Dertil kommer en fantastisk lydside, der byder på et rigtig fedt soundtrack og nogle fantastiske stemmeskuespillere.

MadWorld er som sagt en kort oplevelse, der til trods for sin flotte visuelle stil, egentlig ikke har ret meget nye at byde på spilmæssigt. Men man bør alligevel prøve spillet – grafikken, humoren og den vanvittige stil spillet har, er mere end nok til at begrunde et køb. Dette er et spil, der bør stå på hylden i de fleste spilelskeres samling – bare for at de kan sige at de har spillet det.

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).