Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 12+PEGI Violence

Retroklassikere har på Xbox 360 hidtil været forbeholdt Live Arcade-tjenesten, men med SEGA Mega Drive Ultimate Collection er strategien ændret. Hele 49 SEGA-klassikere er, hvad du får for pengene, og begrebet value for money har pludselig fået en helt ny dimension! Det er tid til at rejse tilbage i tiden - til en tid, hvor en styrepind og en enkelt skydeknap var nok til at give en fabelagtig spiloplevelse.

Heeelt vildt mange spil

Backbone Entertainment har hidtil haft stor succes med Xbox Live Arcade-konverteringer/opgraderinger af gamle klassiske spiltitler som eks. 1942, Commando og Sonic the Hedgehog. Jeg gætter på, at firmaet har været på overarbejde, for SEGA Mega Drive Ultimate Collection, der på amerikanske breddegrader har fået titlen Sonic’s Ultimate

Genesis Collection (Mega Drive hedder Genesis i USA), indeholder intet mindre end 40 Mega Drive-titler fra perioden 1989 til 1996 og derudover er der smidt et par Master System-titler (Golden Axe Warrior og Phantasy Star) samt hele 7 arcade-titler oveni. De 49 titler strækker sig over stort set alle genrer. Platformspil, skydespil, puzzles, action, adventure, RPG samt diverse spil, som ikke rigtigt kan kategoriseres.

Velkendte navne
Hele 6 Sonic-titler er at finde på listen, bl.a. Sonic the Hedgehog 1, 2 og 3, hvoraf de 2 første allerede er udgivet som separate titler på Xbox Live Arcade.

Andre velkendte spilserier er brawleren Streets of Rage, hvor der også er blevet plads til både 1, 2 og 3 i serien. Golden Axe-serien er også repræsenteret med både version 1, 2 og 3 samt Sega Master System-titlen Golden Axe Warrior, som dog ikke er et decideret actionspil men snarere et (i øvrigt glimrende) RPG med udgangspunkt i Golden Axe-universet. Golden Axe (1’eren) er allerede udgivet i arcade-udgaven til Xbox Live Arcade, men Mega Drive-udgaven byder på 2 ekstra levels samt et par ekstra game modes.

Opsamlingen indeholder en række RPG-titler, hvoraf Phantasy Star 1-4 er med på skiven. Phantasy Star-universet er i forvejen repræsenteret på Xbox 360 i form af retail-titlen Phantasy Star Universe, men for retro-nørder og RPG-entusiaster er det spændende at se, hvor denne serie begyndte.

Blandt de mest kendte arcade-titler finder man klassikeren Zaxxon fra 1982. Zaxxon, som i øvrigt var det første spil, der anvendte et axonometrisk perspektiv, har en ganske høj sværhedsgrad. Mit første forsøg gav en score på ca. 20.000 points, så hvordan i alverden amerikanske Vernon Kalanikaus har kunne score hele 4.680.740 points (ifølge Twin Galaxies), er mig en gåde!

Øvrige mere kendte arcade-titler er Altered Beast, Alien Syndrome samt Tip Top, som mange nok kender bedre under navnet Congo Bongo.

Historiens vingesus
Foruden de 49 titler (hvoraf de 9 skal unlockes ved at klare forskellige opgaver i Mega Drive-titlerne, indeholder spillet også et museum, hvor man kan læse om de forskellige gamle titler, man kan se de forskellige Mega Drive-kassetter og endeligt er der såmænd interviews med en hel række af de personer, som har haft en finger med i spillet i udviklingen af de mange velkendte SEGA-titler.

Dette er alt sammen guf for SEGA-fans, men det er samtidigt også uhyre spændende information for alle, som har blot den mindste interesse for spilhistorie.

Desværre ingen online
Et af de ganske få kritikpunkter, som SEGA Mega Drive Ultimate Collection indeholder, er den manglende mulighed for at spille online, og især muligheden for at sammenligne hiscores med sine venner. I allerede udgivne Xbox Live Arcade retrotitler er online leaderboards en selvfølge og i øvrigt medvirkende til at forlænge spilletiden betydeligt, og det er ærgerligt, at Backbone Entertainment ikke har fået denne feature implementeret.

Godt interface
Spillet giver, på sædvanlig vis for en retail-titel, mulighed for at opnå 1000 gamerpoints. Disse achievements er knyttet til de fleste af Mega Drive-titlerne, hvor man eks. skal klare en bane uden at dø, score et bestemt antal points på en bane osv. Ganske underholdende og i dette tilfælde er achievements med til at gøre spillet endnu mere interessant. Mange af titlerne på skiven har en uhyre høj sværhedsgrad, og et par af spillets achievements er da også nærmest umulige at klare uden at pille ved spillets settings. Her kan man for næsten alle spil vælge sværhedsgrad, antal liv osv., og når som helst i et spil kan man vælge at gemme sin position, hvilket gør det noget nemmere at komme forbi de sværere passager i spillene.

Det er generelt nemt at navigere rundt mellem spillene, og interfacemæssigt gør spillet et glimrende arbejde i at skabe overblik over de mange spil.

Noget for pengene
SEGA Mega Drive Ultimate Collection giver et herligt tilbageblik på nogle af SEGA’s mest populære titler gennem tiden. Med denne opsamling, der endda prismæssigt lanceres som en budget-titel, får du 49 titler, hvoraf kun en håndfuld må betragtes som mindre gode spil, og alt i alt får man næppe mere for pengene på Xbox 360. Lad os håbe, at flere af de gamle firmaer som eks. Capcom og Konami følger trop og laver tilsvarende udgivelser!

Eneste hanke ved denne enorme opsamling er vel nok de manglende online-muligheder, men bortset fra det er SEGA Mega Drive Ultimate Collection uforbeholdent anbefalelsesværdigt.

Her følger samtlige titler på skiven:
Alex Kidd
Alien Storm
Alien Syndrome (arcade)
Altered Beast
Altered Beast (arcade)
Bonanza Bros.
Columns
Comix Zone
Decap Attack
Dr. Robotnik's Mean Bean Machine
Dynamite Headdy
E-SWAT
Ecco the Dolphin
Ecco: The Tides of Time
Fantasy Zone (arcade)
Fatal Labyrinth
Flicky
Gain Ground
Golden Axe
Golden Axe II
Golden Axe III
Golden Axe Warrior (Sega Master System)
Kid Chameleon
Phantasy Star (Sega Master System)
Phantasy Star II
Phantasy Star III: Generations of Doom
Phantasy Star IV: The End of the Millennium
Ristar
Shining Force
Shining Force II: Ancient Sealing
Shining in the Darkness
Shinobi (arcade)
Shinobi III
Sonic & Knuckles
Sonic 3D: Flickie’s Island
Sonic Spinball
Sonic the Hedgehog
Sonic the Hedgehog 2
Sonic the Hedgehog 3
Space Harrier (arcade)
Streets of Rage
Streets of Rage 2
Streets of Rage 3
Super Thunder Blade
The Story of Thor
Tip Top (arcade)
Vectorman
Vectorman 2
Zaxxon (arcade)

Gamesector Anbefaler

Om Thomas Heine Bech

Thomas har været spilanmelder på Gamesector siden 2007 og anmelder for det meste spil til Xbox One. De foretrukne genrer er sport, bilspil, adventure, puzzle, platform, action og RPG (tja, det er vel næsten det hele), men hjertet banker især for de gamle 80'er-klassikere. Favoritspil på Xbox-konsollerne: Rayman Origins, Plants vs. Zombies, Tom Clancy's G.R.A.W., Pure, Game Room, Scramble, Limbo, Braid, Trials HD, Just Cause, Burnout Revenge, Raiden Fighters Aces og Pinball Hall of Fame: The Williams Collection.