For lidt over et år siden udkom Riff: Everyday Shooter til download på PS3. Spillet er lavet af en fyr ved navn Jonathan Mak, og som titlen måske antyder, så har det aldrig været meningen at Riff skulle være andet end et lettere overfladisk skydespil. Det er bestemt heller ikke tilfældet, selvom Riff unægteligt har en del charme. Nu er spillet så blevet udgivet til PSP, og vi undersøger om spillet stadig er sjovt på en mindre skærm og uden den præcise styring.
Hverdagsskyderen
Idéen er simpel nok. Man styrer en lille prik, der skal undgå og skyde forskellige former. Rammer man de rigtige former nok gange, bliver de til andre små prikker, som man kan samle op. Det hele ses oppefra, og ligesom mange lignende spil kan man bevæge sig i en retning og skyde uafhængigt i en anden retning. Bevægelse sker enten med de digitale styreknapper på venstre side af PSP’en eller med den analoge knop, men skyderiet skal styres med knapperne på højre side. Eksempelvis skyder man opad med trekant og mod højre med cirkel, og holder man begge knapper inde, skyder man op og mod højre. Ganske intuitivt, men med kun 8 retninger at skyde i begynder man hurtigt at længes efter den præcision man har på hjemmekonsollernes Geometry Wars og Super Stardust HD.
90 % inspiration, 10% perspiration
Selvom Riffs styring leder tankerne hen på en del andre spil, så leder spillet også tankerne hen på spil som Lumines og – ikke mindst – Rez. Der er nemlig tænkt en del på æstetikken i Riff, både i den minimalistiske grafik og i lyden, der udelukkende består af guitarlyde. Både musikken og de forskellige lydeffekter er lavet med en guitar, og hvor spil som Guitar Hero forventer at du som spiller skal tilpasse dine handlinger til musikken, så er det i Riff lige omvendt, nemlig at musikken tilpasser sig dine handlinger. Der er otte baner eller numre i alt. Disse baner har vidt forskellige mål og effekter, men man kan ret hurtigt komme igennem det hele, hvis man har prøvet denne slags spil før. Derfor er det heldigt, at man kan låse op for en masse ting. Desværre er de fleste af disse ting kun små ændringer i spillets udseende, men det forlænger spillets ellers ret korte levetid.
Lyd rimer på skyd
Spillets udseende er mere specielt end det er egentlig pænt. Det vinder måske ingen tekniske priser, men der er en del gode idéer i den visuelle side, og alt i alt fungerer det ret godt. I PSP-versionen er det hele bare meget mindre end det var meningen fra starten, og fordi man bare styrer en lille prik kan man godt komme til at miste overblikket en gang imellem. Selvom spillet ikke virker krævende, så er der også enkelte gange, hvor PSP’en har svært ved at følge med og må sænke tempoet i spillet.
Alt i alt
Fordi spillet skal downloades er det også en del billigere end de fleste nye spil til PSP, og selvom det ikke gør spillet bedre, så er det alligevel nemmere at se positivt på det. For selvom Riff ikke er nogen revolution eller endda holder specielt længe, så er det god underholdning et kort stykke tid. Kan man komme til at spille det på en større skærm og med bedre kontrol vil det dog give en noget bedre oplevelse.




