Det er ikke altid lige fedt at være PSP-ejer. Der er langt imellem de virkelig gode udgivelser, og tit er der tale om mindre og mere simple udgaver af eksisterende spil, eller nye udgaver af gamle spil (ofte til fuld pris). De to serier Patapon og Loco Roco bryder dog med den uheldige tendens og leverer både originalitet og bærbar spas. Vi kigger nærmere på den første efterfølger til Patapon.
Command and Conga?
Har man prøvet det første Patapon kan man trygt springe videre i teksten, for anden del minder til forveksling om originalen ved første øjekast. Nytilkomne har til gengæld virkelig noget til gode. Patapon er nemlig noget så besynderligt som en kombination af strategi- og rytmespil. Du læste helt rigtigt, og ganske som du nok har forventet, så er det meget forvirrende i starten. Man træder som spiller i rollen som Den Almægtige, der med sine trommer skal lede de små enøjede Patapon’er i kamp. Spillet ses fra siden i farvestrålende og dynamisk 2D-grafik, og spiller man eksempelvis pata-pata-pata-pon (altså hvor man slår tre gange på pata-trommen og en enkelt på pon-trommen), vandrer de små væsener blindt fremad. Spiller man pon-pon-pata-pon angriber de – såfremt de kan få øje på noget at angribe. Sådan er selve actiondelen af spillet bygget op. Flokken af Patapon’er er bygget op af forskellige typer. Der kan være bueskytter, spydkastere, øksekæmpere og andre slags, og det er meget vigtigt at man balancerer sin hær ordentligt og udstyrer dem med det rette udstyr til de forskellige slag. Det foregår imellem actiondelene, og det er meget vigtigt at man bruger tid på det, for med det forkerte udstyr og en ubalanceret hær vil man ende med at tabe, uanset hvor god man er til at holde rytmen. Der er med andre ord rigtig meget såkaldt ”micro-management”.
Hvis man holder sig til de sange eller kommandoer man har lært et bestemt antal gange i træk (det varierer lidt, alt efter hvor præcist man rammer) kommer ens hær i Fever-mode. Her går enhederne helt amok og giver langt mere skade. Man bliver nødt til at holde rytmen for ikke at miste Fever, og det viser sig hurtigt at være lidt besværligt, fordi enhederne ganske enkelt larmer mere og råber ude af takt.
Nyt i denne omgang
Kommer man direkte fra det første spil kan man se frem til nye enheder – deriblandt helt specielle ”helte-enheder”, der får vilde evner, hvis man rammer rytmerne helt præcist (hvilket er sværere end det lyder). Rammer man bare en lille smule fra, opfører heltene sig som helt almindelige enheder. Der er også en ny historie og en multiplayermode. Sidstnævnte har vi desværre ikke haft mulighed for at teste, men historien minder meget om historien i det første spil. En fed feature ved Patapon 2 er dog, at man har mulighed for at overføre sit savegame fra det første spil, så man fra starten af har adgang til alt det, man har vundet i det første spil.
Genbrug
Der er meget genbrug i Patapon 2, og man kan godt diskutere om der ikke faktisk er lidt for meget af det. Det tæller ned, når nu en af de mest positive ting ved det første spil var at det var så originalt. Der er nogle nye baggrunde, men ellers ligner spillet sig selv. Gameplayet er velkendt, musikken og lydene er som vi husker dem, og styringen er præcis som før. Til gengæld er det hele jo så godt, at det ikke ville være muligt at ændre for meget på det, uden at miste spillets charme – og charme er helt klart dette spils største plus.
Skår i glæden
Skulle man vælge oplevelsen som Patapon 2 udgør fra, så ville det nok være på grund af de små ting. Spillet kan til tider virke ret svært, specielt hvis man ikke går tilbage til de tidligere baner og klarer dem flere gange for at finde nyt udstyr og nye enheder. Som nævnt tidligere er det vigtigt at man har tålmodighed til at sidde og fifle med hver enkelt enhed, og det kan godt blive frustrerende, hvis man gerne bare vil have en hurtig kamp eller to mens man venter på et eller andet – spillet er jo trods alt bærbart, så den situation er ikke helt utænkelig. Den noget specielle kombination af glade rytmer og strategi er heller ikke til alle, men hvis man ikke finder tanken frastødende er det meget muligt at spillet vil krybe ind under huden på en, men husk for guds skyld øretelefonerne.
Loading ...
