Score: 4
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 12+PEGI Violence

Lad mig starte denne anmeldelse med at gå til bekendelse. Jeg aner ikke hvad eller hvem Ben 10 er. Anede faktisk slet ikke at der eksisterede en figur der hed Ben 10 før redaktøren smed spillet ”Ben 10 – Alien Force” på mit skrivebord.

Ben 10 - Ben hvem?

Heldigvis har jeg siden tilegnet mig lidt viden, og kan fortælle jer andre (hvis I da ikke ved det i forvejen) at Ben 10 åbenbart er en meget populær amerikansk tegneserie for raske drenge. Jeg ved ikke om Ben 10 har fundet vej til de danske fjernsyn, men jeg vil blive overrasket hvis det ikke er tilfældet. Så formodentlig sidder der en hær af små purke (små i betydningen: ikke så tudse-gamle som denne anmelder) og venter spændt på spillet ”Ben 10 – Alien Force”, som rent faktisk er det andet Ben 10 spil på Playstation 2.

Jeg havde altså ikke de store forventninger til spillet og det førte til, at mine forventninger til fulde blev opfyldt. Historien er et typisk forsimplet tegneserie-plot, som jeg ikke vil trætte folk med. Det er der; det er ikke videre interessant, men vil nok tiltale folk som kender tegneserien. Ben 10 er en dreng, som har den fantastiske evne at han kan forvandle sig til forskellige monstre. Det gør han gladeligt og denne evne bruger han så til at forpurre planerne for en masse onde skurke. Det giver sikkert en ganske udmærket tegneserie, men det er da også et oplagt koncept til et spil. Måske er det lidt for oplagt et koncept, for det virker som om at udvikleren, Monkey Bar Games, ikke har gjort sig synderlig umage med at lave et godt spil. Lidt som om at de har tænkt: ”Genialt koncept! Det spil skriver næsten sig selv!” og så ladet det være ved det. Med lidt omtanke og lidt ’kærlighed’, kunne det have været et rigtig godt spil. I stedet ender det med at være endnu et halv-kedeligt spil bygget over en tegneserie. Lige netop den type spil, som der findes så mange af i forvejen. Trist at konceptet med en dreng der kan forvandle sig til monstre ikke er blevet udnyttet bedre.

Det Monkey Bar Games har fået ud af Ben 10 tegneserien er et typisk venstre-mod-højre scrollende spil, hvor man bevæger sig gennem nogle baner og skal slås mod en masse fjender. Jeg er fristet til at kalde det et 2D platform spil, men der er faktisk ikke meget platform i det. Ben 10 kan hoppe, men 90% af gameplayet er slåskampe uden nogen form for navigering / hoppen rundt på banerne, så det vil jeg undlade at gøre. Det kræver lidt flere ’platforme’ end der findes i Ben 10 – Alien Force. Denne type spil har eksisteret de sidste 15-20 år og Ben 10 bringer intet nyt på banen. Idéen med at Ben 10 kan forvandle sig til forskellige monstre med forskellige kræfter udnyttes desværre slet ikke i spillet. Det er nemlig aldrig nødvendigt at ændre monster. Det havde ellers været oplagt at bruge dette grundlæggende Ben 10 koncept til at adskille sig fra de utallige andre spil på lige netop dette segment af spilmarkedet, men det har man ikke gjort og derfor ender spillet med at være fuldstændig ens med så mange andre uden at skille sig det mindste ud.

Nu skal det hele ikke være negativt. Det Ben 10 – Alien Force gør, gør det faktisk godt. Det er underholdende på en lidt nostalgisk måde på trods af alle dets mangler og det meget monotome gameplay. Det er ganske nydeligt at se på, selv om de cutscenes der er i spillet ofte fik mig til at krumme tæer og trækker noget ned på det grafiske indtryk. De er nemlig ret pinlige, selv for et PS2 spil. Men selve spillet er altså ganske nydeligt selv om det på ingen måde formår at presse PS2’ens grafiske formåen. Om det fanger stemningen/ udseendet fra tegneserien godt, skal jeg lade være usagt da jeg ikke har set tegneserien.

Jeg er ikke imponeret af Ben 10 – Alien Force. Det er et gammeldags gameplay som godt kunne have brugt lidt piften op. Ydermere er det temmelig trivielt og monotomt uden overraskelser af nogen art. Jeg vil ikke udelukke at folk kan føle sig underholdt af det et par timer, især da hvis de folk er bekendte med tegneserien. Men der skal altså mere end sådan noget venstrehåndarbejde til at imponere en garvet anmelder nu om dage, og derfor ender spillet med en karakter under middel.

Om Frank F Pedersen