Resident Evil 5

Score: 9
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 18+PEGI Bad LanguagePEGI Violence

Jeg tror gerne Capcom vil skrive under på at Resident Evil 4 ikke er det letteste spil at lave en efterfølger til. Det er af mange, mig selv inklusiv, betragtet som det ypperste spil i Resident Evil serien – ja måske endda i hele survival horror genren. Men Capcom er ukuelige og har nu, flere år efter Resident Evil 4 udkom, endelig sendt en efterfølger på gaden.
 

Mmmm, hvad må jeg egentlig sige?

Vi modtog Resident Evil 5 i sidste uge og sammen med spillet lå der den sædvanlige seddel – når man får titler af denne ”størrelse”, så er der ofte et såkaldt ”online embargo”, der kort og godt betyder, at vi ikke må offentliggøre anmeldelsen før en bestemt dato (i dette tilfælde ikke tidligere end i dag). Men sammen med embargo-datoen var der også en lang række af punkter vedrørende ting, som vi ikke måtte nævne, omtale eller vise i anmeldelsen. En rigtig lang række, rent faktisk. Capcom har virkelig anstrengt sig for at holde spillets hemmeligheder hemmelige ved at begrænse hvad det er vi kan skrive om i anmeldelsen af Resident Evil 5 (jeg har lige checket listen – jeg må gerne skrive, at vi har spillet det).

Nå, man lad os se om vi alligevel ikke kan få skrevet lidt om spillet uden at Capcom sender deres hær af zombie-advokater efter os. Resident Evil 5 tager sin begyndelse i det fiktive afrikanske land Kijuju. Det kan landet naturligvis ikke gøre for at det hedder – men det er nu et sjovt navn. Her møder vi vores hovedperson, Resident Evil veteranen Chris Redfield. Han arbejder nu for BSAA (Bioterrorism Security Assessment Alliance) og er taget til Afrika for at undersøge en række mystiske hændelser. Det kan ikke komme bag på Resident Evil veteraner, at det Chris finder, naturligvis omhandler inficerede personer, der opfører sig temmelig aggressivt – og der er naturligvis både en mystisk sygdom og ikke mindst et mystisk og lyssky firma bag hele miseren.
 
Gameplayet i Resident Evil 5 læner sig temmelig kraftigt op af den super populære forgænger, dog med lidt større fokus på action. Man styrer Chris rundt i de fantastisk smukke og stemningsfulde afrikanske miljøer, imens man leder med lys og lygte efter ting, som man skal bruge samtidig med at man forsøger at undgå at blive hakket i småstykker af den inficerede lokalbefolkning. Man har et glimrende oversigtskort, der viser Chris’s omgivelser og ikke mindst hvor det forventes, at han skal daffe hen. Kortet viser også hvor Chris’s følgesvend, Sheva Alomar, befinder sig og sågar også hvor bossmonstret er under en bosskamp. En smule for pædagogisk måske, men det er en gevaldig hjælp.
 
Sheva er en af de store nyskabelser i Resident Evil 5. Det er ikke fordi hun som karakter er synderlig interessant, for det er hun sådan set ikke, men det er derimod interessant, at en anden spiller kan tage kontrollen med hende. Det vil sige, at man kan gennemføre spillet i co-op (enten offline eller online). Er man så uheldig at man ikke har en eneste ven at spille med, så bliver Sheva styret af computeren og som med de fleste andre AI styrede karakterer, så er det både godt og skidt. Man kan give hende våben og bede hende bakke Chris op i kamp eller man kan udstyre hende med diverse healings-effekter, så hun kan redde Chris hvis han skulle gå ned i kamp – men en rigtig stor hjælp bliver hun aldrig. Der er enkelte steder undervejs i spillet hvor Chris og Shevas veje skilles, men jeg vil ikke komme nærmere ind på spillets plot og de twists, der er i handlingen – dem skal du selv have lov til at opleve.
 
Som altid i Resident Evil er plads et problem. Chris kan bære ni ting – det samme kan Sheva, men idet man hurtigt får samlet flere typer skydevåben op (blandt andet flere nye våbentyper – for eksempel en sniperrifle), bliver rygsækken fyldt med dem og de sædvanlige helende grønne og røde planter, der altid har været en fast bestanddel af Resident Evil spillene. Det er muligt at anvende Sheva som pakæsel, men man kommer ikke udenom at inventory-planlægning er en stor del af Resident Evil serien, hvilket også gælder Resident Evil 5.

Fantastisk stemning
Spillets setting er fantastisk. Fra støvede afrikanske landsbyer over steder jeg ikke må skrive om, til andre mindst lige så smukke steder, som jeg heller ikke må skrive om for til sidst at ende i et mega uhyggelig sted jeg... ikke må skrive om. Spøg til side – spillets omgivelser spænder vidt fra støvede afrikanske landsbyer bestående af faldefærdige hytter af træ og bølget metalplade, over slidte olieraffinaderier til hemmelige baser. En meget bred vifte af omgivelser, der alle er fantastiske flot designet.

Spillet er opdelt i seks kapitler, der hver består af enkelte sektioner – alt i alt er der vel omkring 15 af disse. Mellem hver af dem kan man anvende de penge, som man samler op fra døde fjender til at købe sine våben bedre. Har man fundet nogle værdifulde ædelstene undervejs kan disse sælges for at tjene lidt ekstra. Det er et enkelt system, der giver spillere mulighed for gradvist at forbedre våbnenes evne til at give skade, lave headshot kills og så videre.
 
Undervejs igennem spillets kapitler støder man på de obligatoriske bosses. Nogle af dem er regulære slagsmål, hvor det bare gælder om at pumpe bly nok i fjenden, mens andre kræver lidt mere taktik - såsom at få fjenden lokket det rigtige sted hen og derefter aktivere noget, der kan slå bossen ihjel eller kampe, hvor man skal anvende de mindst lige så obligatoriske eksplosive tønder til at få bossen ned med nakken. Idet Chris ikke kan sigte og bevæge sig samtidig (hvilket nok vil irritere mange Resident Evil fans), kræver det lidt tilvænning ikke at blive myrdet af bosses konstant og som nævnt så er den AI styrede Sheva ikke en voldsom hjælp. Heldigvis er de fleste bosses overkommelige, så risikoen for at man kommer til at sidde fast ved en af dem er nok minimal.

Resident Evil 5 vinder en hel del på det solide plot og den fantastiske stemning. Der er hele tiden overraskelser i plottet og i spillets rigtig mange fine set-pieces. På grund af de mange scriptede events og set-pieces virker spillet meget episk og filmisk i sin fremtoning, men det betyder også, at noget af de foregående Resident Evil spils adventure feel er gået tabt - desværre.
 
Den meget mørke og dystre stemning, der hersker i de fleste af de (meget varierede og overraskende) steder, som man kommer hen i spillet er med til at holde spilleren fanget på den yderste kant af sofaen. Spillets gameplay har måske skiftet lidt i retning mod rendyrket action og lidt væk fra survival horror delen, men det gør faktisk ikke noget. Resident Evil 5 er stadig et uhyggeligt og stemningsfyldt spil, der stadig har et par trumfkort i ærmet når det kommer til overraskelser og uhygge.
 
Settingen er ellers blevet kritiseret en hel del for at være racistisk – ja, spillet foregår i Afrika, hvorfor de fleste af fjenderne er en smule mørkere i huden end Chris. Er spillet racistisk af den grund? Det mener jeg bestemt ikke og det er virkelig ikke noget man bemærker, når man spiller. Desuden er Sheva afrikaner og der er en del af fjenderne, der tydeligvis er hvide, så al snakken om racisme i Resident Evil 5 kan vi vist godt begrave med det samme. Bare det at bruge et helt afsnit på at tilbagevise kritikken er at lægge for meget i de latterlige beskyldninger, men nu er det i hvert fald gjort.
 
Visuelt storslået
Grafikken i Resident Evil 5 er fantastisk. Omgivelserne er imponerende med masser af detaljer og et støvet og slidt look, der virkelig passer god til et fattigt afrikansk land. Fjenderne er velanimerede og Chris selv, der ses nærmest skråt bagfra, er også ganske nydelig (grafisk i hvert fald). Spillet gør flittigt brug af fornemme lyseffekter, der virkelig forstærker stemningen. Musikken og talen i spillet lever helt op til den meget høje og fornemme standard som grafikken har – der er masser af stemningsfuld musik og en lang række cheesy one liner replikker fra Chris. Stemmeskuespillet er godt – selvom dialogen i sig selv nogle gange er lige en kende for B-films agtig.
 
Det største problem med Resident Evil 5 er at intet rigtig har ændret sig. Jo det er mega fedt at spille i co-op multiplayer, men ser man bort fra det, så er Resident Evil 5’s gameplay ikke faldet langt fra Resident Evil 4 stammen – spillet har et større fokus på action, men en del af Resident Evil charmen er desværre væk. Det er skuffende at spillet til tider er helt reduceret til lange set piece actionsekvenser og rail shooter elementer bundet sammen af filmsekvenser – adventuredelen og de mange puzzles, som vi elskede fra de tidlige Resident Evil spil, har betalt prisen.
 
Men det er heldigvis ikke nok til at ødelægge den store spiloplevelse som Resident Evil 5 er – det tager omkring 10 timer at gennemføre spillet, men der er flere sværhedsgrader og en del forskellige unlocks at rode med og co-op delen har bestemt også kaliber og levetid til mere end en enkelt gennemspilning. Selvom spillet har taget en drejning i retningen mod at være et fuldblods actionspil, så er der stadig masser at komme efter i spillet for fans af serien, men også for nye spillere, der vil have en filmisk spiloplevelse, de kan nyde sammen med en god ven.

Gamesector Anbefaler

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).