Score: 9
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 12+PEGI Violence

Street Fighter... ahhhh. Hvis man som mand i 30erne ikke har en masse herlige minder med Street Fighter II, så har man enten en hukommelse som en si, eller også brugte man sin ungdom på at jagte damer i stedet for at spille Super Nintendo. Pffft.

Hadouken

Da Street Fighter II: The World Warrior udkom i spillehallerne i 1991 var det begyndelsen på de moderne fighterspil, og firsernes titler i samme genre såsom International Karate, Way of the Exploding Fist og Yie Ar Kung-Fu, var pludselig meget forældede. Ud over den forrygende 16bit grafik, besad Street Fighter II en detaljegrad, variation og dybde, der var uset på daværende tidspunkt. En masse originale opdateringer fra Capcom og kloner fra konkurrenterne fulgte, og i løbet af kort tid var 2d-fighteren en etableret genre

Når man ser på alle de spin-offs og efterfølgere, der kom i både 2d og 3d er det forbløffende hvor lidt, de egentlig adskiller sig fra Street Fighter IIs grundlæggende mekanikker, men også forbløffende er det, hvor få afvigelser, der skal til, før gameplayet ændrer sig markant. Fightergenren er en af dem, der kræver total fordybelse, hvis man vil mestre den.

I Street Fighter vælger man hver sin kombattant (forhåbentlig ikke ulovlige), og ganske som i skak skal man nu forsøge at besejre sin modstander via en række forskellige træk og modtræk. Modstanderen kan være en ven i stuen, fra Xbox Live eller computeren. Via seks knapper har man tre slag og tre spark, der gradvist bliver stærkere og langsommere. Parvis kan knapperne lave kast, focus attack (et af spillets nye tilføjelser, som måske ikke er det første, man går i gang med) og taunt. De forskellige special moves laves typisk vi en bevægelse på d-pad’et – eksempelvis halvcirkel frem, kvartcirkel bagud, 360 grader rundt – efterfulgt af en knap. Figurerne kaster ildkugler, laver dragon punches, piledrivers og et væld af andre ting. Et super kombometer lader op, når man giver skade, og et ultrameter lader op, når man modtager samme. Disse kan bruges til super- og ultraversioner af de eksisterende special moves. Man blokerer ved at rykke d-pad’et væk fra fjenden.

Apropos d-pad, så er der flere forskellige fighter sticks og for den sags skyld klassiske joypads ala Sega Saturn på vej i forbindelse med udgivelsen af Street Fighter IV. For den dedikerede spiller er den normale Xbox 360 controller bare ikke god nok. Både fordi d-pad’et ikke er godt nok til at udføre de forskellige special moves konsekvent, og fordi man savner seks knapper fordelt på to rækker. Jeg har i anmeldelsesperioden mest benyttet et Hori stick, der udkom til Dead or Alive 4, men jeg har også spillet en del med den normale controller, hvilket godt kan lade sig gøre.

Som gammel Street Fighter-fan følte jeg mig straks hjemme. Ken, Ryu, Cammy, Chun-Li og alle de andre spilles meget, som i Super Street Fighter II, og alle nævekæmperne fra World Warrior er med igen. Fra Super-versionen er T-Hawk og Deejay udeladt – ikke noget større savn. Dertil kommer både helt nye figurer og andre, der er kommet til hen ad vejen som eksempelvis Sakura. Hun skal ligesom flere andre karakterer dog låses op. De fleste karakterer vil kunne låses op af selv dårlige spillere. De sidste tre er en lidt større udfordring. Indtil videre har jeg en af disse.

At spille mod computeren kan både være tilfredsstillende og frustrerende. Forvent kraftig modstand og masser af billige tricks. Start med at sætte sværhedsgraden lavt – erkend dine begrænsninger, det er ikke alle, der kan starte ud på medium. Der er forskellige challenges med masser af ting, man kan låse op, og meget af det giver achievements. Så selv hvis man sidder alene uden Live Gold, har spillet masser af levetid, men omvendt er det som altid med denne genre multiplayer, der virkelig batter.

Optimalt set spiller man mod folk i samme stue, men Capcom har programmeret en rigtig god onlinedel, der kører stort set lag-frit, og der har været masser af spillere online hele tiden, mens jeg har spillet. Dette er en meget væsentlig tilføjelse til spillet, for nu kan man pludselig komme til at spille mod fighterfans fra hele verden, selvom man ikke lige har nogle venner, der gider have tæsk konstant.

Det bedste træk ved Street Fighter IV er den måde, det er designet, således at man gradvis kan sætte sig ind i de forskellige strategier uden at det virker overvældende. Man kan starte med Ken eller Ryu og få de basale tricks på plads. At blokere, hadouken (ildkugle) og dragon punch. Derefter kast. Efter et stykke tid begynder man nok at bemærke combo-metrene, og så småt integreres disse i ens spil. Nuer det tid til Focus attacks, der er spillets helt nye tiltag, men som jeg kun få gange formår at time perfekt. Og det hele føles – på godt og ondt – stadig som det Street Fighter, man som gammel fan lærte at kende i starthalvfemserne.

Lyden er skuffende. Den nye musik er slet, slet ikke på niveau med de originale temaer fra IIeren. Flere af sangene (især den, der kører i menuen) er decideret generende, mens flere andre bare ikke besidder originalens charme. Grafikken ser meget bedre ud på skærmen, når man er i gang, end diverse screenshots giver udtryk for. Stillbilleder yder ikke spillets stil fuld retfærdighed. Omvendt kunne jeg godt have ønsket, at de havde styret sig lidt med de overdrevne muskler her og der, hvilket ville have gjort nogle af figurerne lidt pænere at kigge på, uden at det var gået over i Dead or Alives glansbilledestil. Jeg bliver også nødt til at nævne spillets cutscenes, for de ligner affald fra et animefirma, der er gået konkurs. De små historier, der fortælles i denne elendige grafikstil er på et lavere niveau end Dead or Alive 4(!). Sekundært i forhold til gameplayet, men det måtte gerne have været bedre alligevel.

For fans – og kommende fans
Street Fighter IV er et must-buy for alle, der er fans af 2d-genren. Det er det bedste af den slags spil, man kan få i dag. Det besidder masser af dybde og indhold. Samtidig er det et meget tilgængeligt spil, der er imødekommende overfor nye spillere – hvis de vel at mærke er med på, at man må sætte sværhedsgraden ned – langt ned – før man kan komme i gang med det uden bare at få tæsk igen og igen. Et yderst veldesignet spil, der med kærlighed og respekt opdaterer en stor klassiker.

Gamesector Anbefaler

Om Lasse Winther Wehner

Lasse Winther Wehner har været anmelder på Gamesector.dk siden 2003 og indholdsredaktør fra 2005. Han anmelder fortrinsvis spil til Xbox 360 og Xbox One - især shooter-genren og vestlige rollespil. Da Lasse har været gamer siden Game & Watch/bipbip-spillene gjorde deres indtog i firserne, ynder han at smide en historisk anekdote ind i sine anmeldelser, når han kan komme af sted med det.