Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 7+PEGI Violence

Populariteten af Nintendo's Fire Emblem serie af taktiske rollespil har nået et nærmest religiøst stade – i hvert fald i Japan. De små sushi-ædere kan bare ikke få nok af Fire Emblem spillene, men her i Europa er der stadig langt imellem de rigtig hardcore fans. Men det kan dette remake af det originale Fire Emblem spil måske lave om på.
  

Og det skete i de dage...

Tilbage i 1990, nærmere bestemt i april 1990, udkom der et spil ved navn Fai? Emuburemu Ankoku Ry? to Hikari no Tsurugi... hvis du skulle være et splitsekund i tvivl, så udkom dette spil altså, i Japan. Spillet, hvis titel på engelsk ville være noget i retning af Fire Emblem: Shadow Dragons and the Blade of Light, var et taktisk rollespil til det gode gamle Nintendo Entertainment System (NES). Spillet udkom ikke i Europa, så der skulle gå en del år før vi, her på den ikke-risvins-drikkende side af kloden, fik lov til at prøve serien (faktisk skulle vi helt hen til 2004 før det første Fire Emblem udkom i Europa – nemlig Fire Emblem til GameBoy Advance). Siden da er spil i serien udkommet til flere forskellige Nintendo platforme, også her i Europa, og nu får vi så chancen for at opleve hvor det hele startede – nemlig med Fire Emblem: Shadow Dragon, der er et remake af det originale japanske Fire Emblem.
 
Shadow Dragon er faktisk ikke det første remake af det originale Fire Emblem. I den japanske efterfølger til det originale Fire Emblem (ved navn Monsh? no Nazo), var der nemlig inkluderet en opdateret version af det originale spil – denne efterfølger udkom i 1996 til Super Nintendo. Det var lidt af et sidespor – så lad os komme tilbage til Nintendo DS versionen.
 
Som alle andre Fire Emblem spil er Shadow Dragon et taktisk og trækbaseret rollespil – præcis som man måske kender det fra det gode gamle Final Fantasy Tactics eller det meget oversete Nintendo Wii spil Fire Emblem: Radiant Dawn. Handlingen i spillet er præcis som den var i det første spil – man følger den unge prins Marth, der efter en krig er gået i eksil. Desværre er hans søster, Ellis, ikke helt så heldig, så hun bliver taget til fange og holdt som gidsel af den onde invasionshær. Endnu værre går det for Marths far, der ikke overlever krigen.
 
Så gode råd for den kære Marth er dyre. Han kunne gøre som en dansk prins, der skal forblive anonym og gå på uhæmmet druk, gramse på småpiger og se hvor hurtigt han kunne køre sin bil hjem, eller han kunne mande sig op og forsøge at finde de magiske Fire Emblems, for at vinde sit kongerige tilbage og befri sin søster. Heldigvis for spillets plot valgte Marth den sidste løsning. Historien i spillet vinder næppe nogle litterære priser, men den fungerer og der er et par solide twists undervejs – naturligvis.
 
Selve gameplayet i Shadow Dragon er som man kender det fra de foregående spil – spillets historie fortælles via mellemsekvenser og i høj grad via dialog under spillets mange slag. De mange taktiske kampe er hele substansen i spillet og de er virkelig veldesignede, så de forbliver en nydelse at spille fra start til slut.
 
Spillet gør glimrende brug af konsollens to skærmen. På nederste skærm har man et fugleperspektiv over slagmarken og her kan man med sin stylus (eller endnu bedre: med piletasterne) bevæge sine enheder rundt alt afhængigt af hvor mange movement points de har. I toppen af skærmen vises vitale oplysninger om enheden eller karakteren, som man har fat i, såsom liv, level og udstyr, samtidig med at man præsenteres med et oversigtskort over hele slagmarken. Designet er gennemtænkt og kontrollen er en af de absolut bedste jeg har oplevet i et rollespil af denne type – især hvis man anvender retningstasterne.
 
Slagene er meget forskellige og der er ofte et skjult taktisk element i dem. Disse afsløres igennem dialoger og giver kampene ekstra variation og krydderi. Selve grundformlen er velkendt fra denne niche af rollespil – sten-saks-papir konceptet hersker på slagmarken, hvor enheder af en bestemt type har en fordel imod enheder af en anden tyde, der så har en fordel mod enheder af en tredje type. Det er en enkel formel at gennemskue, men som i alle andre spil med et taktisk islæt gælder naturligvis at terrænet og enhedernes indbyrdes placering kan give en ekstra bonus i kamp.
 
Man kan altid hoppe en tur i spillet arena, hvor man kan træne nye enheder op, så de kan holde til at tage deres plads i din "startopstilling" – hvilket er ganske smart, når man møder og rekrutterer nye enheder, der level-mæssigt ikke lever helt op til den hårde kerne af enheder, som man normalt anvender. Vis du har for mange af en klasse (og det er svært at undgå, selv med det hav af klasser der er i spillet), så kan man før et slag forsøge at ændre en enheds klasse til en anden, så man kan supplere nogle af de klasser man måske ikke er så overbemandet i.
 
Undervejs igennem spillet skal man som den hjemvendte prins snakke med en lang række af familiens gamle venner, rekruttere nye soldater til sin hær og naturligvis også samles nyt og bedre udstyr op. Det er på mange måder rigtig klassisk rollespilsgameplay og det er let at se hvorfor japanerne åd hele Fire Emblem serien råt tilbage i begyndelsen af 1990'erne – for det er et charmerende designet spil, med masser af variation og ikke mindst et meget interessant persongalleri.
 
Naturligvis har dette remake fået helt ny grafik. Animationerne og grafikken under slagene leder straks tankerne tilbage til de glade SNES dage og det er naturligvis noget der passer helt perfekt til et spil som dette. Grafikken er ovenud gennemført – med masser af detaljer og små charmerende animationer til hver eneste karakter og enhed, der giver de enkelte figurer masser af liv og en tydelig personlighed.
 
Af andre nye elementer kan nævnes en online mulighed, hvor to spillere kan gå head to head med en hær på fem enheder hver. Det er en ret enkel multiplayer mulighed, men muligheden for at tjene og bruge diverse samle kort eller muligheden for at låne enheder fra modstandere giver den ekstra dybde og giver ekstra levetid til dette, i forvejen helt uterligt, lage spil.
 
Shadow Dragon er præcis hvad man kunne forvente af et Fire Emblem spil. Det er old school gameplay blandet med nyt design og multiplayer muligheder. Og det er måske spillets eneste reelle problem. Der er intet nyt under solen i Shadow Dragon, men det burde ikke skræmme nysgerrige spillere væk, for selve spillet er stadig fantastisk underholdende og med den solide levetid det har, vil det med sikkerhed få lov til at være fast inventar i mange danske Nintendo DS konsoller til langt ind i foråret.

Gamesector Anbefaler

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).