Score: 4
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 3+

Så er det tid at danse igen. Endnu en dansemåtte og endnu et dansespil er sat på hylderne i spilbutikkerne, og denne gang er det Disney og de unge mennesker fra High School Musical der inviterer os ud på dansegulvet. Gamesectors dansemester har fundet de gamle laksko frem og kastet sig ud på dansegulvet.

High School Musical 3 Senior Year Dance!

Der er efterhånden en hel del dansespil på markedet og de er alle sammen rimelig ens i deres opbygning. Det ændrer High School Musical 3 Senior Year Dance!, ikke på. Det tager 29 sange fra de tre High School Musical film og får folk til at danse til dem. Med til spillet hører en dansemåtte og så er det ellers bare slå sig løs. Netop High School Musical konceptet er jo som skabt til denne type spil, men desværre udnytter Disney det ikke ved at prøve at udvide konceptet lidt.

Selve kontrollen er ret simpel. Man har en dansemåtte på gulvet med de fire retninger samt X og O. I takt til musikken kommer der så nogle elementer på skærmen der viser hvornår man skal træde ned på de enkelte knapper. De fire retningstaster er faktisk de eneste man bruger til selve dansen. X og O bruges til at aktivere 'Star Mode' hvor man, hvis man er dygtig nok, kan score lidt ekstra point i en periode. Nu sagde jeg så at kontrollen var rimelig nem og det er den egentlig også. Men dansene bliver unødvendigt svære at danse, da danserne på skærmen ikke udfører det samme som dig. Jeg havde en mani med at kigge efter dem i stedet for de små prikker der skulle fortælle mig hvad jeg skulle og dermed gjorde jeg tingene noget vanskeligere for mig selv. Det blev hurtigt et irritationsmoment at jeg skulle stå og danse noget andet end dem på skærmen gjorde, og jeg kan simpelthen ikke regne ud hvorfor det skal være sådan. Man skulle tro at Disney gerne ville have os til at identificere os med de dygtige dansere på skærmen, men det gør man langt fra når man står og danser noget andet end de gør.

Selve dansen fandt jeg aldrig rigtig spændende. Fans af High School Musical vil nok finde det langt mere interessant, men jeg synes simpelthen ikke at der var nok interessante og spændende numre til at jeg vil bruge lang tid på dette spil. Grafikken er også ret simpel, men gengiver vist ganske godt det der sker i filmene, selv om der ikke er nogle faktiske klip fra filmene med her.

En anden ting der gør, at jeg nok næppe vil bruge meget tid på dette spil er dansemåtten. Det er ikke ligefrem kvalitet der har stået i højsædet ved produktionen af denne. Nu kan jeg selvfølgelig have været uheldig, men ofte måtte jeg stoppe midt i en sang fordi dansemåtten pludselig ikke virkede og slet ikke reagerede på al min hoppen rundt. Eller fordi PS2'en pludselig påstod at dansemåtten ikke var sat til. Så måtte jeg ned på knæ og pille ved ledninger, bande lidt og klø mig i nakken. Indtil nu er det altid lykkedes mig at få liv i den igen, men ofte først efter en genstart af konsollen. De problemer er mildest talt forstyrrende for fornøjelsen og jeg håber bestemt ikke det er et generelt problem for dansemåtterne.

Jeg er ikke imponeret af High School Musical 3 Senior Year Dance! Der er intet i spillet, som ikke er set før og der findes bestemt spil på markedet som gør det bedre. Den elendige spilmåtte, som jeg har døjet med, har heller ikke gjort mine følelser for spillet varmere. Der er simpelthen tale om venstrehåndsarbejde, som blot er et forsøg på at score lidt ekstra penge på High School Musical navnet. Det skal nok lykkedes for Disney, og jeg skal da heller ikke udelukke at fans af serien vil finde fornøjelse i spillet, men set over den brede kam, så det simpelthen ikke et særlig godt spil.

Om Frank F Pedersen